Doktor i musik
Den aktuelle version af siden er endnu ikke blevet gennemgået af erfarne bidragydere og kan afvige væsentligt fra den version , der blev gennemgået den 15. februar 2022; verifikation kræver 1 redigering .Doctor of Music er den højeste akademiske udmærkelse inden for musikområdet , som oprindeligt eksisterede ved universiteterne i Cambridge og Oxford [1] . Den første doktor i musik (Dr. mus.) i England er John Ganboys (1463), han skrev om mensural musik [2] . Senere begyndte tyske universiteter også at uddele en lignende grad til berømte musikere [1] .
I begyndelsen af det 20. århundrede havde næsten alle universiteter i Storbritannien ret til at hæve til denne grad ; før var det privilegiet af Oxford, Cambridge og Dublin universiteter, samt ærkebiskoppen af Canterbury . Forud for doktorgraden er der en bachelorgrad [3] .
Berømte musikdoktorer fra Oxford University: John Bull , Arn, Burnay, Calcott, Cooke , Haydn, Kroch, Wesley, Bishop, Steiner, Perry og berømte doktorer i musik fra Cambridge University: Greene, Boyce, Bennett, Cooke , McFarren, Sullivan, Joachim, Brahms, Dvorak, Boito, Tchaikovsky (1893 [1] ) [3] .
Magtløftningen fandt traditionelt sted på basis af den præsenterede komposition (8-stemmers fuga med et orkester, i 40-60 minutters optræden) og en særlig eksamen , som afholdes af en professor i musik. Fejringen af ophøjelsen til doktorgraden er som regel ledsaget af store ceremonier. Ærkebiskoppen af Canterbury ophøjede "Dr. Mus. blot ved at udstede et passende eksamensbevis [3] .
Doktorgraden for tyske musikere var oprindelig i det væsentlige graden af doktor i filosofi (Dr. phil.) ; i det vidtstrakte felt af filosofi og musik fik en meget beskeden plads. Konkurrencen om denne grad fandt sted på baggrund af et essay om musikhistorie, musikteori eller akustik, samt en eksamen, der hører til videnskabsområdet relateret til musik (filosofi, fysik , litteratur osv.). Gennem tiden har kravene til ansøgere til doktorgraden i musik ændret sig markant [3] .
Æresdoktorer i musik tildeles ofte honoris causa (ingen eksamen, af respekt for fortjeneste) til meriterende musikere.
Se også
Noter
- ↑ 1 2 3 Solovyov N.F. Doctor of Music // Encyclopedic Dictionary of Brockhaus and Efron : i 86 bind (82 bind og 4 yderligere). - Sankt Petersborg. , 1890-1907.
- ↑ Genboys // Musical Dictionary : i 3 bind / komp. H. Riemann ; tilføje. Russisk afdeling med collab. P. Weymarn og andre; om. og alt ekstraudstyr udg. Yu. D. Engel . - pr. fra den 5. tysker udg. - Moskva-Leipzig: udg. B. P. Yurgenson , 1904 .
- ↑ 1 2 3 4 Riemanns Musikordbog . — Moskva, Leipzig. G. Riemann, Yu. D. Engel. 1904 udgave.
 Ordbøger og encyklopædier |
|
|---|