Drømmedigt

Vil du meg lyda, eg kveda kan om einkvan nytan drengjen, alt om han Olav Åsteson, som hev'e sovi so lengje.

Og det var Olav Åsteson, som hev'e sovi so lengje.

Han la seg ned om joleftan, sterkan svevnen fekk, vakna 'kje fyrr om trettandagjen, då folkjet åt kyrkjun gjekk.

Han la seg ned om joleftan, no hev han sovi so lengje, vakna 'kje fyrr om trettandagjen, då fuglane skoke vengjir.

Han vakna 'kje fyrr om trettandagjen, då soli rann i li'e, då sala han ut fljotan folen, han ville åt kyrkjun ride.

Presten stand'e fyr altare og les upp lestine lange, Olav set sig i kyrkjedynni og tel'e draumane mange.

Gamle mennar og unge dei gjev'e etter gaum'e med' han Olav Åsteson tel'e sine draume.

Vil du høre på mig, jeg kan synge Om en god ung mand, Om Olav Åsteson, som havde sovet så længe.

Og det var Olav Åsteson, der havde sovet så længe.

Han lagde sig til Juleaften, Taget af en stærk Søvn, Vågnede ikke før Helligtrekonger, Da Folk skulle i Kirke.

Han lagde sig Juleaften, Nu har han sovet saa længe, ​​Vågnede ikke før Helligtrekonger, Da Fuglene rystede med Vingerne.

Han vågnede ikke før helligtrekonger, Da solen gik op på bjergskråningen, sadlede han sin hurtige bjerg, og havde til hensigt at ride til kirke.

Præsten står ved alteret, læser lange passager, Olav sætter sig ved kirkedøren og fortæller om sine mange drømme.

Gamle og unge gav deres opmærksomhed, mens Olav Åsteson fortalte om sine drømme.

Eg la meg ned om joleftan, sterkan svevnen fekk, vakna 'kje fyrr om trettandagjen, då folkjet åt kyrkjun gjekk.

For månen skin'e og vegjine falde så vide.

Eg hev vori meg op med sky og ned-att med havet svarte; den som vil mitt fotspor fylje, lær 'kje av blidom hjarta.

Eg hev vori meg op med sky og ned-att med havsens grunde; den som vil mitt fotspor fylje, lær 'kje av blidom munne.

Eg hev vori mig op med sky og ned-att på svarte dikje; eg hev sett åt heite helvite og ein del av himmerikje.

Eg hev fari yvi vigde vatnet og yvi djupe dalar; høyrer vatn, og ser det inkje, unde jordi so mune det fara.

Eg er so trøytt og ferde-mod, og inna so mune eg brenne; eg høyrer vatn, og fær det inkje, unde jordi so mune det renne.

Inkje kneggja soten min, inkje gøydde min hund'e, inkje gol dei ottefuglan': det tottest meg vera under.

Eg var meg i auromheime i mange netter og trå, det veit gud i himmerik hosse mang ei naud eg såg.

Eg kan noko av kvòrjom derfyr tykkjest eg frod; eg var longe i moldi mòka, ha eg tott den dauden god.

Jeg lagde mig til Juleaften, Taget af en stærk Søvn, Vågnede ikke før Helligtrekonger, Da folk skulle i kirke.

For månen skinner, og stierne spredes så bredt.

Jeg har været oppe med skyerne og ned til havets mørke. De, der ønsker at følge mine fodspor, vil ikke grine let.

Jeg har været oppe med skyerne og nede ved havbunden; De, der ønsker at følge mine fodspor, vil ikke grine af munter mund.

Jeg har været oppe med skyerne og ned på de mørke hede; Jeg har set Helvedes hede, og en del af det himmelske rige.

Jeg har rejst over det hellige vand og over dybe daler; Jeg hører vand, men ser det ikke, det ser ud til at løbe under jorden.

Jeg er så træt og rejsetræt, Og inde i mig synes jeg at brænde; Jeg hører vand, men når det ikke, Det ser ud til at flyde under jorden.

Min hest nikkede ikke, min hund gøede ikke, morgenfuglene kvidrede ikke; Det virkede mærkeligt for mig.

Jeg var i den anden verden, i mange lange nætter; Gud i himlen ved, hvor meget elendighed jeg så.

Jeg ved noget om mangt. Derfor skal jeg dog være klog, Længe var jeg i helvede, jeg har lært døden godt at kende.

Fyrst'e eg var i uteksti, eg fór yvi tynnyr-mog: sund'e gjekk mi skarlakskåpe og neglan' av kvòr min fot.

For månen skin'e og vegjine falde så vide.

Så var eg meg i uteksti igjennom den tynnyr-ring: sund'e gjekk mi skarlakskåpe og neglan' av kvòr min fing.

Kjem eg meg åt Gjallarbrui, ho heng'e so hågt i vinde; ho er oll med gulle slengji og saum i kvòrjom tinde.

Ormen høgg'e, og bikkja bit'e, og stuten stend midte på leii: tri er tingji på Gjallarbrui, og alle er gramme og vreide.

Bikkja bit, og ormen sting, og stuten stand og stangar - det slepp ingjen yvi Gjallarbrui som feller domane vrange.

Eg hev gjengji Gjallarbrui, ho er både bratt og lei; vassa so hev eg dei Våsemyran', no er eg kvitt'e dei.

Va'i so hev eg dei Våsemyran', der hev kje sta'i meg grunn; no hev eg gjengji Gjallarbrui med rapa mold i munn.

Eg hev gjengji Gjallarbrui, og der var krokane på; men eg totte tyngre dei Gaglemyran', gud bære den dei skò gå!

Første gang jeg gik herfra, rejste jeg over et torneleje, revet var min skarlagenrøde kappe, og ligeledes neglene på mine fødder.

For månen skinner, og stierne spredes så bredt.

Da jeg gik herfra, rejste jeg gennem en ring af torne; Revet var min skarlagenrøde kappe, og ligeså neglene på mine fingre.

Jeg kom til Gjallarbroen Hun hænger så højt i luften, Hele broen er med guld dækket Og der er pigge i hver ende.

Slangen stikker og hunden bider, Og oksen står i midten: Tre er skabningerne på Gjallarbroen, Og alle er grumme og vrede.

Hunden bider, Slangen stikker, Og Oksen staar og gor, De slipper ingen over Gjallarbroen, Som har dømt forkert.

Jeg har gået Gjallarbroen, Den er både stejl og hård; Jeg har vadet gennem Vås-heden Nu er jeg forbi dem.

Jeg har vadet gennem Hederne, Intet Fodfæste fandt jeg der; Nu har jeg gået Gjallarbroen, Med myrjord i munden.

Jeg har gaaet Gjallarbroen, Fastgjort med Kroge; Men heden var hårdere, Gud hjælpe dem, der går!

So kom eg meg åt votno dei, der isane brunne blå; gud skaut det i hugjen min: eg vende meg derifrå.

For månen skin'e, og vegjine falde så vide.

Eg var meg i auroheime, ingjen der eg kjende, berre ho sæle gudmor mi med raude gull på hende.

Sume fór yvi Grimaråsen og sum yvi Skålestrond, men dei som fór yvi Gjallarhylen, dei kome våte fram.

So tok eg av på vetterstig alt på mi høgre hònd; der såg eg meg til Paradis, det lyser yvi vene lònd.

Der såg eg att'e gudmor mi; meg mune kje bet'e gange: Reis du deg til Brokksvalin, der skò domen stande.

Så kom jeg til de vande, hvor isen brændte sort; Gud ledede mit sind, jeg gik derfra.

For månen skinner, og stierne spredes så bredt.

Jeg var i den Anden Verden, jeg kendte ingen der, Kun min velsignede gudmor Med lysende guld på hænderne.

Nogle gik over Grimarhøjen og andre over Skålesandet Men de, der krydsede Gjallarstrømmen, kom våde ud på den anden bred.

Så drejede jeg ind på en vintersti på min højre side; Der så jeg Paradis Sådan glimtende smukke lande.

Der så jeg igen min gudmor, jeg vidste ikke, hvor jeg skulle gå hen: "Gå til Brokksvalin, hvor der skal dømmes."

Kjem eg meg åt pilegrimskyrkjun, der var meg ingen mann kjend'e, berre ho gode gudmor mi med raude gull på hende.

I Brokksvalin der skò domen stande.

Der kom ferdi nordantil, og den rei no so kvast; fyre rei Grutte gråskjeggje alt med sitt store messing.

Der kom ferdi nordantil, det totte eg vera vesst; fyre rei Grutte gråskjeggje, han rei på svartan hest.

Der kom ferdi sunnantil, det tottest meg vera best; fyre rei sankte såle-Mikkjel, han rei på kvitan hest.

Der kom ferdi sunnantil, og den rei no so tvist; fyre rei sankte såle-Mikkjel, neste Jesum Krist.

Der kom ferdi sunnantil, ho tottest meg vera trå: fyre rei sankte såle-Mikkjel, og luren unde armen låg.

Det var sankte såle-Mikkjel, han bles i luren lange: Og no skò alle såline fram fyr domen gange!

Men då skolv dei synde-såline som ospelauv fyr vinde, og kvòr den, kvòr den sål der var, ho gret fyr syndine sine.

Det var sankte såle-Mikkjel, han vog i skåle-vikt; så vog han alle synde-såline bort til Jesum Krist.

Da jeg kom til pilgrimskirken, kendte jeg ingen mand der, Kun min gode gudmor Med lysende guld på hænderne.

I Brokksvalin, Hvor der skal afsiges dom.

Nordfra kom en Hær, de red saa haardt; Foran red Djævelen bag ham sin store vært.

Fra nord kom en vært, jeg syntes det var frygteligt, Foran red Djævelhelten på en sort hest.

Sydfra kom en vært, jeg tænkte det var godt, Forrest red sjæleherre Sankt Michael, Han red på en hvid hest.

Sydfra kom en Hær, Ridende saa stille, Foran red Sjæleherre Sankt Michael, Ved Siden af ​​Jesus Kristus.

Sydfra kom en Hær, De syntes mig langsomme; Forrest red sjælesherre Sankt Michael, Og et horn lå under hans arm.

Det var Sankt Mikael, Han lød det lange horn: Og nu ville alle sjæle vil modtage dom.

Sjælene begyndte at skælve, Som Aspblade i Vinden; Og hver eneste sjæl der græd over sine synder.

Det var sjæles herre Sankt Michael, Vejer i hans vægte, Så vejede han alle syndende sjæle, Mod Jesus Kristus.

Eg såg meg einom drengjen, det fyrste eg vart ved, lille småsvein bar han i fangje og gjekk i jordi til knes.

I Brokksvalin der skò domen stande.

Kjem eg meg åt manne dei, kåpa den var bly: hans arme sål i dessom heime var trong i dyre tid.

Kjem eg meg åt monno dei, dei bar på gloande jord: gud nåde dei fattige såline som flutte deildir i skog!

Kjem eg meg åt bonno dei, dei stoge so hågt på glo: gud nåde dei synduge såline, ha banna bort far og mor!

Kjem eg meg åt podda og ormen dei hoggje kvòrare med tanne: det var synduge syskjeni som ha'e kvòrare banna.

Der mødte eg dei ormane tvei, dei bit'e kvòrare i sporde: det var dei synduge syskjenbonni som gifte kvòrare på jordi.

Kjem eg meg åt Syslehuset, det var trollkjeringan' inne: dei stod kinna i raude blodet, det var so tung ei vinne.

Der er heitt i helvite, heitar hell nokon hyggje; der hengde dei 'pivi ein tjørukjetil og brytja ned i ein presterygg'e.

Jeg så en ung mand, den første jeg kom forbi, en lille dreng bar han i sine arme; Han var i jorden til sine knæ.

I brokksvalin, hvor der skal afsiges dom.

Jeg kom forbi en mand, hans kappe var bly: Denne stakkels sjæl i vor verden var grådig i hårde tider.

Jeg kom til flere mænd, De bar glødende jord: Gud forbarm dig over de stakkels sjæle, som flyttede grænsesten i skoven.

Jeg kom til flere børn, de stod der i brand: Gud forbarme sig over de syndige sjæle, som forbandede deres far og moder.

Jeg kom til tudsen og slangen, De stak hinanden med tænderne: De var syndende søskende, som havde forbandet hinanden.

Der mødte jeg to slanger, De bed hinanden i halen: De var syndige fætre, som giftede sig med hinanden på jorden.

Jeg kom til heksehuset Der var hekse inde: De stod i en blodpøl, så tungt var deres arbejde.

Det er varmt i helvede, varmere end nogen tror; Der hang de over en kedel med tjære og huggede en præst ned.

Sæl er den i fødesheimen fatige gjev'e sko: han tarv ikkje berrføtt gange på kvasse heklemog.

Tunga taler, og sanning svarar på domedag.

Sæl er den i fødesheimen fatige gjev'e ku: han tarv ikkje sumlug gange på håge Gjallarbru.

Sæl er den i fødesheimen fatige gjev'e braud: han tarv ikkje rædast i auromheime fyr horske hundegau.

Sæl er den i fødesheimen fatige gjev'e korn: han tarv ikkje rædast på Gjallarbrui fyr kvasse stutehorn.

Sæl er den i fødesheimen fatige gjev'e mat: han tarv ikkje rædast i auromheime anten fyr hæ'e hell hat.

Sæl er den i fødesheimen fatige gjev'e klæde: han tarv ikkje rædast i auromheime fyr håge kjellar-bræde.

Han er velsignet på jorden, som giver sko til de fattige: Han behøver ikke gå barfodet på tornelejet.

Tungen taler, og sandheden siges på dommens dag.

Han er velsignet på jorden, som giver en ko til de fattige: Han behøver ikke gå svimmel på den høje Gjallarbro.

Han er velsignet på jorden, som giver brød til de fattige: Han behøver ikke frygte i den anden verden.

Han er velsignet på jorden, som giver korn til de fattige: Han behøver ikke frygte på Gjallarbroen Oksens skarpe horn.

Han er velsignet på jorden, som giver mad til de fattige: Han behøver ikke frygte i den anden verden Hverken hån eller had.

Han er velsignet på jorden, som giver tøj til de fattige: Han behøver ikke frygte i den anden verden Høje isbjerge.

Gamle mennar og unge dei gjev'e etter gaum'e det var han Olav Åsteson, no hev han tålt sine draume.

Statt upp, Olav Åsteson, som hev'e sovi so lengje.

Gamle mænd og unge gav deres opmærksomhed; Det var Olav Åsteson, Nu har han fortalt sine drømme.

Rejs dig op, Olav Åsteson, som sov så længe.