Edward Kerd | |
---|---|
Fødselsdato | 23. marts 1835 [1] |
Fødselssted |
|
Dødsdato | 1. november 1908 [1] (73 år) |
Et dødssted | |
Land | |
Akademisk grad | Doctor of Laws og Doctor of Civil Law [d] |
Alma Mater | |
Værkernes sprog | engelsk |
Priser | Fellow i Royal Society of Edinburgh [d] Doktor i litteratur [d] medlem af British Academy |
Mediefiler på Wikimedia Commons |
Edward Caird [2] (22. marts 1835, Greenock – 1. november 1908) var en britisk filosof og anglikansk teolog, bror til John Caird.
Han blev uddannet ved University of Glasgow og Balliol College, Oxford. Han afsluttede sine studier i 1862, i 1863 fik han en bachelorgrad i teologi. Fra 1864 til 1866 var han stipendiat og lektor ved Merton College. I 1866 blev han lektor i moralfilosofi ved University of Glasgow, og i 1893 afløste han Benjamin Jowett som "mester" ved Bayliol. Med Thomas Hill Green grundlagde han skolen for "ortodoks neo-hegelianisme" i England, havde mange elever og havde en vis indflydelse på sin tids engelske filosofi og teologi. På grund af forværret helbred stoppede han med at undervise i 1904, og i maj 1906 forlod han også "mesterskabet" af kollegiet, hvortil han blev fulgt af James Lee Strachan-Davidson, der tidligere i nogen tid havde som seniorlærer og kammerat, som blev overført stor byrde af college administration. I 1892 modtog han en æresdoktorgrad i civilret, var et tilsvarende medlem af det franske akademi for moralske og politiske videnskaber og medlem af det britiske videnskabsakademi.
De mest berømte værker: "Kants filosofi" (1878); "Knts kritiske filosofi" (1889); "Religion og samfundsfilosofi af Comte" (1885); "Essays om Litteratur og Filosofi" (1892); "Religionens udvikling (Gifford-forelæsninger)" (1891-1892); "Teologiens udvikling hos de græske filosoffer" (1904). Mange af Cairds teologiske synspunkter blev kritiseret af andre teologer i hans levetid.
![]() |
| |||
---|---|---|---|---|
|