Grivas, Theodoros

Den aktuelle version af siden er endnu ikke blevet gennemgået af erfarne bidragydere og kan afvige væsentligt fra den version , der blev gennemgået den 24. september 2018; checks kræver 8 redigeringer .
Theodoros Grivas
græsk Θεόδωρος Γρίβας
Fødselsdato 1797 [1]
Fødselssted
Dødsdato 24. oktober ( 5. november ) , 1862
Et dødssted
Rang feltmarskal

Theodoros Grivas ( græsk Θεόδωρος Γρίβας ; 1797 , Preveza , - 24. oktober 1862 , Messolongion ) - græsk militærleder, deltager i den græske befrielseskrig i 1821-1829 , deltager i krigskampagnen 1818-1829, en del af krigen 1818-1829. af de vigtigste historiske personer i vælten af ​​monarkiet Otto i 1862, den første marskal i Grækenlands historie.

Biografi

Født i byen Preveza , Epirus , men stammer fra en militærklan fra Acarnania .

I den græske revolution i 1821 deltog han i spidsen for sin egen afdeling. Den 28. maj 1821 angreb Grivas sammen med andre ledere af Centralgrækenland byen Agrinion , som blev forsvaret af 1.500 lokale tyrkere og albanere. Efter at albanerne havde indgået en særfred med oprørerne, overgav tyrkerne sig [3] [4] .

Han var tæt på Mavrokordatos og blev, som kommandant for sin vagt, væk fra slagmarken ved Peta [5] .

Den 10. august 1822 besejrede han sammen med andre militære ledere tyrkerne i slaget nær landsbyen Aitos, Xiromero, det vestlige Centralgrækenland [6] .

I slutningen af ​​december samme år, under kommando af Petros Mavromichalis , besejrede han tyrkerne ved Katokha, Vonitsa [7] .

I den borgerlige strid i marts 1824 var han på Kolokotronis ' side . Efter døden af ​​sin søn Kolokotronis, Panos, som døde i den borgerlige strid i november 1824, giftede han sig med den afdødes enke, datter af admiral Bubulina . Dette ægteskab var begyndelsen på fjendskabet mellem Grivas og Kolokotronis, eftersom Grivas hævdede, at hans kones medgift ikke blev returneret til ham [8] .

I den truende udsigt til kun at genskabe den græske stat på Peloponnes ' territorium , dannede rumelioterne (immigranter fra det centrale Grækenland) "broderskabet". Den 11. juli 1826 erobrede "Broderskabet" Palamidi- fæstningen i byen Nafplion , som dengang var hovedstaden i det oprørske Grækenland. Grivas blev dens kommandant [9] . Da han var kommandant for fæstningen, blev Grivas synderen i indbyrdes blodsudgydelser med Souliotes den 1. december 1826 [10] og med Kolokotronis den 28. maj 1827 [11] .

Da han ikke ønskede at forlade kommandoen over fæstningen og af en følelse af rivalisering med Karaiskakis , nægtede han at følge sidstnævnte i sin kampagne for at befri det centrale Grækenland [12] . Den 29. juli 1827 blev Grivas gerningsmanden til det indbyrdes blodsudgydelse og træfning mellem fæstningen Palamidi kontrolleret af ham og fæstningen Akronafplia kontrolleret af Souliotes .

Under disse begivenheder blev oprørere og civile dræbt. Blandt de døde var den amerikanske filhellen William Washington, en slægtning til George Washington , som blev dræbt af en kanonkugle affyret fra Palamidi. Den 2. juni fortsatte Grivas beskydningen, som et resultat af, at kanonkuglen, der ramte moskeen, der blev brugt som parlament, dræbte stedfortræderen [13] .

Ved ankomsten af ​​Kapodistrias rapporterede militærsekretæren Vlahopoulos til ham, at "vi har ingen hær, ingen ammunition. Nafplio og bunden af ​​flåden i hænderne på Grivas" [14] .

Imidlertid overdrog Grivas den 18. februar 1828 til Kapodistrias de symbolske nøgler til Palamidi-fæstningen [15] .

Selvom Grivas var en ivrig modstander af Kapodistrias, fulgte han hans instruktioner og tog til hærlejren i det centrale Grækenland [16] .

Kongeriget Grækenland

Endnu mere betydningsfuld var Grivas' rolle efter genoprettelsen af ​​den græske stat.

Grivas med sine brødre tilhørte det såkaldte "franske parti" [17] .

I 1834 undertrykte Grivas en opstand blandt tilhængere af Kolokotronis mod Otto på Peloponnes [18] .

I 1836 knuste Grivas en opstand mod kong Otto i det centrale Grækenland [19] .

I juni 1844, under valgkampen, og opmuntret af lederen af ​​det franske parti Kolletis, gravede Grivas og 2.000 af hans tilhængere ind i Avariko, Centralgrækenland. Omringet af regeringstropper under kommando af Kitsos Dzavelas og gennem den franske konsuls mægling blev Grivas ført til Piræus på et fransk skib. Her nægtede den franske kaptajn at udlevere ham til myndighederne og tog ham med til Alexandria , hvor han blev begejstret modtaget af den græske befolkning [20] .

Under Kolletis regeringstid blev Grivas udnævnt til generalinspektør for hæren. Efter at Kolletis tog parti for broder Grivas i en privat sag, indledte sidstnævnte endnu et oprør den 11. juni 1847, denne gang med opmuntring fra Rusland. Regeringstropper tog hurtigt kontrollen, og Grivas søgte tilflugt på osmannisk område [21] .

Under Krimkrigen

Med begyndelsen af ​​Krimkrigen deltog Grivas sammen med sin søn Dimitrios i opstanden i det daværende Osmanniske Epirus [22] .

I spidsen for en lille oprørsstyrke nåede far og søn udkanten af ​​byen Ioannina . 1.000 tyrkiske infanterister og 250 kavalerister, der kom ud af Ioannina, angreb Grivas med sine 300 oprørere. Grivas kæmpede tilbage og vendte tyrkerne tilbage til Ioannina. Men for større sikkerhed trak han sig tilbage og besatte byen Metsovo i Pindas bjerge .

23. marts 1854 tog Grivas slaget i Metsovo mod 2500 osmanniske soldater. Efter 3 dages kampe og forlod uden ammunition fik oprørerne et gennembrud og vendte tilbage gennem Thessalien til det græske riges område [23] .

1862

Kulminationen på hans biografi var oktober 1862 .

Den 4. oktober gjorde 65-årige Grivas, efter at have koordineret sine handlinger med politikeren Deligeorgis, oprør mod kong Otto , som var på en rejse til Peloponnes og besatte byen Vonitsa. I spidsen for 7500 soldater og bevæbnede bønder satte han kursen mod byen Agrinion [24] .

Grivas henvendte sig til befolkningen med en tale "Hvorfor har vi brug for konger, hvad godt har vi set fra Otto" [25] .

I mellemtiden gjorde hele Grækenland oprør, og Otto blev afsat. Grivas besatte byen Messolongion og opløste dens garnison. Rygter spredte sig om, at han havde til hensigt at tage til Athen i spidsen for sit korps for at tilrane sig magten.

Faktisk, da delegationen fra den nye regering i Athen mødtes med ham den 23. oktober 1862, var Grivas døden nær. På trods af dette meddelte delegationen ham, at den nye regering havde tildelt ham rang som marskal.

Grivas døde dagen efter, den 24. oktober.

Den græske historiker Yiannis Kordatos hævdede, at Grivas blev forgiftet af britiske agenter, idet han citerede et manuskript givet ham af general Papulos i 1933 som kilden til denne information.

Ifølge Kordatos vakte Grivas bekymring blandt briterne, som modtog information om, at han havde til hensigt at afslutte monarkiet i Grækenland ved at udråbe sig selv som præsident for Den Hellenske Republik [26] .

Hans søn Dimitrios blev general og minister.

I folkeviser

Grivas' konflikt med kong Otto blev afspejlet i en folkesang [27] .

Det ironiske er, at de græske monarkister i det 20. århundrede, ved at justere teksten, gjorde denne sang til deres egen.

Noter

  1. ↑ Theodōros Grivas // Facetteret anvendelse af fagterminologi
  2. ↑ http://pandektis.ekt.gr/pandektis/handle/10442/61312
  3. ↑ Δημήτρη Φωτιάδη, Ιστορία του 21, ΜΕΛΙΣΣΑ, 1971, τομ. Δ, σελ. 327
  4. ↑ Στέφανος Π. Παπαγεωργίου, Απο το Γένος στο Έθνος 1821-1862, ISBN 960-02-1769-6 , σελ. 147.
  5. ↑ Δημήτρη Φωτιάδη, Ιστορία του 21, ΜΕΛΙΣΣΑ, 1971, τομ. Β, σελ. 212.
  6. ↑ Δημήτρη Φωτιάδη, Ιστορία του 21, ΜΕΛΙΣΣΑ, 1971, τομ. Δ, σελ. 346.
  7. ↑ Δημήτρη Φωτιάδη, Ιστορία του 21, ΜΕΛΙΣΣΑ, 1971, τομ. Δ, σελ. 349.
  8. ↑ Δημήτρη Φωτιάδη, Ιστορία του 21, ΜΕΛΙΣΣΑ, 1971, τομ. Δ, σελ. 124.
  9. ↑ Δημήτρη Φωτιάδη, Ιστορία του 21, ΜΕΛΙΣΣΑ, 1971, τομ. Δ, σελ. 387.
  10. ↑ Δημήτρη Φωτιάδη, Ιστορία του 21, ΜΕΛΙΣΣΑ, 1971, τομ. Δ, σελ. 395.
  11. ↑ Δημήτρη Φωτιάδη, Ιστορία του 21, ΜΕΛΙΣΣΑ, 1971, τομ. Δ, σελ. 400.
  12. ↑ Δημήτρη Φωτιάδη, Ιστορία του 21, ΜΕΛΙΣΣΑ, 1971, τομ. Γ, σελ. 269.
  13. ↑ Δημήτρη Φωτιάδη, Ιστορία του 21, ΜΕΛΙΣΣΑ, 1971, τομ. Δ, σελ. 401.
  14. ↑ Τ.Εαυγγελίδης, Ιστορία του Κυβερνήτου της ΕλλάδουνΙωά. Καποδίστρια, Εν Αθήναι 1894, σελ. 134.
  15. ↑ Δημήτρη Φωτιάδη, Ιστορία του 21, ΜΕΛΙΣΣΑ, 1971, τομ. Δ, σελ. atten.
  16. ↑ Δημήτρη Φωτιάδη, Ιστορία του 21, ΜΕΛΙΣΣΑ, 1971, τομ. Δ, σελ. 141.
  17. ↑ Στέφανος Π. Παπαγεωργίου, Απο το Γένος στο Έθνος 1821-1862, ISBN 960-02-1769-6 , σελ. 363.
  18. ↑ Στέφανος Π. Παπαγεωργίου, Απο το Γένος στο Έθνος 1821-1862, ISBN 960-02-1769-6 , σελ. 372.
  19. ↑ Στέφανος Π. Παπαγεωργίου,Απο το Γένος στο Έθνος 1821-1862, ISBN 960-02-1769-6 , σελ. 378.
  20. ↑ [Στέφανος Π. Παπαγεωργίου, Απο το Γένος στο Έθνος 1821-1862, ISBN 960-02-1769-6 , σελ. 427.
  21. ↑ Στέφανος Π. Παπαγεωργίου, Απο το Γένος στο Έθνος 1821-1862, ISBN 960-02-1769-6 , σελ. 439.
  22. ↑ Douglas Dakin, The Unification of Greece 1770-1923, ISBN 960-250-150-2 , s. 134.
  23. ↑ Δημήτρης φωτιάδης, ή έξωση του όθωνα, πολιτικές καί λογοτεχνικές εκδόσεις 1σλεις 1σλδόσεις 229.
  24. ↑ Στέφανος Π. Παπαγεωργίου, Απο το Γένος στο Έθνος 1821-1862, ISBN 960-02-1769-6 , σελ. 506.
  25. ↑ Δημήτρης φωτιάδης, ή έξωση του όθωνα, πολιτικές καί λογοτεχνικές εκδόσεις 1σλεις 1σλδόσεις 437.
  26. ↑ Κορδάτος Γιάννης, Ιστορία της Νεώτερης Ελλάδας, Αθήομα, Αθήονα. Δ, σελ. 99.
  27. ↑ Γρίβα μ' σε θέλει ο βασιλιάς Arkiveret 2. december 2011 på Wayback Machine . gardiki.net

Litteratur

  Gå til Wikidata-elementet  Ordbøger og encyklopædier
  • Brockhaus og Efron