Ved investering er en obligationsvurdering en vurdering af et selskabs eller en regerings kreditværdighed. En obligationsrating svarer til en kreditvurdering for enkeltpersoner.
En kreditvurdering er et finansielt mål for potentielle investorer i gældsbeviser såsom obligationer. Den er tildelt af kreditvurderingsbureauer som Moody's , Standard & Poor's og Fitch Ratings og har bogstavbetegnelser (f.eks. AAA, B, CC), der angiver obligationernes pålidelighed. Obligationsvurderinger under BBB- betragtes som risikable investeringer og omtales i daglig tale som junkobligationer.
| Moody's | S&P | Fitch | ||||
|---|---|---|---|---|---|---|
| Langsigtet | Kort sigt | Langsigtet | Kort sigt | Langsigtet | Kort sigt | |
| Aaa | P-1 | AAA | A-1+ | AAA | F1+ | Det højeste niveau af pålidelighed |
| Aa1 | AA+ | AA+ | Højt niveau af pålidelighed | |||
| Aa2 | AA | AA | ||||
| Aa3 | AA- | AA- | ||||
| A1 | A+ | A-1 | A+ | F1 | Pålidelighedsniveauet er over gennemsnittet | |
| A2 | EN | EN | ||||
| A3 | P-2 | EN- | A-2 | EN- | F2 | |
| Baa1 | BBB+ | BBB+ | Gennemsnitligt niveau af pålidelighed | |||
| Baa2 | P-3 | BBB | A-3 | BBB | F3 | |
| Baa3 | BBB- | BBB- | ||||
| Ba1 | ikke prime | BB+ | B | BB+ | B | Ikke-investment grade (spekulative obligationer) |
| Ba2 | BB | BB | ||||
| Ba3 | bb- | bb- | ||||
| B1 | B+ | B+ | Meget spekulative obligationer | |||
| B2 | B | B | ||||
| B3 | B- | B- | ||||
| Caa1 | CCC+ | C | CCC | C | Betydelig risiko | |
| Caa2 | CCC | Meget spekulative obligationer | ||||
| Caa3 | CCC- | Standard er uundgåelig med ringe chance for genopretning | ||||
| Ca | CC | |||||
| C | ||||||
| C | D | / | DDD | / | Standard | |
| / | DD | |||||
| / | D | |||||
Kreditvurderingsbureauer, der er registreret som sådanne hos US Securities and Exchange Commission, omtales som "National Recognized Statistical Rating Institutions" (NSRA'er). Disse omfatter især: [1] [2]
Ifølge US Credit Rating Agency Act kan NPSRO'er oprette 5 typer kreditvurderinger: [3]
Ratingbureauerne S&P, Moody's og Fitch dominerer markedet og indtager 90-95 procent af verdensmarkedet.
Moody's tildeler kreditvurderingerne Aaa, Aa, Baa, Ba, B, Caa, Ca, C, WR til obligationer, der trækkes ud af salg, og NR til dem, der ikke er blevet evalueret. [4] Standard & Poor's og Fitch udpeger kreditvurderinger med bogstavkombinationer AAA, AA, A, BBB, BB, B, CCC, CC, C, D.
Fra april 2011 var der 4 virksomheder, der modtog en AAA-rating fra S&P: [5]
Moody's, S&P og Fitch tildeler også midlertidige ratings på niveauer mellem AA og CCC (f.eks. BBB+, BBB og BBB-) og kan også give en mening om hvorvidt ratingen vil gå op, ned eller forblive stabil. [6]
Obligationer betragtes som investeringsgrad, hvis de har en kreditvurdering på BBB- eller højere af Standard & Poor's , Baa3 eller højere af Moody's eller BBB (lav) eller højere af DBRS . Normalt er der tale om obligationer fra de udstedere, som efter vurderingsbureauers opfattelse har midler nok til at opfylde betalingsforpligtelser, hvilket betyder, at bankerne kan investere i dem.
Ratings spiller en afgørende rolle i at bestemme, hvor meget virksomheder og andre enheder, herunder suveræne regeringer, der udsteder gæld, skal betale for at få adgang til kredit, det vil sige, hvilken procentdel de skal betale på den udstedte obligation.
Obligationer, der ikke er investment grade, er kendt som "højafkast"-obligationer, eller mere hånligt som "junk-obligationer".
Risiciene forbundet med investment grade virksomhedsobligationer vurderes at være markant højere end for prime statsobligationer. Forskellen mellem satserne for prime statsobligationer og investment grade virksomhedsobligationer kaldes investeringsspændet . Dette er en indikator for markedets tillid til økonomiens stabilitet. Jo højere investeringsspredning, jo svagere er økonomien.
Indtil begyndelsen af 1970'erne blev obligationsvurderinger fra kreditvurderingsbureauer betalt af investorer, der ønskede uvildige oplysninger om værdipapirudstederes kreditværdighed. Siden begyndelsen af 1970'erne begyndte de "tre store" ratingbureauer (S&P, Moody og Fitch) at modtage betaling for deres arbejde fra udstederne af de værdipapirer, de vurderede, hvilket førte til beskyldninger om, at disse ratingbureauer måske ikke længere altid er upartiske, når vurdering af sådanne udstedere af værdipapirer. Udstederne af værdipapirerne blev anklaget for at tage imod bestikkelse for de bedste ratings fra disse tre ratingbureauer for at tiltrække investorer. Denne praksis nævnes som en af hovedårsagerne til realkreditkrisen (som startede i 2007), hvor visse værdipapirer, især pantesikrede værdipapirer (MBS'er) og collateralized debt obligations (CDO'er), blev højt vurderet af kreditvurderingsbureauer, som et resultat, som mange organisationer og enkeltpersoner aktivt investerede i dem, men senere mistede de hurtigt og markant deres værdi på grund af misligholdelser. Der er stadig ingen oplysninger om, hvem der har indført dette ratingsystem. [7]