Eugenio Visnovitz ( italiensk: Eugenio Visnovitz , også Visnoviz ; 1906 , Trieste - 1. november 1931 , Trieste ) er en italiensk pianist og komponist.
Det niende og sidste barn i en meget fattig familie [1] . Han studerede på Trieste Musical Lyceum hos Ida Fradelli og Adolfo Skolek (klaver) samt hos Alessandro Illersberg (komposition).
Som pianist optrådte han både solo og som akkompagnatør - med strygekvartet af Augusto Jankovic , violinist Cesare Barizon , cellist Ettore Sigon; turnerede i USA og Egypten. Med opførelsen af sine egne værker optrådte han dog kun én gang i sit liv - den 26. december 1926 [2] .
Massimo Favento, en forsker af Wisnowitz' liv og værk, karakteriserer ham som en excentrisk karakter fra senromantikken, i lighed med forfatteren Italo Zvevos helte : Wisnowitz talte næsten ikke med andre, improviserede glimrende, men skrev næsten ikke ned. hans musik blev mange af hans kompositioner restaureret fra fragmenter smidt ud af forfatteren og hentede mor og storebror [3] . Ikke desto mindre var der en række kompositioner tilbage fra Wisnowitz: "Bryllupsmusik" ( tysk: Hochzeitsmusik ; 1931) for strygeorkester, romantisk ouverture i d-mol for orkester, to strygekvartetter, to klaverkvintetter, klaverstykker, sange.
Han begik selvmord - formentlig på grund af en alvorlig sygdom ( nefritis ) [4] . Musikerens gravsten på Trieste kirkegård i St. Anne - en skulptur af en pige, der spiller lyre - blev lavet af billedhuggeren Franco Asco [5] .