| Syn | |
| På sidste udvej | |
|---|---|
| 52°31′02″ s. sh. 13°24′49″ Ø e. | |
| Land | |
| Beliggenhed | Berlin og Mitte |
| Arkitektonisk stil | nyklassicisme |
| Mediefiler på Wikimedia Commons | |
"På sidste udvej" ( tysk: Zur letzten Instanz , "Zur letzten instans") er en af de ældste restauranter i centrum af Berlin . I det 16. århundrede blev der åbnet et drikkested på dette sted i en beboelsesbygning nær bymuren, som skiftede flere navne i løbet af sin historie. Det moderne kompleks af bygninger på Weisenstrasse blev restaureret efter Anden Verdenskrig og er under statslig beskyttelse som et arkitektonisk monument.
Restaurantbygningen nær bymuren blev først dokumenteret i 1561 . Drikkestedet i bygningens stueetage blev åbnet i 1621 af kurfyrstens gom. Weisenstrasse ligger i Klosterkvarteret. Indtil begyndelsen af 1800-tallet lå ved siden af drikkestedet det såkaldte Tyrehjørne, afgrænset af bymuren og Stichstrasse, hvor slagtere kørte kvæg til natten eller til slagtning. Husene på Weisenstrasse var beboet af 2-3 familier.
I 1715 kaldte værtshusets ejere det "Ved ølhuset under klokkerne", for samme år blev klokkerne opsat på nabosognekirken. I begyndelsen af det 20. århundrede skiftede værtshuset ofte ejere og navn. Det moderne navn "På sidste udvej" blev først erhvervet af institutionen på Weisenstrasse i 1924 takket være dens ejer G. Hoffmann. At sige, at "På den sidste udvej" er den ældste værtshus i Berlin, er ikke helt korrekt, da udsagnet kun gælder for virksomheden, der ligger her, men ikke for dens navn. Berlin-restauranten "Old Forest Tavern" ( tysk: Alte Waldschänke ) i Tegel -kvarteret har haft sit navn uafbrudt siden 1650. "På sidste udvej" skylder sit navn til retsbygningen, der åbnede samme år på den nye Friedrichstrasse, moderne Littestrasse. Ifølge legenden kæmpede to bønder en lang og mislykket retssag, men det lykkedes kun at indgå en forligsaftale om øl i et værtshus, som så at sige fungerede som sidste udvej . I DDR's æra arbejdede DDR 's højesteret , det vil sige i virkeligheden sidste udvej, i det retshus .
Bygningen af værtshuset blev alvorligt beskadiget under Anden Verdenskrig, men byens myndigheder fandt det hensigtsmæssigt at restaurere den. I november 1961 besluttede byen at åbne restauranten på grund af dens betydning som turistattraktion. For at øge antallet af pladser blev kroens gamle bygning kombineret med nabohuse og dannede et enkelt arkitektonisk ensemble. Restaurant "At the Last Resort" genåbnede i januar 1963. Den moderne restaurant har tre sale til 120 gæster, samt et hotel med 8 værelser og en toværelses lejlighed af sin ejer.
I 1973 fungerede restauranten som optagelsessted for flere scener af filmen " Seventeen Moments of Spring ": pastor Schlag og Stirlitz 's middag, Stirlitz ' hvile på en restaurant med et krus øl, efter at han brød væk fra " hale" af Mullers agenter [1] . Ifølge filmens manuskript blev han kaldt "Rough Gottlieb". Restauranten "På sidste udvej" er også nævnt i romanen " Major Whirlwind ".
På trods af at lidt af det originale interiør fra 1920'erne er blevet bevaret i den moderne restaurant, giver restauranten en anstændig idé om kulturen i gamle berlinske taverner. Kakkelovnen blev igen installeret, hvorpå der ifølge sagnet selv Napoleon sad . Den 24. februar 2003 besøgte den franske præsident Jacques Chirac , ledsaget af forbundskansler Gerhard Schroeder , restauranten "På den sidste udvej" under et statsbesøg [2] . Restauranten har også en ølhave med 50 siddepladser med udsigt over de resterende elementer af den gamle bymur. Menuen i restauranten er også original og byder på korte fortællinger om retssager mellem naboer på Berlin-dialekten med en omtale af de retter, der tilbydes. Retternes navne er også relateret til retssager, såsom frikadeller "Reces i retten", stegt kalvelever "Krydsforhør" eller torskefilet "Dømningsfejl".