Manasamangal Kavya (Manasamangal Kāvya, Beng . মনসামঙ্গল কাব্য ) er et af de ældste bengalske digte i Mangal-Kavya- genren , som var i stand til at tilbede hendes shi -guder [en] . Manasa er ikke en af de ariske guddomme, og hendes kult anses for at være den ældste i Bengalen, da hun er kommet med de dravidiske stammer , der tilbad Manasa i håbet om at opnå beskyttelse mod slanger. Manasa er også kendt som Bisahari , Janguli og Padmavati [1] .
Digtet fortæller, hvordan Manasa indgår i en strid med købmanden Chand (Chandradhar), som et resultat af, at han bliver en adept af Manasa. Chand tilbeder oprindeligt Shiva og nægter at anerkende hende som en guddom. Så tager Manas hævn på ham, drukner sine syv skibe i havet og dræber sine syv sønner. Behula, den unge kone til Manasas yngste søn, slutter sig til forhandlingerne med Manasa, som søger opstandelsen af syv sønner og tilbagevenden af syv skibe, hvilket viser hende sin kærlighed, udholdenhed og dybde af loyalitet over for sin mand. Digtet udtrykker på den ene side fordelene ved den gamle kult frem for den ariske kult af Shiva, men på den anden side muligheden for menneskehedens sejr over guderne.
Den første forfatter var tilsyneladende Khan Karidatta (XIII århundrede), men hans version er ikke blevet bevaret. Den mest berømte og meget kunstneriske version er Bijay Gupta (1484-1485) fra slutningen af det 15. århundrede. Også kendt er versionen af Bipradasa Pipilai (1495-6), skrevet lidt senere. Purushottama og Narayan Deba versioner er også kendt . [2] Der er også senere værker i denne genre. [3]