Det osteologiske paradoks er et videnskabeligt begreb, som blev fremsat af den berømte antropolog James Wood og kolleger i 1992 [1] . Det er forbundet med sygdomsrisiko-heterogenitet, selektiv dødelighed og demografisk ikke-stationaritet [2] . Det osteologiske paradoks manifesterer sig i umuligheden af entydigt at bestemme en persons helbredstilstand ud fra hans skeletrester, hvis de ikke har spor af alvorlige sygdomme, fordi tilfældet, hvor personen var relativt rask og ikke havde en alvorlig sygdom, er lige så stor. muligt, og sandsynligheden for, at sygdommen dræbte ham så meget hurtigt, at forandringer i knoglerne ikke nåede at vise sig [3] .
På grund af det faktum, at forskere, der er engageret i bioarkæologi, palæopatologiog andre beslægtede videnskabelige grene, kun beskæftiger sig med mennesker, der døde i en bestemt alder, men ikke kan studere levende mennesker på samme alder, er der vanskeligheder med at fortolke de osteologiske tegn på fysiologisk stress i kroppen (eng. osteologiske stressmarkører), som er i biologiske rester. Blandt sådanne træk er for eksempelHarris' linjer, emaljehypoplasi og andre [2] .
Hovedproblemet med det osteologiske paradoks er, at den person, der bærer manifestationerne af patologiske læsioner på skelettet og tænderne, er en forudindtaget model. For at sygdommen kan udvikle sig i den grad, at den er til stede på knoglerne, ville en person skulle leve med denne sygdom i en betydelig periode, mens de mennesker, der ser sunde ud af skeletrester, faktisk kan dø af det meget sygdom i begyndelsen af "infektionen" eller ret tidligt, når den endnu ikke havde vist sig på knoglerne [2] . Der opstår således et paradoks, når mere "sunde" knogler uden spor af sygdommen på sig faktisk kan tilhøre mennesker, der havde dårligere immunitet og dårligere helbred [4] .
Efterhånden som fokus i de palæontologiske videnskaber skifter fra studiet af individer til populationer, øges også betydningen af det osteologiske paradoks, da det bliver nødvendigt korrekt at samle diskrete beskrivelser og studier af individuelle skeletrester i et fælles system med mønstre, der kan bl.a. udvidet til en bred befolkning [2] .