Poton (hertug af Brescia)

Poton ( italiensk  Potone ; henrettet 5. oktober 774 , Brescia ) - den legendariske sidste langobardiske hertug af Brescia (indtil 774).

Biografi

Den eneste narrative kilde, der beskriver Potons aktiviteter i detaljer, er "Historien", som i lang tid blev tilskrevet notaren Rodolfo , som levede i det 11. århundrede [1] [2] . Imidlertid menes det nu, at dette værk er en senere forfalskning skabt af historikeren Gianmaria Biemmi . Selvom han brugte middelalderlige dokumenter fra arkiverne i byen Brescia i sit arbejde, anses de fleste af oplysningerne i denne kilde for upålidelige [3] [4] [5] .

Ifølge Rodolfos "Historie" kom Poton fra en adelig Lombard-familie , hvis repræsentanter boede i Brescia. Hans bedstefar var Ermenulf, hans far var Malogerius, hans brødre var biskop Ansoald og Cacon af Brescia, og hans farbror var kong Desiderius [3] 6] [7] . Familiebåndene mellem Poton og hans brødre med Desiderius er kun rapporteret i Rudolphs arbejde. Men selve nyheden om Brescia som hjemby for den sidste konge af langobarderne er højst sandsynligt sand [8] [9] .

Der er ingen registrering af, hvornår Poton blev hertug af Brescia [10] . Det antages, at den tidligere hersker over hertugdømmet var Adelchis , søn af kong Desiderius, som ejede Brescia indtil hans proklamation i 759 som medhersker med sin far [11] . Ifølge Rodolfo's History var Poton allerede hersker over Brescia i 773, da krigen brød ud mellem langobarderne og frankerne [3] [10] .

I History of Rodolfo rapporteres det, at efter den syv måneder lange belejring Pavia , overgav kong Desiderius sig til Karl den Store i juni 774 , den eneste større by i det langobardiske rige, der modstod frankerne, var Brescia. Lederne af modstanden var den lokale hertug af Poton og hans bror biskop Ansoald. Ved at hente støtte fra byens adel udråbte Poton sig selv til Prins af Brescia. Han indgik en anti-frankisk alliance med flere langobardiske herskere ( hertugen af ​​Bergamo Fulcorin [12] , hertugen af ​​Vicenza Gaydon og hertugen af ​​Friul Rothgaud [13] ), og modtog fra dem fem hundrede soldater og tusinde tjenere for at styrke Brescias garnison. Karl den Store sendte sin nære kollega Ismond for at pacificere opstanden . Han, der ønskede at overtale oprørerne til fred, sendte to gange ambassader til Poton og Ansoald (en af ​​dem blev ledet af Anselm Nonantolsky ) og krævede fuldstændig underkastelse under frankernes konges magt . Oprørerne afviste dog alle Ismonds forslag. Som svar ødelagde frankerne Brescias omegn: Erobrerne brændte de fleste af landsbyerne, dræbte mange lokale indbyggere, og resten blev sendt i varetægt til den frankiske stat. Først derefter, under pres fra byens adel, indvilligede Poton i at efterkomme Ismonds krav på den betingelse, at bybefolkningens liv og ejendom var ukrænkelige. Ismond svor at overholde disse fredsbetingelser, og den 5. oktober blev den frankiske hær optaget i Brescia. Ismond gav dog afkald på alle sine løfter samme dag, og på hans ordre blev Poton og halvtreds adelige borgere henrettet. Det er muligt, at biskop Ansoald [3] [10] [14] [15] [16] var blandt de henrettede .

I Rodolfos arbejde berettes det om, at kong Karl den Store efter overgivelsen af ​​Brescia udnævnte Ismond til den nye hersker over byen [3] [7] [15] . Men i virkeligheden var den første franc navngivne greve af Brescia i samtidige dokumenter Suppo I , som blev nævnt med denne titel i 814 eller 817 [17] [18] [19] . Samtidig bekræftes vidnesbyrdet i Rodolfos krønike om, at Cunipert var Ansoalds efterfølger i bispestolen , af flere middelalderlige kilder [20] [21] .

Noter

1. ↑ Biemmi G. Istoria di Brescia . - Brescia: Forni, 1748. - Vol. 2. - S. 45-56.
2. ↑ Odorici, 1854 , s. 74-88.
3. ↑ 1 2 3 4 5 Fappani A. Historiola di Rodolfo Notario  // Enciclopedia Bresciana . - Brescia: La Voce del Popolo, 1985. - Vol. VI. — S. 169.
4. ↑ Fappani A. Biemmi GianMaria  // Enciclopedia Bresciana. - Brescia: La Voce del Popolo, 1978. - Vol. I. - S. 170.
5. ↑ Nicodemi G., Teraldi G., Migliorini E., Ghislanzoni E., Zanelli A., De' Castro U., De Marinis T. Brescia  // Enciclopedia Italiana . - Roma, 1930. - Bd. 7.
6. ↑ Odorici F. Storie bresciane dai primi tempi sino all'età nostra. Brescia: Pietro di Lor. Gilberti, 1854. Bd. II. - S. 270-273.
7. ↑ 1 2 Fappani A. Ansoaldo  // Enciclopedia Bresciana. - Brescia: La Voce del Popolo, 1978. - Vol. I. - S. 30.
8. ↑ Delogu P. Desiderio  // Dizionario Biografico degli Italiani . - Roma: Istituto dell'Enciclopedia Italiana , 1991. - Vol. 39. - S. 373-381.
9. ↑ Jarnut J. Desiderius // Lexikon des Mittelalters . - Stuttgard, Weimar : Metzler, 1999. - Bd. III. Kol. 724. - ISBN 3-476-01742-7 .
10. ↑ 1 2 3 Odorici, 1854 , s. 114-118.
11. ↑ Bertolini O. Adelchi  // Dizionario Biografico degli Italiani. - Roma: Istituto dell'Enciclopedia Italiana, 1960. - Vol. en.
12. ↑ I "Historien" om notaren Rodolfo Fulcorin kaldes han hertugen af ​​Cividate .
13. ↑ I notaren Rodolfo Rothgauds "Historie" kaldes han fejlagtigt for hertugen af ​​Treviso.
14. ↑ Ercolani L. Scomburga  // Enciclopedia popolare, o Libro dei Settanta. - Milano: Paolo Lampato, 1842. - Vol. III. - S. 60-61.
15. ↑ 1 2 Fappani A. Ismondo  // Enciclopedia Bresciana. - Brescia: La Voce del Popolo, 1985. - Vol. VI. — S. 298.
16. ↑ Pratesti A. Anselmo di Nonantola  // Dizionario Biografico degli Italiani. - Roma: Istituto dell'Enciclopedia Italiana, 1961. - Vol. 3. - S. 413-415.
17. ↑ Carlo Guido Mor. Suppone  // Enciclopedia Italiana . - Roma, 1937.
18. ↑ Hlawitschka E. Franken, Alemannen, Bayern und Burgunder in Oberitalien (774-962): Zum Verständnis der fränkischen Königsherrschaft in Italien . - Freiburg im Breisgau: E. Albert, 1960. - S. 268-269.
19. ↑ Panazza G. Brescia  // Enciclopedia dell' Arte Medievale . – 1992.
20. ↑ Cappelletti G. Le chiese d'Italia dalla loro origine sino ai nostri giorni . - Venezia: Giuseppe Antonelli, 1856. - Vol. XI. - S. 568 & 671.
21. ↑ Fappani A. Cuniperto  // Enciclopedia Bresciana. - Brescia: La Voce del Popolo, 1978. - Vol. III. — S. 84.

Litteratur

• Odorici F. Storie bresciane dai primi tempi sino all'età nostra . Brescia: Pietro di Lor. Gilberti, 1854. Bd. III. — 336 s.

Ordbøger og encyklopædier	Biografiske italienere