"Thomas the Rhymer" ( eng. Thomas Rymer ; Child 37 , Roud 219 [1] ) er en skotsk folkevise ballade . Den blev optaget af folkloresamlere i flere lignende versioner i slutningen af det 18. og begyndelsen af det 19. århundrede. Walter Scott tog sin version, placeret i Song of the Scottish Border , fra manuskriptet af en vis dame, der bor nær Erceldun - det erklærede hjemland for balladens helt (nu byen Earlston i Berwickshire ) . Francis James Child giver i sin samling fem varianter af det [2] .
Thomas the Rhymer hviler ved floden og ser pludselig en rytter af hidtil uset skønhed på en snehvid hest. Han forveksler hende med Jomfru Maria og knæler ned, men hun afslører for ham, at hun er dronningen af Elfland . Hun inviterer Thomas til at kysse hende, mens hun advarer om konsekvenserne. Rimeren kysser dronningen og skal nu tjene hende i hendes fortryllede land. Han sætter sig bag sin ledsager på en hvid hest, og de sætter af sted. Ankommet til skellet på de tre veje fortæller elverdamen Thomas, hvor de fører hen. Den tornede og smalle vej fører til sandheden, den brede og lige vej fører til det onde. Den tredje sti, snoet og bevokset med bregner, fører til elvernes land. Dronningen advarer rimeren om, at han i hendes land ikke må udtale et ord, hvis han ikke vil blive der for evigt. På deres vej krydser de en underjordisk flod, langs hvilken al det blod i verden, der udgydes, flyder. Ved ankomsten til den grønne have giver dronningen Tom et æble, efter at have spist, som han bliver tvunget til kun at fortælle sandheden. Balladen slutter med budskabet om, at Thomas the Rhymer tilbragte syv år i et magisk land [2] .
Motivet om menneskelig ophold i feernes eller elvernes rige findes for eksempel i balladen " Young Tamlane " ( Eng. Tam Lin , Child 39). Det samme plot som i balladen er til stede i den ridderlige roman Thomas af Ersseldoune skrevet i England i det 15. århundrede . Baseret på "Thomas the Rhymer" skabte John Keats balladen La Belle Dame Sans Merci , og Walter Scott skrev en efterligning - hans ballade med samme navn [2] [3] .
Balladen blev oversat til russisk i 1915-1916 af Samuil Yakovlevich Marshak , efter først at have offentliggjort den i magasinet Ogonyok (nr. 4, 1958). Næste udgave indeholdt mindre rettelser [2] [4] .