Zimmerman, Herbert

Herbert Zimmerman
tysk  Herbert Zimmermann
Fødselsdato 22. august 1907( 22-08-1907 )
Fødselssted
Dødsdato 31. december 1965( 1965-12-31 ) (58 år)
Et dødssted
Land
Beskæftigelse fortaler
Priser og præmier

Herbert Zimmermann ( tysk :  Herbert Zimmermann ; 22. august 1907 , Eisleben , tyske rige - 31. december 1965 , Bielefeld , Tyskland ) - tysk advokat, SS Obersturmbannführer , chef for sikkerhedspolitiet og SD i Bialystok .

Biografi

Herbert Zimmermann blev født den 22. august 1907 i en embedsmandsfamilie og voksede op i Merseburg . Fra 1927 læste han teologi, men efter et semesters studier overgik han til en jurauddannelse. I 1932 bestod han den første statseksamen, og den 31. maj 1933 fik han sin doktorgrad i jura. Den 1. september 1933 sluttede han sig til NSDAP (billetnummer 3065231) og den 8. marts 1933 blev han optaget i SS (nummer 118240). Efter at have afsluttet sit juridiske praktikophold blev han retsassessor ved Magdeburgs anklagemyndighed og arbejdede også i provinsadministrationen i Merseburg. I slutningen af ​​1937 kom han til Indenrigsministeriet, hvor han var engageret i udsendelse af jødiske emigranter.

Fra 1939 tjente han i Gestapo i Münster . I 1940 blev han leder af Gestapo i Bremen [1] . I maj 1943 modtog han posten som chef for sikkerhedspolitiet og SD i Bialystok. Derudover var han næstkommanderende for Einsatzgruppe B og en af ​​de ledende personer i udryddelsen af ​​jøderne. I juli 1944 måtte han flygte fra den fremrykkende Røde Hær til Königsberg . Zimmermann blev sendt vestpå og blev udnævnt til chef for Sikkerhedspolitiet og SD i Westmark .

Efter krigen

Efter krigens afslutning gemte han sig under navnet Zollner og arbejdede som landarbejder. I efteråret 1945 blev han arresteret af franskmændene, men flygtede fra fangenskab i begyndelsen af ​​1946. Han genoplærte i Thüringen til tømrer og uddannede sig også på byggeskolen i Hagen , hvor han uddannede sig til civilingeniør. Zimmermanns falske dokumenter beskyttede ham mod udlevering fra de polske myndigheder, som ledte efter ham for mordene på 1.125 polakker og indbyggerne i to landsbyer. I 1949 flyttede hans familie fra det østlige Tyskland mod vest. I 1952 blev Zimmermann skilt fra sin kone, men giftede sig senere med datteren af ​​en westfalsk godsejer. Efter de første amnestilove i juli 1953 blev han advokatfuldmægtig, og i december 1954 arbejdede Zimmermann som advokat i District and Regional Court of Kiel . Fra februar 1957 praktiserede han som advokat i Bielefeld .

I 1959 blev han anklaget for krigsforbrydelser, fordi han var ansvarlig for henrettelsen af ​​1.125 polakker og afbrændingen af ​​tre landsbyer. Som chef for sikkerhedspolitiet og SD var han ansvarlig for ødelæggelsen af ​​ghettoen i Bialystok [2] . De syge mennesker blev dræbt på stedet, og resten blev sendt af Zimmerman til dødslejrene, hvoraf mindst 15.000 blev massakreret ved Treblinka . Han blev anklaget for at have deporteret flere hundrede Bialystok-børn til Theresienstadt , og derfra til koncentrationslejren Auschwitz [3] . I begyndelsen af ​​1944 beordrede han afbrænding og udgravning af 40.000 lig fra massegrave, 30 jøder var involveret i disse værker, som derefter blev skudt [4] . I 1954 blev han anklaget for henrettelse af chefen for sikkerhedspolitiet i Freiburg , som blev henrettet i 1945 for at nægte at deltage i oprettelsen af ​​den lokale organisation Werwolf . Den 7. juli 1954 frikendte den regionale domstol i München ham. I 1959 blev Zimmermann anklaget for at have dræbt 100 fanger i Białystok-fængslet i juli 1944, men blev igen frikendt af Bielefelds regionale domstol [5] . Under efterforskningen nægtede Zimmerman at give noget bevis uden at kommentere anklagerne mod ham [6] . Men som et resultat af yderligere undersøgelser rejste Bielefeld Regional Court i 1964 ham allerede den tredje anklage for drab og medvirken til drab på 16.000 mennesker [2] . Den 29. december 1965 blev der udstedt en arrestordre på hans arrestation. Den 31. december 1965 begik Zimmerman selvmord [7] .

Noter

  1. Susanne Heim, 2009 , S. 383.
  2. 1 2 Katrin Stoll, 2012 , S. 299.
  3. Katrin Stoll, 2012 , S. 200.
  4. Katrin Stoll, 2012 , S. 233, 252.
  5. Katrin Stoll, 2003 , S. 54-75.
  6. Katrin Stoll, 2012 , S. 234.
  7. Katrin Stoll, 2012 , S. 74.

Litteratur