Poetisk er en æstetisk kategori, der udtrykker typen af sanseoplevelse og opfattelse af verden eller ethvert objekt. Handler i modsætning til det prosaiske .
Den indledende opdeling fandt sted i den sproglige sfære, hvor talen antog to hovedformer: prosa og poesi. Denne opdeling begyndte efterfølgende at bære en metaforisk karakter af at modsætte sig den ideelle fantasiverden og den almindelige verden. [en]
Den tyske filosof G. W. F. Hegel var en af de første, der gjorde opmærksom på antitesen "poetisk-prosaisk" netop i sammenhæng med æstetisk betydning. Ifølge Hegel er poetisk og prosaisk to måder at præsentere det samme indhold på. [2] Den poetiske metode er kendetegnet for det første af figurativitet, og for det andet af subjektivitet: den afspejler ikke fænomenets abstrakte begreb, men dets konkrete virkelighed, som den direkte præsenteres for subjektet i kontemplation:
Siger vi for eksempel "sol" eller "morgen", er det tydeligt, hvad der menes her, men det tidlige tidspunkt og selve solen gives os ikke her i visuel form. Hvis digteren siger: "Da den glimtende lyserøde fingre Eos rejste sig", så siges i det væsentlige det samme her; men det poetiske Udtryk giver os noget mere, da det tilfører Forstaaelsen Beskuelsen af det assimilerede Genstand, eller rettere eliminerer den rent abstrakte Forstaaelse, idet det sætter en virkelig Bestemmelse i Stedet. [3]
Den poetiske fremstilling fokuserer således på objektets ydre manifestationer og er derfor beskrivende. Samtidig udgår denne beskrivelse fra en følelse forårsaget af kontemplation, det vil sige, at digteren bevidst dvæler ved sin egen fremstilling af emnet, og går ikke direkte til dens simple korrekte definition. For den prosaiske fremstillingsmåde er det tværtimod vigtigt at formidle meningen til bevidstheden, og fordybelsens billedsprog og individualitet er sekundært.
Marie-Clotilde Ruz, der stoler på den franske filosof M. Dufrennes arbejde , betragter også det poetiske som verden af subjektets (digterens) sanseoplevelse. [4] For den poetiske holdning er subjektivitetens udtryk og virkelighedsopfattelsen gennem følelsesmæssig erfaring vigtig. Fantasi snupper billeder fra den konkrete virkelighed, som den derefter transformerer gennem subjektivitet, afslører nye betydninger og returnerer dem til en person og trækker ham ind i den poetiske verden. Således virker det poetiske "... som en æstetisk kategori, der menneskeliggør virkeligheden, eftersom den kalder på dybden af menneskelig sansning i den eksistentielle virkelighed af ens væren i verden ." [5]
Fra et sprogligt synspunkt kan det poetiske også karakteriseres som et fokus på selve budskabet og dets opbygning, hvor praktiske mål ikke er i højsædet. Da denne funktion af budskabets selvtilstrækkelighed altid interagerer med andre aspekter af sproget, er det forkert kun at betragte det poetiske i poesiens sammenhæng. [6]