| Alexey Kirillovich Porvin | |
|---|---|
| Fødselsdato | 25. august 1982 (40 år) |
| Fødselssted | Leningrad |
| Statsborgerskab (borgerskab) | |
| Beskæftigelse | digter , oversætter |
| Værkernes sprog | Russisk |
| Præmier |
Debutprismodtager ( 2012 ) |
| porvin.livejournal.com | |
Alexei Kirillovich Porvin (født 25. august 1982 , Leningrad ) er en russisk digter og oversætter.
Uddannet fra det filologiske fakultet ved St. Petersburg State University med en grad i engelsk sprog og litteratur. Udgivet i magasinerne " Volga ", " Neva ", " Friendship of Peoples ", " Vozduh ", almanakken " New Luggage Storage ", netværksmagasinet " TextOnly " osv. Alexei Porvins digte blev oversat til engelsk, tysk, fransk , italiensk, tjekkisk, finsk, udgivet i førende udenlandske litterære tidsskrifter og antologier.
Digter og litteraturkritiker Valery Shubinsky :
Porvin modtog en direkte arv, men i en komprimeret, koncentreret form. Han kan hverken "fortsætte" eller gud forbyde "mestre" - kun "huske" og, huskende, blive sig selv. Hvis min antagelse er korrekt og foran os er digteren for den næste eon, lige så forbundet med vores som vi er med sølvalderen, og den med guldalderen, så er han her et sjældent eksempel på den korrekte kontinuitet mellem store epoker, som i russisk poesi var så knappe.
— Valery Shubinsky [1]Digter og litteraturkritiker Oleg Yuriev :
... Alexei Porvins poetik - uanset om han selv ved det eller ej - begynder meget tidligere end begyndelsen af russisk poesi ifølge dens skolekronologi. Som vi alle ved, blev "den første lyd af Khotyn-oden" på den ene eller anden måde "livets første råb", men de retoriske vers fra 1600-tallet, dialogiske og lærerige, hører naturligvis til den prænatale periode. Russisk poesi i sin moderne forstand. Forholdet mellem deres indre strukturer og de indre strukturer i Alexei Porvins poesi forekommer mig indlysende.
— Oleg Yuriev [2]Digter, oversætter og litteraturkritiker Grigory Dashevsky :
I de senere år, i det poetiske rum, er kravet til forfatteren blevet stærkere og skarpere: først blive en bestemt skikkelse, og så tale; digte er kopier af en figur på en bestemt scene. Som en konstant kold vind former dette krav højttalernes ansigter, hærder dem næsten til en maske. Nogle gange blæser denne vind fra samtidskunstens felt, nogle gange fra dybere lag. Det mest konsekvente argument med dette krav er forståelsen af poesi som et stof koncentreret i tekster og ikke i forfatteren; og endda - præsentationen af digte i fravær af forfatteren, som genstand for udveksling på grænsen af stammer. Mellem disse to ekstreme positioner er der mange personlige baner. Den flerlagede natur, dybden af enheden, den indre mangfoldighed af Alexei Porvins digte taler om hans nærhed til den anden position. Men han taler ikke om forfatterens fravær, men om hans forsvinden fra syne, hvilket sker for vores øjne. “Jeg” går ud under overvinden - og linje efter linje, for vore øjne, pakker sig ind i et digt som i en slags kokon, som et barn - i et gardin; eller hvordan et levende væsen tager tilflugt i et andet. Det er skik at tale om et digts selvudvikling; her ville det være mere korrekt at tale om hans selvudvikling. "Jeg" forsvinder af syne - men opløses ikke i den poetiske skal. Gennem de ydre lags mangfoldige, aldrig monotone bevægelse, tekstens folder, bryder Porvin igennem den selvstændige rytme af de usynlige gestus af det "jeg", der ligger gemt i teksten.
— Grigory Dashevsky [3]Digter og prosaforfatter Nikolai Kononov :
Alexey Porvin skriver i et særligt rystende sprog, der kun fokuserer betydninger i taleøjeblikket; udtrykt, forsvinder de lige så hurtigt, som det generelt er karakteristisk for en tanke, der genereres af spændingen i selve bevidsthedsprocessen. Og digte, der reviderer logikken i daglig tale, udadtil ikke fremmed for filosofiske maksimers ordforråd, fremstår ustabile og forsvinder, som en modsigelse, der legemliggøres et øjeblik, som en aporia, der måske er ved at blive løst, i sidste ende, som en nyfundet følelse, der faktisk giver mening, vores eksistens.
— Nikolai Kononov [4]Digter og oversætter Anna Glazova :
...hovedkraften er netop afstanden mellem en klar form og flyvende billeder. Af disse vers lærer du, at du kan diktere regler med din hånd og tunge, og samtidig i din sjæl fejre billedernes triumf, hvis bare du ikke hengiver dig i overflod. Dette mærkes akut, hvor spændingen mellem form og billede er stærkest, hvor de risikerer at ophøre med at danne en helhed ...
— Anna Glazova [5]Digter, oversætter, litteraturkritiker Kirill Korchagin :
Alexei Porvins poesi […] er et overraskende holistisk og monolitisk fænomen: På trods af den elegante variation af størrelser, der anvendes (hvilket er en sjældenhed i vore dage), knytter digtene sig selv til en slags store lyriske digte. Dette opnås ved en særlig skriveteknik, hvor ordforrådet og metrikken omhyggeligt nuanceres, så intet griber ind i versets overordnede "gennemsigtighed", som snarere skjuler det afbildede for læseren end blotlægger det for forestillingen: digterens blik. er rettet gennem begivenheder og objekter, direkte mod væsken (ikke ) der er...
— Kirill Korchagin [6]Digteren Vasily Borodin :
Disse vers tillader ikke en endeløs spredning af læserfortolkninger: de er realistiske i betydningen grænsernes bestemthed: ikke et amorft kosmos ovenfor (delvis erstatter den lyriske helt i den mest risikable nye kunst, der forsøger at udviske grænserne mellem forfatteren og læseren på en ny måde) et amorft tænkende hav, men himlen over marken: her er en sky; det er cumulus; til ham - så mange kilometer; de er fjeragtige og højere; ud over atmosfærens grænser - et luftløst rum, hvor vores Jord kredser, og du, en forbipasserende læser, går med fødderne ad en støvet sti ... og du burde allerede have sørget for, at folk ikke flyver som fugle .
Men det er netop i denne - i det faktum, at alting har sine egne, på en eller anden måde uoverstigelige grænser, og samtidig er forenet af den seende (kontinuerlige, ud over alle horisonter) hele livet - der er det vigtigste, det mest ærlige mirakel. Digte opstår og identificeres som forfatterens møde med dette mirakel, som en vilje til at hjælpe helten i Mikhail Gronas' digte med at finde ud af, om tingene er forunderlige.
— Vasily Borodin [7]Digteren Lev Oborin :
Næsten alle tekster er baseret på et mikroplot, der er tilstrækkeligt til at udvikle de vigtigste metafysiske spørgsmål. Næsten umærkelige udsving er vigtige her: deraf de diminutive former, som mere præcist burde nærme sig betydningen: "vindue", "gest". Den indledende begivenhed kan være lige så ubetydelig, som du ønsker for det upoetiske øje: grene rasler uden for vinduet, en bi flyver forbi, en mand læner sig over en flod, en lastbil kører ned ad gaden. Situationen har ændret sig og kræver en revision af holdningen til sig selv: digteren stiller spørgsmål og giver verden instruktioner, råd og henvender sig endda til den med anmodninger om at genoprette eller forlænge harmonien. Han lytter følsomt til verden og ændrer den samtidig: På en måde er dette kvantepoesi.
— Lev Oborin [8]Litteraturkritiker, litteraturkritiker Alexander Zhitenev :
Kernen i Porvins lyriske tekst er som regel en vis gennemfigurativ linje, som på grund af sin diskrete karakter og fokus på en samtidig ændring af mange virkeligheder er mere passende at kalde ikke en udvidet metafor, men en associativ. paradigme. I digtet "En skov træt af at gå i hvidhed" er sådan et paradigme "indpakning" / "opvarmning": "fyr er svøbt i egernløb", "kroppen er klemt med tykt tøj", "kød er ikke godt for at varme sjælen”, “med det jeg pakker mig ind”. Motivet "varme", som forener teksten, korrelerer virkeligheder af forskellig kvalitet ("skov", "krop", sjæl"), forbinder forskellige projektioner af "tøj" ("egernløb", "krop klemt af tøj", "kød båret frit"). Denne konjugation af modsatrettede processer: sammenkædningen af realiteter og uligheden i tegnet på deres sammenhæng - karakteriserer en række andre digtertekster.
- Alexander Zhitenev [9]Digter, oversætter, litteraturkritiker Ivan Sokolov :
Hvad kan man sige om Porvins sprog andet end, at det er sproget i ægte poesi? Samtidig bruger hun frit redskaberne fra den poesi, som i dag er sædvanlig at se på som den mest avantgardistiske ("vi tier i børn på grund af frygten for vinteren"), og som samtidig - som er meget vigtigere - hun stoler trygt på det mest kraftfulde lag af tradition - det, der er "mere relevant" end nogen "poetisk" "opfindelser". […] Alle hentydninger til barokretorik, til en fast form er et trick, en måde at sætte gang i de semantiske og rytmiske eksplosioner, som denne poesi opererer med. Pushkin var engageret i lignende ting, hvilket "hårdt vers" der er - alt brænder.
Hvordan virker denne virtuositet? Dette er et minutiøst arbejde med den meningsfulde transformation af hvert element i en poetisk tekst til en meningsfuld enhed. Versifikationsvirtuositet opnås her på grund af det faktum, at enhver versifikation nægtes.
— Ivan Sokolov [10]Digter, prosaforfatter, litteraturkritiker Viktor Ivaniv :
Alexey Porvin skaber et moderne vers, der skiller sig ud, en opmærksom spion, Bloks "spørgsmål ved korsvejen." Porvins digtning, lyrisk i sin form, kan sætte læseren i nogle vanskeligheder, hvilket ikke umiddelbart var tydeligt i hans første samlinger, Mørket er hvidt (2009) og Digte (2011), men bliver tydeligere og når faktisk sit højdepunkt i den nye digterbog. Dette træk er opløsningen af den ensomme iagttager i verden genskabt i ordet. Den lyriske helt forsvinder og præsenterer i stedet for sig selv genoplivede husholdningsartikler, bukoliske eller urbane, styret af et blik, hvis bevægelser er næsten umulige at følge: ). / Hvordan leve i et ophedet mål, / i et træt kød fyldt med dage? / I den sidste byge var et par / dråber ikke nok: stemmen og skyen tæller ikke” (s. 96).
— Victor Ivaniv [11]Nomineret til Andrei Bely-prisen ( 2011 ).
Vinder af "Debut"-prisen ( 2012 ).
Nomineret til Bella-prisen for bedste digt ( 2013 ).
Nomineret til Andrey Bely Prize ( 2014 ).