Pitat (månekrater)

Pitat
lat.  Pitatus

Et billede af Lunar Orbiter-IV- sonden .
Egenskaber
Diameter100,6 km
Største dybde680 m
Navn
EponymPietro Pitat (ca. 1500-1560) var en italiensk astronom og matematiker. 
Beliggenhed
29°53′S sh. 13°32′ V  / 29,88  / -29,88; -13.53° S sh. 13,53°V f.eks
Himmelsk kropMåne 
rød prikPitat
 Mediefiler på Wikimedia Commons

Pitatus-krateret ( lat.  Pitatus ) er et stort gammelt nedslagskrater i regionen ved den sydlige kyst af Skyhavet på den synlige side af Månen . Navnet blev givet til ære for den italienske astronom og matematiker Pietro Pitata (ca. 1500-1560) og godkendt af Den Internationale Astronomiske Union i 1935. Dannelsen af ​​krateret hører til Nektarperioden [1] .

Beskrivelse af krateret

De nærmeste naboer til krateret er krateret Hesiod , der støder op til den vestlige del af volden af ​​krateret Pitates; krater Ulv i nord-nordvest; Lippershey- krateret i nordøst; Delandre - krateret mod øst-sydøst; Gaurico - krateret mod syd og Wurzelbauer-krateret mod syd-sydvest. Nord for Pitat-krateret ligger Skyhavet , mod vest-sydvest findes epidemisk sump [2] . Selenografiske koordinater for midten af ​​krateret 29°53′ S sh. 13°32′ V  / 29,88  / -29,88; -13.53° S sh. 13,53°V d. , diameter 100,6 km [3] , dybde 680 m [4] .

Pitates-krateret har en polygonal form og er oversvømmet med mørk basaltisk lava over overfladen, som toppen af ​​volden rager frem. Skaftet har en kompleks form, er betydeligt ødelagt, skåret af lavastrømme, dissekeret af dale, der er koncentriske i forhold til skakten og markeret af små kratere langs hele omkredsen. I den nordlige del af skakten er næsten fuldstændig ødelagt. Voldens indre skråning i den sydlige del har en udpræget terrasselignende struktur. Bunden af ​​skålen er beklædt med lava, ved foden af ​​den indre skråning langs hele kraterets omkreds, da lavaen størknede dannedes et netværk af furer - Pitata-furer . Der er flere lave bakker i den østlige del af skålen. Den massive centrale top, omkring 1000 m høj [5] og bestående af anorthosit (A) og gabbro - norit - troctolit anorthosite med et plagioklasindhold på 85-90 % (GNTA1) [6] , er let forskudt mod nordvest fra midten af ​​skålen. Øst for Pitat-krateret er der en kæde af kratere, der tangerer dønningen (satellitkraterne Gauriko M, Pitat B, N, P og G). I 1960'erne blev det foreslået, at denne kæde havde en vulkansk oprindelse, men i dag menes det, at den blev dannet af sekundære påvirkninger under dannelsen af ​​Sea of ​​Rains-bassinet.

Bunden af ​​skålen i Pitat-krateret er markeret af lysstråler fra Tycho -krateret og har en lysstyrke på 2 ½° ifølge Schroeter- lysstyrketabellen .

Tværsnit af krateret

Grafen nedenfor viser et udsnit af krateret i forskellige retninger [7] , skalaen langs ordinataksen er i fod , skalaen i meter er angivet i øverste højre del af illustrationen.

Satellitkratere

Pitat Koordinater Diameter, km
EN 31°28′S sh. 13°14′ V  / 31,46  / -31,46; -13.23 ( Pitat A )° S sh. 13,23°V f.eks 6,0
B 32°09′ S sh. 10°29′ V  / 32,15  / -32,15; -10.48 ( Pitat B )° S sh. 10,48°V f.eks 18.3
C 28°30′ S sh. 12°30′ V  / 28,5  / -28,5; -12.5 ( Pitate C )° S sh. 12,5°V f.eks 12.1
D 30°54′S sh. 12°00′ V  / 30,9  / -30,9; -12 ( Pitat D )° S sh. 12°V f.eks 9.7
E 28°56′ S sh. 10°11′ V  / 28,93  / -28,93; -10.19 ( Pitate E )° S sh. 10,19°V f.eks 5.8
G 29°50′ S sh. 11°23′ V  / 29,83  / -29,83; -11.38 ( Pitat G )° S sh. 11,38°V f.eks 16.4
H 30°38′S sh. 15°46′ V  / 30,63  / -30,63; -15.77 ( Pitat H )° S sh. 15,77°V f.eks 14.4
J 26°32′ S sh. 13°35′ V  / 26,53  / -26,53; -13.58 ( Pitat J )° S sh. 13,58°V f.eks 4.7
K 30°25′S sh. 8°57′ V  / 30,42  / -30,42; -8,95 ( Pitat K )° S sh. 8,95°V f.eks 5.1
L 29°06′ S sh. 8°41′ V  / 29,1  / -29,1; -8,68 ( Pitat L )° S sh. 8,68°V f.eks 4.5
M 32°10′S sh. 11°05′ V  / 32,16  / -32,16; -11.09 ( Pitat M )° S sh. 11,09°V f.eks 14.2
N 31°12′S sh. 10°53′ V  / 31,2  / -31,2; -10,89 ( Pitat N )° S sh. 10,89°V f.eks 12.4
P 30°53′S sh. 10°56′ V  / 30,88  / -30,88; -10,93 ( Pitate P )° S sh. 10,93°V f.eks 14.5
Q 30°26′S sh. 10°52′ V  / 30,44  / -30,44; -10,86 ( Pitat Q )° S sh. 10,86°V f.eks 11.7
R 31°13′S sh. 14°44′ V  / 31,21  / -31,21; -14.73 ( Pitat R )° S sh. 14,73°V f.eks 6.4
S 27°21′ S sh. 14°06′ V  / 27,35  / -27,35; -14.1 ( Pitat S )° S sh. 14,1°V f.eks 13.1
T 29°25′ S sh. 11°13′ V  / 29,41  / -29,41; -11.22 ( Pitat T )° S sh. 11,22°V f.eks 4.8
V 29°01′ S sh. 11°43′ V  / 29,02  / -29,02; -11.71 ( Pitatus V )° S sh. 11,71°V f.eks 4.9
W 27°59′S sh. 11°10′ V  / 27,98  / -27,98; -11.17 ( Pitat W )° S sh. 11,17°V f.eks 12.8
x 28°30′ S sh. 11°38′ V  / 28,5  / -28,5; -11.63 ( Pitatus X )° S sh. 11,63°V f.eks 18.6
Z 28°23′ S sh. 10°29′ V  / 28,38  / -28,38; -10.48 ( Pitat Z )° S sh. 10,48°V f.eks 23.5

Se også

Noter

  1. ↑ Lunar Impact Crater Database . Losiak A., Kohout T., O'Sulllivan K., Thaisen K., Weider S. (Lunar and Planetary Institute, Lunar Exploration Intern Program, 2009); opdateret af Öhman T. i 2011. Arkiveret side .
  2. ↑ Pitat-krateret på LAC-94-kortet . Hentet 5. juli 2020. Arkiveret fra originalen 27. november 2020.
  3. ↑ Håndbog for Den Internationale Astronomiske Union . Hentet 5. juli 2020. Arkiveret fra originalen 8. oktober 2019.
  4. ↑ John E. Westfalls Atlas of the Lunar Terminator, Cambridge Univ. Tryk på (2000) . Dato for adgang: 19. oktober 2015. Arkiveret fra originalen 18. december 2014.
  5. ↑ Naosuke Sekiguchi, 1972. Katalog over centrale toppe og gulvobjekter i månekraterne på den synlige halvkugle. University of Tokyo Press og University Park Press.
  6. ↑ Stefanie Tompkins og Carle M. Pieters (1999) Mineralogy of the Lunar Crust: Results from Clementine Meteoritics & Planetary Science, vol. 34, s. 25-41.
  7. ↑ Katalog over månekratere tværsnit I Kratere med toppe af Gerald S. Hawkins, William H. Zack og Stephen M. Saslow . Hentet 20. december 2015. Arkiveret fra originalen 5. november 2013.

Links