Merkur Nordpolen | |
---|---|
område | |
Merkurs nordpolare region | |
90° N sh. 0° in. / 90 ° N sh. 0° in. d. / 90; 0 | |
![]() |
Merkurs nordpol er skæringspunktet for Merkurs overflade med dens rotationsakse på den nordlige halvkugle. Placeringen af dette punkt (nord for Triggvadottir- krateret [1] ) kendes med en nøjagtighed på omkring 10 kilometer, og opdateres med jævne mellemrum, når der opnås nye data [2] .
Også Merkurs nordpol kaldes dens nordlige cirkumpolære region. På latin, denne region, fra 67 ° til 90 ° N. sh., med en diameter på knap 1000 km, kaldes Borealis- kvadranten . En betydelig del af den er optaget af den svagt kraterede nordlige slette , men tæt på selve polen er tætheden af kratere ret høj.
På grund af det faktum, at Merkurs rotationsakse er rettet vinkelret på ekliptikkens plan , "går Solen ved sine poler næsten altid langs horisonten og ser aldrig ud over de let forhøjede kraterskafter, hvorpå der kan være mange tinder af evigt lys . Ud over Merkur, Månen , Ceres , og muligvis nogle mindre egnede til kolonisering, har små himmellegemer sådanne egenskaber i solsystemet , men af dem alle er det på Merkur, at isoleringen af disse toppe er maksimal.
De største kratere tættest på Merkurs nordpol er Triggvadottir , Chesterton , Tolkien , Gordimer , Kandinsky , Prokofiev .
I det evige mørkes kratere i Borealis-kvadranten er der betydelige, op til 1 billion tons [3] , reserver af vandis, især værdifulde for den fremtidige kolonisering af Merkur , da hele dens overflade, foruden polarområderne , er absolut vandfri på grund af fraværet af en atmosfære og høje dagtemperaturer på grund af Merkurs nærhed til Solen.
Merkur | ||||||||
---|---|---|---|---|---|---|---|---|
Geografi |
| |||||||
Forskning |
| |||||||
Andet | ||||||||
|