Golitsyn, Fedor Nikolaevich

Fjodor Nikolaevich Golitsyn
Fødselsdato 7. april (18) 1751( 1751-04-18 )
Fødselssted Moskva , det russiske imperium
Dødsdato 5 (17) december 1827 (76 år)( 1827-12-17 )
Et dødssted Moskva , det russiske imperium
Borgerskab  russiske imperium
Beskæftigelse kurator for Moskva Universitet , forfatter til erindringer
Far Nikolai Fyodorovich Golitsyn
Mor Praskovia Ivanovna Shuvalova
Ægtefælle 1. Praskovya Nikolaevna Repnina
2. Varvara Ivanovna Shipova
Børn Nikolai, Ivan , Fedor, Alexander , Mikhail
Præmier og præmier
Sankt Anne Orden 1. klasse ENG Johannesordenen af ​​Jerusalem ribbon.svg
 Mediefiler på Wikimedia Commons

Prins Fjodor Nikolaevich Golitsyn ( 7. april  [18],  1751  - 5. december  [17],  1827 , Moskva ) - kurator for Moskva Universitet , amatørdigter, forfatter til erindringer, ejer af Petrovo-Dalnee ejendom .

Biografi

Repræsentanten for den fyrstelige Golitsyn-familie , Fedor Nikolaevich, blev født den 7. april (18) 1751 og var den ældste søn af generalmajor Nikolai Fedorovich Golitsyn (1728-1780) og hans kone Praskovya Ivanovna, født Shuvalova (1734-1802). Hans søster var erindringsskriveren Varvara Golovina . På moderens side - nevøen til den barnløse adelsmand Ivan Ivanovich Shuvalov .

Fra fødslen var han indskrevet i Livgardens Hesteregiment . Han var under protektion af sin onkel Shuvalov. I 1771 fik han rang af kornet . Senere, med rang af løjtnant , blev han udvist til retten. I 1768, for at forbedre sin uddannelse, blev han sendt på en stor turné i udlandet, hvor Shuvalov boede på det tidspunkt. I Rom studerede Fedor Nikolaevich matematik hos jesuitterne, hvorefter han flyttede til Genève , hvor han begyndte et seriøst studieforløb med forskellige professorer. Han besøgte Voltaire flere gange i Ferney .

Efter at have besøgt Württemberg, Bayern, Holland og England ankom den 22-årige prins Golitsyn i slutningen af ​​1773 til Paris. Shuvalov introducerede sin nevø til det høje parisiske samfund og introducerede ham for kong Ludvig XVI og Marie Antoinette . De viste Golitsyn deres placering og inviterede ham til lørdag aftener. Efter at have boet i Frankrig i tre år vendte Fjodor Nikolajevitj i sommeren 1777 tilbage til Moskva. Hans ankomst til Rusland var forårsaget af døden af ​​hans yngre 18-årige bror, prins Ivan Nikolaevich.

Ved ankomsten til St. Petersborg i september 1777 blev prins Golitsyn introduceret til kejserinden og fik titlen som kammerjunker . I 1779 blev han udnævnt til 1. afdeling af Senatet ved overanklagerens bord. Fra 1786 var han kammerherre . Da han kun ønskede at tjene på det diplomatiske område, eller slet ikke at tjene, modtog Golitsyn kun to gange mindre diplomatiske opgaver. I 1787 i Stockholm takkede han kongen for hans lykønskninger til Catherine ved hendes hjemkomst fra Krim, og i 1790 i Wien lykønskede han Leopold II med tronbestigelsen.

Ved at drage fordel af storhertug Pavel Petrovichs særlige gunst besøgte Golitsyn ham ofte i Gatchina og Pavlovsk. Nyheden om Catherine II's død fandt ham i Moskva. Han skyndte sig til Petersborg og deltog i alle begravelsesoptogene.

Moskva Universitet

Efter anmodning fra den gamle Sjuvalov udnævnte kejser Paul I i december 1796 Golitsyn til kurator for Moskva Universitet , hvilket gav ham rang af Geheimeråd . I Moskva bosatte Golitsyn sig i Shuvalovs hus på Pokrovka og symboliserede i sin holdning til universitetet så at sige kontinuiteten fra dets grundlægger [1] . Ifølge professor Timkovsky gjorde Golitsyn et positivt indtryk på professorerne med sin høflighed og opmærksomhed, men hans hovedbekymringer vedrørte ydre forbedringer - reparation og renlighed; og for dette tiltrak han mange donationer [2] . Golitsyn tog sig af at forbedre livet for statsejede studerende og studerende, opnåede en stigning i finansieringen til universitetet, patroniserede talentfulde kandidater (nogle af dem, gennem Golitsyn, blev overført til at tjene i St. Petersborg). Siden 1798 begyndte Golitsyns foranstaltninger til at styre universitetet imidlertid at møde modstand fra den nye kurator P.I. Golenishchev-Kutuzov, om hvis udnævnelse Golitsyn bemærkede, at "du nemt kan få en stilling eller et sted, hvilket i øvrigt slet ikke er nødvendigt , og endda overflødigt. Desuden er det muligt at spolere den etablerede orden” [1] .

Golitsyns officielle position kunne ikke andet end at bringe ham tættere på den moderne videnskabelige og litterære verden. Derzhavin , hvis værker han udgav, og Karamzin var i korrespondance med ham, ligesom mange akademikere fra St. Petersburg Academy of Sciences. Uenigheder mellem universitetets kuratorer tvang prins Golitsyn i slutningen af ​​1801 på grund af sin hustrus sygdom til at rejse til udlandet, og den 21. november 1803 i anledning af afskaffelsen af ​​kuratorposten tog han afsked fra tjeneste som privatrådsmedlem.

Seneste år

Under sit andet ophold i Paris blev Golitsyn introduceret til den første konsul , Napoleon Bonaparte . Med sin sædvanlige uhøflighed spurgte Napoleon prinsen, hvorfor han bærer det maltesiske kors , ikke at være katolik, hvortil prinsen svarede, at han modtog dette kors fra stormesteren af ​​kejser Paul I's orden, og at ortodokse kristne er de samme. som katolikker, hvorefter den første konsul brat vendte sig bort fra ham.

Efter at have begravet sin kone i Paris i 1804 vendte prins Golitsyn tilbage til Rusland. Han tilbragte vinteren i Moskva og sommeren i Petrovsky , hvorfra han ikke længere forlod indtil sin død, undtagen i 1812. Da han havde to ældste sønner, prinserne Nikolai og Ivan, i militærtjeneste, turde Golitsyn ikke forlade Moskva i lang tid takket være grev Rostopchins insisterende forsikringer om , at fjenden ikke ville besætte Moskva. Ved synet af den næsten øde hovedstad flyttede han i slutningen af ​​august 1812 sammen med sine to yngre sønner til Vladimir , hvor han tilbragte vinteren i Yazykovs hus.

I Moskva levede Golitsyn et bredt herreliv, havde en stor stab af tjenere og gårdfolk, men førte samtidig personligt en lukket, slet ikke ødsel livsstil. Med sine sønners indtræden i tjenesten og deres afgang hjemmefra forblev prinsen mere og mere alene, selvom han deltog i Moskva-samfundet og Moskva-klubben , hvor han aldrig spillede noget. Da han var en uddannet mand, taler flydende sprog: russisk, fransk, tysk, engelsk og italiensk, tilbragte prins Golitsyn sine dage på sit kontor, hvor han læste meget og var engageret i litterært arbejde.

Han døde den 5. december (17) 1827 i Moskva. Han blev begravet i landsbyen Pokrovsky , Zvenigorod-distriktet, Moskva-provinsen .

Litterær aktivitet

I 1779 begyndte han sin litterære virksomhed. Et digt skrevet i stil med Lomonosovs ode blev udgivet , " En sang til <> Konstantin Pavlovichs fødsel, komponeret i Sarskoe Selo, 27. april 1779 ". Prins Golitsyn var engageret i oversættelser, for eksempel oversat "Sillas samtale med Eucrates" af Charles-Louis Montesquieu .

Han skrev erindringer om Shuvalov - " Livet for den øverste kammerherre Ivan Ivanovich Shuvalov, skrevet af nevøen til hans hemmelige rådmand prins Fjodor Nikolaevich Golitsyn ." Fra 1809 arbejdede han på sine erindringer, hvori han beskrev livet ved hoffet.

I kunst

Ægteskab og børn

Han var gift to gange og havde fem sønner:

  1. hustru siden 13. februar 1783, prinsesse Praskovya Nikolaevna Repnina (1756-1784), ældste datter af prins N. V. Repnin og N. A. Kurakina ; brudepige. I juni 1780 sang prinsesse Repnina en sang i nærværelse af kejserinde Catherine ved hendes ankomst med kejser Joseph II i Smolensk. Ægteskabet var barnløst og kortvarigt, få måneder efter brylluppet blev den unge prinsesse syg af lungebetændelse, som blev til forbigående forbrug. Hun blev ordineret af læger til at tage til Italien, men den syge Praskovya Nikolaevna kunne ikke holde rejsen ud og måtte blive i Smolensk hos sin far, hvor hun døde den 19. oktober 1784.
  2. hustru siden 1788 Varvara Ivanovna Shipova (176?-1804), enke efter prins Mikhail Alekseevich Volkonsky ; datter af flådens løjtnantkommandant Ivan Petrovich Shipov fra hans ægteskab med prinsesse Varvara Alekseevna Gorchakova . Golitsynerne boede hovedsageligt i Moskva i deres eget hus på Pokrovka , de tilbragte sommeren i deres elskede ejendom Petrovsky . I sit første ægteskab havde Varvara Ivanovna en søn, Pavel, og hun fødte sin anden mand fem sønner mere. Efter fødslen af ​​hendes yngste søn forværredes hendes helbred så meget, at lægerne insisterede på behovet for at tage til udlandet. Prins Golitsyn blev tvunget til at forlade tjenesten og tage sin syge kone til byen Baregues i Pyrenæerne og derefter til Paris . Det varme klima kom ikke prinsesse Varvara Ivanovna til gode. Hun forsvandt gradvist og døde den 14. september 1804 i Paris. Hun blev begravet på den lille kirkegård i Le Calvaire, i Montmartre , nær Sacré-Coeur-basilikaen .
    • Nikolai Fedorovich (1789-1860), en kandidat fra kadetkorpset, adjudant for infanterigeneralen Lobanov-Rostovsky . Efter at have trukket sig tilbage i 1816 trådte han i tjeneste i arkivet for det russiske imperiums udenrigsministerium i Moskva, siden 1833 var han statsråd. I 1817 giftede han sig med Anna Fedorovna Bakhmeteva (1799-1842), i anledning af deres bryllup skrev en af ​​hendes samtidige: "Golitsyns ældste søn, der ligner ham som to dråber vand, og derudover altid er syg med flux, gifter sig med m-lle Bakhmeteva . Hun er ikke smuk, men hun synger smukt, hun er en fremragende musiker, hun er godt opdraget og har en anstændig formue” [4] . Ægteskabet var barnløst. Han blev begravet sammen med sin kone i Simonov-klosteret i Moskva.
    • Ivan Fedorovich (1789-1835), Shuvalovs gudsøn, tjente som kolonneleder, derefter i husarregimentets livgarde, oberst, pensioneret fra 1820, var engageret i landbrug. I 1831 trådte han i tjeneste hos direktøren for den hemmelige del af Moskva-generalguvernørens kontor, prins D.V. Golitsyn . Han døde pludselig ugift i sin ejendom Novomikhailovsky.
    • Fedor Fedorovich , med tilnavnet Fifi (07.12.1793 [5] -1854), blev født i St. Petersborg, døbt i St. Nicholas Epiphany Naval Cathedral under opsyn af I. I. Shuvalov og grevinde A. I. Golovina; begyndte at tjene i justitsministeriet, derefter var direktøren for Kommissionen for tilbagebetaling af gæld, en kammerherre, en diplomat, fungerede som advokat i Holland. I 1847, efter at have mistet synet, slog han sig ned i Sankt Petersborg, hvor han døde. Han var single, men havde en elev, Feodorina Millot, som giftede sig i 1856 med lægen i medicin Monkevich.
    • Alexander Fedorovich (1796-1866), kammerherre, medlem af statsrådet, aktiv hemmelige rådmand, siden 1821 gift med grevinde Nadezhda Ivanovna Kutaisova (1796-1868).
    • Mikhail Fedorovich (1800-1873), hestemester, privat rådmand, marskal for adelen af ​​Bogorodsk og Zvenigorod, filantrop og samler, siden 1832 gift med grevinde Louise Trofimovna Baranova (1810-1887).

Slægtsforskning

Noter

  1. ↑ 1 2 Imperial Moscow University, 2010 , s. 173.
  2. ↑ Russiske portrætter fra det 18.-19. århundrede. T.1.Udgave 3. nr. 89.
  3. ↑ Portræt af prins F. N. Golitsyn . Hentet 14. december 2009. Arkiveret fra originalen 18. februar 2009.
  4. ↑ Breve fra M. A. Volkova til V. A. Lanskoy // Bulletin of Europe. 1875. Bog 3. - S.254.
  5. ↑ TsGIA SPb. f.19. op.111. d.114. Med. 46. ​​Metriske bøger af St. Nicholas Epiphany Naval Cathedral.

Litteratur

Links

  Gå til Wikidata-elementet  I bibliografiske kataloger