Bigot, Hugh (retsmand)

Hugh Bigod ( eng.  Hugh Bigod ; omkring 1211 eller indtil 1220  - indtil 7. maj eller november 1266 ) - en anglo-normannisk aristokrat, der tjente som dommer i England i 1258-1260 . Tilhørte den aristokratiske opposition, men stod på kong Henrik III 's side under den anden baronkrig . Spillede en vigtig rolle i dannelsen af ​​engelsk ejendomsret . Hans søn blev den 5. jarl af Norfolk .

Biografi

Hugh Bigot tilhørte en adelig engelsk familie af normannisk oprindelse, hvis opgang skete under Vilhelm Erobreren . Bigots blev de mest magtfulde magnater i East Anglia , og fra 1140 havde de titlen jarl af Norfolk [2] . Hugh var den anden søn af den 3. jarl af samme navn fra hans ægteskab med Maud Marshal. Han blev ifølge forskellige kilder født omkring 1211 [3] [4] eller før 1220 [5] , praktisk talt vides intet om den tidlige periode af hans liv. Den 3. jarl af Norfolk døde i 1225, hvorefter Maud indgik et andet ægteskab - med William de Warenne, 5. jarl af Surrey . Størstedelen af ​​arven, inklusive titlen, gik til den ældste søn, og Hugh modtog en række marskalgodser i Sussex (i begyndelsen af ​​1240'erne) og Settrington Manor i Yorkshire (i begyndelsen af ​​1250'erne). Derudover giftede han sig senest i 1244 med arvingen af ​​en velhavende Stuttville-familie fra de nordlige amter og modtog forvaltningen af ​​hendes unge søns jorder fra sit første ægteskab, Hugh Wake [5] . I 1239 udnævnte kong Henry III Hugh til chefskovfoged i Farndale Forest i Yorkshire , og i 1240 var han castellan fra Pickering Castle. I 1257 fulgte Bigot med monarken på hans felttog i Wales [3] , og umiddelbart efter tog han til Frankrig og deltog i indgåelsen af ​​Paris-traktaten [5] .

Senest i 1257 begyndte Hugh at sidde i Kongerådet. Sammen med sin ældre bror Roger indtog han en fremtrædende plads i rækken af ​​den baroniske opposition, som krævede begrænsning af kongemagten og reduktion af monarkens udgifter. I 1258, efter accepten af ​​Oxfords bestemmelser , sluttede Bigo sig til en komité på fireogtyve baroner, der blev dannet for at behandle statslige anliggender. Snart blev han udnævnt til dommer i England (vicekonge, som var ansvarlig for alle retlige og økonomiske anliggender), modtog posterne som castellan i Tower og Dover Castle . Matthew af Paris roste Bigot som dommer for hans upartiskhed og retfærdighed; samtidig havde justitiaren åbenbart ingen juridisk erfaring og behandlede procedurespørgsmål med foragt, og hans medarbejdere betragtede hans hovedopgave at begrænse de kongelige embedsmænds enevælde [5] . I 1259-1260 rejste Bigot over hele landet og administrerede retfærdighed undervejs. I november 1259 - april 1260 havde han faktisk autoritet som en regent, eftersom kongen var på kontinentet [5] . I slutningen af ​​1260 trak Hugh sig fra alle sine poster - tilsyneladende på grund af uoverensstemmelser med baronregeringen [3] . I senere år var han en allieret med kronen, bortset fra en kort periode i 1261, hvor genopbygningen af ​​de kongelige slotte truede Bigots personlige interesser .

I 1263, da borgerkrigen brød ud , forblev Hugh på kongens side. Han kæmpede ved Lewes , hvor royalisterne blev fuldstændig besejret, og var i stand til at flygte fra slagmarken (14. maj 1264); efter dette nederlag rejste han til Frankrig for en tid sammen med sin yngre halvbror, John Warenne . Efter oppositionens nederlag vendte Bigot tilbage til sit hjemland, tog igen plads i Royal Council [5] og blev castellan fra Pickering Castle. Han døde i 1266 - ifølge forskellige kilder, før 7. maj [2] eller 7. november [3] [5] . Den ældste af hans sønner blev efter sin barnløse onkels død Jarl af Norfolk og Lord Marshal af England [3] .

Familie

Hugh Bigot giftede sig to gange, først med Joan Burnet, datter af Robert Burnet [3] , derefter med Joan de Stoutville, datter af Nicholas de Stoutville og Devorgilla af Galway, enke efter Hugh Wake [6] . I det andet ægteskab blev født:

• Roger , 5. jarl af Norfolk, Lord Marshal of England (død 1306) [7] ;
• Ralph [6] ;
• Johannes, præst (død 1304) [8] ;
• Richard [6] ;
• Elizabeth [6] ;
• Rohesa [6] ;
• Mod [6] ;
• Joan, hustru til Sir Philip de Kyme [8] [9] [5] .

Præstationsvurderinger

Hugh Bigots adfærd under krisen 1258-1267 kan ifølge forskeren E. Thompson bevise, at splittelsen i samfundet i denne periode var både ideologisk og fraktionsmæssig. Bigos arv som retsvæsen var Westminster's Ordinances, godkendt af kongen i 1263 og dannede grundlaget for Marlborough-statutten af ​​1267. Sidstnævnte var et vigtigt skridt i dannelsen af ​​engelsk ejendomsret [3] .

Forfædre

Noter

1. ↑ 1 2 Pas L.v. Genealogics  (engelsk) - 2003.
2. ↑ 12 EARLS of NORFOLK 1142-1306 (BIGOD) . Hentet 12. december 2020. Arkiveret fra originalen 15. april 2012. (ubestemt)
3. ↑ 1 2 3 4 5 6 7 8 Thompson, 1885-1900 .
4. ↑ Sir Hugh le Bigod . Hentet 12. december 2020. Arkiveret fra originalen 13. november 2020. (ubestemt)
5. ↑ 1 2 3 4 5 6 7 8 Brand, 2004 .
6. ↑ 1 2 3 4 5 6 Richardson, 2011 , s. 203.
7. ↑ Cokayne (IX), 2000 , s. 593.
8. ↑ 12 Richardson , 2011 , s. 203-205.
9. ↑ Cokayne (I), 2000 , s. 149.

Litteratur

• Brand P. Bigod, Hugh (f. i eller før 1220, d. 1266) // Oxford Dictionary of National Biography. – 2004.
• Cokayne G. The Complete Peerage of England, Skotland, Irland, Storbritannien og Det Forenede Kongerige: Extant, Extinct eller Dormant. - London: St Catherine Press, 2000. - T. I.
• Cokayne G. The Complete Peerage of England, Skotland, Irland, Storbritannien og Det Forenede Kongerige: Extant, Extinct eller Dormant. - London: St Catherine Press, 2000. - T. IX.
• Richardson D. Magna Carta herkomst: en undersøgelse i koloniale og middelalderlige familier. - Salt Lake City, 2011. - ISBN 9781449966386 .
• Thompson E. Bigod, Hugh (d.1266) // Dictionary of National Biography. - 1885-1900. - T. 5. - S. 24.

Tematiske steder	Peerage
Ordbøger og encyklopædier	Dictionary of National Biography Oxford biografisk
Slægtsforskning og nekropolis	WikiTree Vi er sent på den