Lovgivende valg i Schweiz (1902)

Parlamentsvalg i Schweiz blev afholdt den 26. oktober 1902. Antallet af pladser i parlamentet blev øget fra 147 til 167. Det Frie Demokratiske Parti beholdt et absolut flertal i parlamentet og vandt 100 af de 167 nationalrådssæder [1] .

Valgsystem

167 deputerede i Nationalrådet blev valgt i 49 enkelt- og flermandskredse. Fordelingen af ​​mandater var proportional med befolkningen: et sæde i parlamentet til 20.000 borgere [2] .

Afstemningen blev gennemført efter systemet i tre runder. I første og anden runde skulle en kandidat vinde et absolut stemmeflertal for at blive valgt, i tredje runde var et simpelt flertal tilstrækkeligt. Hver efterfølgende runde blev afholdt efter elimineringen af ​​den kandidat, der fik det mindste antal stemmer [2] .

Valg til Nationalrådet blev afholdt under en ny føderal lov vedtaget den 4. juni 1902. Antallet af valgkredse faldt fra 52 til 49. Efter folketællingen 1902 blev antallet af folketingsmandater øget fra 147 til 167 suppleanter. Kantonen Zürich fik 5 yderligere pladser, kantonerne Basel-Stadt , Bern , Genève , St. Gallen og Vaud fik yderligere 2 pladser, og kantonerne Neuchâtel , Solothurn , Ticino , Thurgau og Valais fik en plads. En folkeafstemning i 1900 om at indføre forholdstalsvalg til Nationalrådet og direkte valg til Forbundsrådet blev afvist af vælgerne.

Resultater

Den højeste valgdeltagelse blev registreret i den obligatoriske kanton Schaffhausen (85,8%). I kantonen Obwalden var valgdeltagelsen den laveste (21,4%).

Forsendelsen stemmer % Steder +/-
Det Frie Demokratiske Parti 205 235 50,4 100 +16
Katolsk Folkeparti 94 031 23.1 35 +3
socialdemokratisk parti 51 338 12.6 7 +3
Liberale centrister 34 928 8.6 tyve 0
Demokratisk gruppe 15 053 3.7 fire -3
Berner Folkeparti 6737 1.7 en ny
Andet 0 0
Ugyldige/blanke stemmesedler 24 348 - - -
i alt 431 670 100 167 +20
Registrerede vælgere/ Valgdeltagelse 760 252 56,8 - -
Kilde: [3] BFS

Noter

  1. Valg til Nationalrådet 1848–1917: Mandatfordeling efter parti eller politisk orientering Arkiveret 23. september 2015. bfs
  2. 1 2 Dieter Nohlen & Philip Stöver (2010) Elections in Europe: A data handbook , p1886 ISBN 9783832956097
  3. Thomas T Mackie & Richard Rose (1991) The International Almanac of Electoral History , Macmillan