Lewis-Mogridge-postulatet blev formuleret i 1990. Det er baseret på den observation , at jo flere veje der bygges, jo mere trafik vil der blive genereret for at fylde dem . Hastighedsfordelen ved den nye vej forsvinder inden for måneder, hvis ikke uger. Nogle gange afhjælper nye veje problemet med trængsel i nogle strækninger, men i de fleste tilfælde flyttes disse trængsler blot til andre transportknudepunkter. Postulatet fortolker processen med at øge trafikken, indtil den optager al den ledige plads på vejen (Martin Mogridge, 1990) . Denne parafrase af Mogridge er en direkte reference til "Loven om overhængende overbelastning", tvunget ind i transportlitteraturen af Anthony Downes.
Ud fra Lewis-Mogridge-postulatet er det ikke en korrekt konklusion, at anlæg af veje overhovedet er uberettiget, men udviklere og bygherrer bør opfatte hele transportsystemet som en helhed. Det betyder, at forståelsen af principperne for bevægelse af genstande på vejen bør være på et sådant niveau, at motivationen for bevægelse står foran selve bevægelsen.
Lewis-Mogridge-postulatet er ofte blevet brugt til at forklare problemerne forårsaget af personlige køretøjer, især for at forklare overbelastningen af byveje og motorveje. Postulatet kan også bruges som en forklaring på succesen med trængselssystemet i det centrale London.
Postulatet er dog ikke begrænset til personlig transport. Mogridge, som er en britisk transportanalytiker, kom også til den konklusion, at alle investeringsudgifter til at udvide vejnettet i byen uundgåeligt vil føre til dets mætning i fremtiden og et fald i den gennemsnitlige vægtede bevægelseshastighed i hele systemet, inklusive veje og offentlig transport. Disse hastighedsforhold og tilstanden af generel ligevægt er også kendt som Downes-Thomson-paradokset . Men i fortolkningen af Anthony Downes selv er disse forhold mellem de vægtede gennemsnitlige hastigheder for personlig og offentlig transport "kun anvendelige, hvor passagertrafikken i myldretiden har en separat vognbane for bevægelse (normalt til højre). For at tage det centrale London som eksempel, siden 2001 bruger omkring 85 % af alle morgenmyldretidsdeltagere i bymidten offentlig transport (med 77 % af turen på en separat vognbane), og kun 11 % bruger private biler. Så snart friheden til at rejse med offentlig transport på jorden var lig med den lette at rejse i metroen, så blev rejsetiden på begge typer offentlig transport umiddelbart udlignet."