Pleissenland

kejserlig besiddelse af Det Hellige Romerske Rige
Pleissenland
tysk  Pleissenland
Våbenskjold
←   → 1165  - 1373

Pleissenland ( tysk  Pleißenland ; lat.  Terra Plisnensis ) er et historisk område i Tyskland i det vestlige Sachsen og det østlige Thüringen , opkaldt efter floden Pleisse og havde i middelalderen status af kejserlig besiddelse ( Reichsgut ) af Det Hellige Romerske Rige .

Historie

Ifølge arkæologiske data var Pleissenland oprindeligt området for bosættelse af de Elbengermanske stammer , som blev erstattet af den slaviske befolkning i slutningen af ​​det 6. århundrede . Sandsynligvis allerede i det 9. århundrede, begyndende med Karl den Store , kom disse områder under indflydelse af den frankiske stat som en del af den såkaldte sorbiske march. I den første tredjedel af det 10. århundrede, under den første tyske konge Henry the Fowler , blev de endelig indlemmet i Det Hellige Romerske Rige . Ligesom andre nye grænseområder var Pleissenland (i historiske dokumenter - terra plisnensis eller Gau Plisni ) under kronens direkte kontrol, hvilket formentlig fra et økonomisk og administrativt synspunkt burde have lettet udviklingen af ​​disse landområder og deres videre integration i imperiet. I det 11. århundrede førte kampen for investitur til en svækkelse af den kejserlige magt Salii i Tyskland og til overførsel af kejserlige besiddelser under kontrol af lokale grevefamilier. Med begyndelsen af ​​tyskernes massebebyggelse mod øst i XII-XIII århundreder vendte Pleisenland igen tilbage under kejserens styre, og under Staufens var det af strategisk betydning for at modsætte sig Welfs og Wettins territoriale krav .

Kejser Lothar III (1133-1137) begyndte at styrke kejsermagten og genoprette sine rettigheder til de lokale besiddelser [1] , idet han gentagne gange valgte den kongelige palatine i Altenburg som sin midlertidige bolig [2] og, som en del af den tyske bosættelse mod øst. , bidrog til koloniseringen af ​​det omkringliggende område op til Ertsbjergene [3] På dette tidspunkt blev der grundlagt et benediktinerkloster i Chemnitz .

Med Conrad III's tiltrædelse i 1138 øgedes betydningen af ​​reichsgut: da hans ældre bror Frederik II blev hertug for hjemlandet for deres Hohenstaufen -dynasti  - Schwaben , forblev kun Pleysnerland Conrads personlige allod. I 1147 dukkede stillingen som borggrav op i Altenburg .

Ligesom nabolandet Egerland beliggende i sydvest , styret af ministerier fra Altenburg, Leisnig, Lausik og Colditz Slot , var det kejserlige område Terra Plisenis beregnet til nevøen til herskeren og den kommende kejser Frederik I Barbarossa . Det blev kejserlig ejendom i 1165 under Frederik I [4] , hvorefter dets intensive udvikling og udvidelse af byer begyndte (oprettelse af palatinen i Altenburg, oprettelse af kanonikerklosteret Augustine, tildeling af markeds-, penge- og toldrettigheder til Pegau-klostret , giver byrettigheder til Atenburg og skaber mønt der [5] ). I 1170 fik Chemnitz status som en kejserlig by . Regionerne Vogtland og Pleissnerland , som var i status af reichsgut , var en modvægt til kejseren i Tyskland for at bekæmpe hans modstandere i Bayern og Sachsen [6] .

Kejserens pludselige død i 1197 satte en stopper for hans ambitiøse planer om at udvide den kejserlige ejendom i regionen (udtrykt i et forsøg på at fjerne Meissen-mærket i 1195 og midlertidig kontrol over den øvre vandpyt indtil 1197 ), selvom konstruktionen af Pleysnerlandet blev fuldført under ham [7] [8 ] [9] .

På trods af fortsatte konflikter med Welfs forblev regionen under Hohenstaufens styre. I 1211-1212 vendte kejser Frederik II hertil fra Italien, og Kommandantskabet for Den Tyske Orden blev grundlagt i Altenberg [10] . I 1243 bevilgede Frederik II Pleissnerland som medgift til sin datter Margaret , der giftede sig i 1255 med markgreve Albrecht II af Meissen . Selvom ejendommen blev givet som pant, fortsatte wettinerne , der endte med at gifte sig med kejserens datter i 1255, med at administrere den både efter Margarets død og efter den sidste Hohenstaufens død i 1268 i Konradins skikkelse [11] .

Rudolf I af Habsburg var den sidste til at fremsætte krav på reichsgut, i 1373 blev Pleissnerland endelig en del af markgrevskabet, på grundlag af hvilket kurfyrsten af ​​Sachsen dukkede op i 1423 .

Noter

  1. ↑ Vgl. Elmar Wadle: Reichsgut und Königsherrschaft unter Lothar III. (1125-1137). Ein Beitrag zur Verfassungsgeschichte des 12. Jahrhunderts . (Schriften zur Verfassungsgeschichte 12). Duncker & Humblot, Berlin 1969.
  2. ↑ RI IV, 1.1 Nr. 292 [1] Arkiveret 1. januar 2019 på Wayback Machine und Nr. 390 [2] Arkiveret 1. januar 2019 på Wayback Machine ; vgl. UBA, nej. 4, ebenso Skabelon:MGH
  3. ↑ Wadle: Lothar III. , S. 245; Lothar III. erscheint im Necrologium des Klosters Chemnitz, vgl. CDS II 6, Anhang II, S. 481 [3] Arkiveret 31. december 2018 på Wayback Machine .
  4. ↑ Thieme: Die Burggrafschaft Altenburg , S. 170 bietet eine überzeugende Datierung für die Einrichtung des Reichslandes Pleißen auf 1165. Zudem hielt sich Friedrich I. Barbarossa erst ab 1165 in Altenburg auf, s. RI IV 2, 2 Nr. 1454 og 1455 [4] Arkiveret 1. januar 2019 på Wayback Machine .
  5. ↑ Ab dieser Zeit taucht Altenburg als "imperiale castrum et oppidum" auf, vgl. Dieser Band der Reihe Scriptores (in Folio) existiert nicht, S. 423 (Monumenta Germaniae Historica, Digitalisat Arkiveret 4. marts 2016 på Wayback Machine ) Zudem Patze: Barbarossa, S. 379 og 403; Thieme: Die Burggrafschaft Altenburg, S. 165f.
  6. ↑ Walter Schlesinger: Egerland, Vogtland, Pleißenland . I: Walter Schlesinger (Hrsg.): Mitteldeutsche Beiträge zur deutschen Verfassungsgeschichte des Mittelalters . Vandenhoeck & Ruprecht, Göttingen 1961, s. 188-211. Vgl. også Helbig: Standestaat , S. 296.
  7. ↑ Schlesinger: Egerland , S. 209f.; Billig: Pleißenland , S. 66.
  8. ↑ Schlesinger: Egerland , S. 210; Kötzschke/Kretzschmar: Sächsische Geschichte , S. 77; Helbig: Standestaat , S. 14., vgl. auch Heinrichs Bezeichnung som « Imperator Henricus, qui eo tempore marchiam liberam in sua potestate habeat. ”, i: CDS I A2, Nr. 596 [5] Arkiveret 11. august 2020 på Wayback Machine , vgl. ebenso CDS I A3, Nrr. 21 og 22 [6] Arkiveret 13. august 2020 på Wayback Machine og skabelon:MGH
  9. ↑ Karlheinz Blaschke: Geschichte Sachsens im Mittelalter. Union Verlag , Berlin 1990, S. 142f.
  10. ↑ UBA, Nrr. 72, 73, 80-86, 88 og 89, vgl. RI V 1, 1 Nrr. 732 und 733 [7] Arkiveret 1. januar 2019 på Wayback Machine , 781 og 782 [8] Arkiveret 1. januar 2019 på Wayback Machine , 878, 917 og 918 [9] Arkiveret 1. januar 2019 på Wayback Machine ; Billig: Pleißenland , S. 68.
  11. ↑ Billig: Pleißenland , S. 71; Kötzschke/Kretzschmar: Sächsische Geschichte , S. 80; Helbig: Standestaat , S. 24; Thieme: Die Burggrafschaft Altenburg , S. 184-187.

Links