Madama Butterfly

Den aktuelle version af siden er endnu ikke blevet gennemgået af erfarne bidragydere og kan afvige væsentligt fra den version , der blev gennemgået den 12. juli 2022; checks kræver 9 redigeringer .

Opera
Madama Butterfly
ital.  Madama Butterfly [1]
Plakat, 1904
Komponist	Giacomo Puccini [2] [1]
librettist	Luigi Illica [2] [1] og Giuseppe Giacosa [2] [1]
Libretto sprog	italiensk
Plot Kilde	drama af David Belasco "Madama Butterfly"
Genre	drama
Handling	2 (1. udgave) 3 (2. udgave)
skabelsesår	1903 - 1904
Første produktion	17. februar 1904 [2] [1] , 28. maj 1904 og 2. januar 1906
Sted for første forestilling	La Scala , Milano
Scene	Nagasaki
Tidspunkt for handling	slutningen af ​​Meiji-æraen
Mediefiler på Wikimedia Commons

Madama Butterfly ( italiensk  Madama Butterfly ) er en opera af Giacomo Puccini i tre akter (i den første udgave i to akter) til en libretto af Luigi Illic og Giuseppe Giacosa , baseret på dramaet af samme navn af David Belasco (1900) [ 3] . Belascos drama er en omarbejdelse af historien "Madama Butterfly" af den amerikanske forfatter John Luther Long (1898), inspireret til gengæld af den franske forfatter og rejsende Pierre Lotis selvbiografiske roman "Madame Chrysanthemum" (1888). [4] .

Den første udgave af operaen havde premiere på La Scala i Milano den 17. februar 1904 og var en bragende fiasko; i anden udgave, på Grande Theatre, i Brescia , 28. maj 1904, med stor succes. Det er en af ​​de mest opførte operaer i verden [3] .

Plot indhold

Første akt

Løjtnant F. B. (Franklin Benjamin) Pinkerton, en officer i den amerikanske flåde, er forelsket i geishaen Cio-Cio-San, kendt som Butterfly, og skal giftes med hende. Den hjælpsomme mægler Goro viser Pinkerton et hus på en bakketop nær Nagasaki, hvor parret skal tilbringe deres bryllupsrejse. Goro introducerer en tjenestepige ved navn Suzuki og andre tjenere for Pinkerton. Brylluppet er ved at blive forberedt.

Den amerikanske konsul Sharpless, en ven af ​​Pinkerton, ankommer til ceremonien. Under deres samtale afsløres brudgommens kyniske hensigter: han er ikke afvisende for at gøre Cio-Cio-San til sin kone, men i Amerika har deres forening ingen juridisk kraft, så han kan betragte sig selv som fri for ægteskabsbånd. Sharpless er foruroliget over en sådan kynisk holdning og advarer Pinkerton: Cio-Cio-San er for ung, ren og oprigtig til at gøre dette mod hende. Pinkerton beroliger sin ven: Ifølge et af punkterne er ægteskabskontrakten midlertidig og kan opsiges til enhver tid. Samt kontrakten på huset, som han lejer i 999 år.

Cio-Cio-San dukker op med sine geisha-venner. Sharpless er imponeret over hendes skønhed og undrer sig over hendes alder. Cio-Cio-San flirter, men indrømmer, at hun er femten. Hun har ingen far, kun en mor, og hun voksede op i fattigdom. Klædt i en brudekjole fortæller bruden om sin brændende kærlighed til en amerikaner og meddeler sin beslutning om at give afkald på sin tro og konvertere til kristendommen.

Under brylluppet dukker Cio-Cio-Sans onkel, en japansk bonza , op . Han forbander sin niece for at forråde hendes forfædres tro, konvertere til kristendommen og gifte sig med en udlænding. Pinkerton, som er blevet en lovlig ægtemand, beordrer alle til at tage af sted, så han og hans kone kan nyde dette vidunderlige øjeblik.

Anden akt

Tre år er gået. Pinkerton rejste til Amerika kort efter brylluppet, og Cio-Cio-San fortsætter med at vente på ham. Hun tror på, at hendes elskede mand vil vende tilbage, og forbyder alle at overbevise hende. Den trofaste tjenestepige Suzuki forsøger at bringe sin elskerinde tilbage til jorden, men Cio-Cio-San tror oprigtigt på kærligheden og er overbevist om, at amerikanske mænd ikke kan snyde, for i USA er mænd fængslet for forræderi. Suzuki rapporterer, at pengene efterladt af Pinkerton for længst er væk. Cio-Cio-San græder og frygter, at hvis hendes mand ikke vender tilbage snart, bliver hun nødt til at vende tilbage til geisha-handlen og igen danse for mænd for at få mad. Og alligevel tror hun på, at hendes mand snart kommer. For dette afviser hun uden fortrydelse den rige prins Yamadori, som kom for at give hende hånd og hjerte, selvom hun er forbandet og afvist af sin familie. Yamadori efterlader hende med ingenting.

Konsul Sharpless bringer et brev, hvori Pinkerton informerer ham om, at han snart vil vende tilbage til Japan, men ikke alene, men med en amerikansk kone. Cio-Cio-San kender endnu ikke indholdet og glæder sig, for Pinkerton har endelig annonceret sig selv. Hun afbryder hver sætning fra brevet med glade udråb. Sharpless er irriteret – han kan ikke læse brevet til ende, fordi Cio-Cio-San konstant afbryder. Det lykkes ham dog at informere om, at Pinkerton ikke længere er hendes mand. Butterfly nægter at acceptere dette som sandt og viser sin søn til gæsten. Efter hendes mening er dette det smukkeste barn i Japan, for ingen andre i landet har så amerikanske blå øjne. Nu hedder drengen Dolore (Suffering), men når hans far vender tilbage, vil hans navn være Joya (Fun). Sharpless er fortvivlet og lover at bruge al sin indflydelse med Pinkerton.

Et kanonskud meddeler, at et skib er på vej ind i havnen. Butterfly løber ud på terrassen for at se gennem kikkerten. Hun ser, at skibet hedder Abraham Lincoln – det er Pinkertons skib. Cio-Cio-San er glad. Hun beordrer Suzuki til at dekorere hele huset med blomster. Hun vil selv skifte til den samme kjole, som hun var i under brylluppet.

Tredje akt

Natten er ved at være slut. Butterfly tager den sovende søn til et andet værelse. Kun Suzuki er tilbage på scenen. I dette øjeblik dukker Pinkerton op, men ikke alene, men med sin kone Kate og konsul Sharpless. Sharpless forklarer Pinkerton, hvad han har gjort. Pinkerton retfærdiggør sig selv: han troede ikke, at Cio-Cio-San ville tage deres ægteskab så alvorligt. Alle tre beder Suzuki om at forklare elskerinden, hvad der sker for at mildne slaget, og for at overtale dem til at give barnet til dem. Suzuki lover at gøre sit bedste.

Butterfly kommer ind, ser en ukendt kvinde. Suzuki forsøger at forklare – dette er Pinkertons lovlige kone. Cio-Cio-San indser endelig, at hun ikke længere er Pinkertons ægtefælle. Suzuki overtaler hende til at opgive barnet. Butterfly forstår, at det bliver bedre på denne måde. Kate Pinkerton, der sympatiserer med den bedragne japanske kvindes sorg, lover at tage sig godt af drengen.

Cio-Cio-San er efterladt alene. Hun beslutter: "Den, der ikke kan leve med ære, skal dø med ære." Hun holder en wakizashi i hænderne og forbereder sig på at begå seppuku . Men hendes søns udseende stopper hende. Butterfly kysser barnet og sender det en tur i haven og kaster derefter wakizashien ned i hans livmoder. Pinkerton løber ind, men det er for sent: Butterfly er død.

Tegn

Forsendelsen	Stemme	Performer ved premieren 17. februar 1904 (Dirigent: Cleophonte Campanini ) [5]
Madame Butterfly (Cio-Cio-san)	sopran	Rosina Storchio
Suzuki, stuepige	mezzosopran	Giuseppina Giaconia
Benjamin Franklin Pinkerton, US Navy Lieutenant	tenor	Giovanni Zenatello
Skarpløs, amerikansk konsul	baryton	Giuseppe De Luca
Goro	tenor	Gaetano Pini Corsi
Prins Yamadori	tenor / baryton	Emilio Venturini
Bonza, onkel Cio-Cio-san	bas	Paolo Woolman
Yakushide, Cio-Cio-san 's onkel	bas	Antonio Volpini
kommissær	bas	Viale
registeransvarlig	bas	Gennari
Cio-Cio-sans mor	mezzosopran	Tina Alasia
tante	sopran	Gissoni
fætter	sopran	Palmyra Maggi
Kat Pinkerton	mezzosopran	Manfredi
Dolore, dreng	uden at synge
Slægtninge, venner, veninder, tjenere i Cio-Cio-san

Oprettelseshistorie

Efter at have skabt operaen Tosca , hvis libretto blev skrevet af Luigi Illica og Giuseppe Giacosa , kunne Giacomo Puccini ikke stoppe sit valg med hensyn til det litterære grundlag for sit næste værk: han overvejede mange værker, hovedsagelig af fransk oprindelse. 16. august 1900 - seks måneder efter premieren på "Tosca" - skrev han i et af brevene til sin forlægger Giulio Ricordi under: "Din arbejdsløse komponist", hvilket kendetegner hans åndstilstand på det tidspunkt [6] . Librettoen til Madama Butterfly af Puccini er baseret på et enakter af den amerikanske dramatiker og instruktør David Belasco (1900), som er en omarbejdelse af novellen (novellen) Madama Butterfly af den amerikanske forfatter John Luther Long , udgivet første gang i New York i 1898. York-magasinet The Century Magazine [7] . På mange måder var han til gengæld inspireret af den franske forfatter og rejsende Pierre Lotis selvbiografiske roman "Madame Chrysanthemum", som opnåede betydelig berømmelse efter udgivelsen i 1888 [8] . Med udgangspunkt i den skrev den franske komponist André Messager en opera af samme navn, opført den 30. januar 1893 i Théâtre de la Renaissance i Paris [9] . Musikforskere bemærker, at en anden forgænger for Puccinis opera var det "japanske" værk af hans mangeårige rival om offentlighedens opmærksomhed - Pietro Mascagnis opera Iris. Den blev første gang opført i Roms operahus den 22. november 1898. Det foregår også i Japan og ender med en geishas selvmord [10] .

Der var betydelige forskelle mellem Longs historie og Belascos teaterdrama, primært med hensyn til den tragiske fortolkning af heltindens billede [11] . Komponisten stiftede bekendtskab med forestillingen efter insisteren fra venner, der foreslog, at man på baggrund af dramaet kunne skrive en opera i Puccinis ånd. Han så opsætningen i Londons Duke of York's Theatre , og på trods af at han ikke kunne engelsk, fascinerede den tragiske historie om en japansk geisha ham så meget, at han gik backstage til dramaets forfatter, hvor han gav et tilbud om at skabe en opera baseret på hans plot. Belasco var straks enig og beskrev senere denne impuls fra den berømte komponist som følger: "Det forekom mig umuligt at føre forretningsforhandlinger med en temperamentsfuld italiener, der kaster sig på din hals med tårer i øjnene" [12] . Da han besluttede at sikre sig, at hans indtryk var korrekte, inviterede Puccini flere venner til at se produktionen, som ligesom ham var begejstrede for plottet, og godkendte fuldt ud hans valg [13] . Meget af dramaets inspiration kan tilskrives Belascos dramatiske og instruktør-indsigter; senere blev nogle af dem overført til operaen [11] .

Ifølge den oprindelige plan indeholdt librettoen tre akter, men efterhånden som arbejdet skred frem, insisterede komponisten på at reducere den til to og kombinere de sidste to [14] . Arbejdets fremgang kendes fra korrespondance med Ricordi. Den 23. april 1902 rapporterede Giacomo glædeligt til Ricordi: "... Så hosianna ! Lad os skrige på toppen af ​​vores lunger (hvis det er sandt!). Jeg ser frem til den herlige fødsel, der vil hjælpe den struktur, der er skabt med så besvær, men enden er stadig langt væk. Jeg er selv ved at lægge sten for sten og lære at få Mr. Benjamin Franklin Pinkerton til at synge så amerikansk som muligt . Karakteren og tidspunktet for oprettelsen af ​​operaen var væsentligt påvirket af en alvorlig bilulykke, som maestroen og hans familiemedlemmer kom ud i: hans kone Elvira og søn Tonio. Denne begivenhed skete, da han var tæt på at fuldføre den sidste akt. Katastrofen indtraf den 25. februar 1903 på vej fra Lucca til Torre del Lago, hvor Villa Puccini lå ved bredden af ​​søen Massaciuccoli . Chaufføren mistede herredømmet, og bilen fløj ind i en klippe, hvor den væltede: komponisten fik et brud på skinnebenet , men hans kone og søn kom ikke til skade [16] . Restitutionen tog mere end otte måneder, han vendte tilbage til arbejdet på anden akt, så snart hans kræfter tillod ham - mens han stadig lå i sengen. Han var meget oprørt over forsinkelsen fra librettisternes side, da han blev tvunget til at forblive uden det nødvendige litterære materiale, desuden er det kendt, at han ikke altid var tilfreds med resultaterne af deres arbejde [17] .

Da han skrev operaen, var Puccini interesseret i japansk kultur, især musik, og kommunikerede med repræsentanter for det østlige land. Så da hun mødtes med konen til den japanske ambassadør i Italien, fru Ohima, blev fejl i navnene rettet, desuden introducerede hun maestroen til melodierne i sit hjemland [18] . Fra korrespondance med forlaget vides det, at den første version af operaen adskilte sig ikke kun i strukturen, men også ved, at dens handling skulle finde sted på det amerikanske konsulat i Nagasaki . Den 16. november 1903 skrev komponisten til Ricordi, at han endelig var nået frem til, at operaen bestemt måtte være i to akter. Efter at have besluttet at ændre antallet af handlinger, meddelte han i det næste brev sin adressat: "Du skal se, du vil også være enig med mig. Handlingen på konsulatet er simpelthen fatal for operaen. Dette er et kort stykke, og når det først er begyndt, skulle det hurtigt, uden at stoppe, komme til en ende. Jeg skrev om dette til Illik , og i morges var han enig i, at jeg havde ret . I december godkendte Giacomo librettoen og var meget tilfreds med resultatet. Ifølge hans planer skulle operaen være færdig i januar eller begyndelsen af ​​februar 1904, hvilket han med glæde rapporterede til forlaget: "Det viste sig strålende, handlingen udvikler sig så logisk og hurtigt, at det er en fornøjelse. En konsulær handling ville have ødelagt alt! Nu instrumenterer jeg første akt og kommer snart til Milano... ” [20] . På trods af at gipsen på benet for nylig blev fjernet, var knoglerne endnu ikke helt fikserede, og Puccini måtte flytte med to pinde, beslutter han sig for at tage til Paris til den franske premiere på Tosca. Der passerede hun i triumf, men mødte kritik fra nogle kritikere. I den franske hovedstad arbejdede han på instrumenteringen af ​​anden akt af Madama Butterfly [21] .

Premieren på operaen i den første udgave (to akter med et intermezzo imellem) fandt sted den 17. februar 1904 på La Scala- teatret i Milano og endte i en komplet fiasko. Efter den successive triumf af " Manon ", " La bohème " og "Tosca", regnede forfatteren med en helt anden modtagelse og inviterede venner og nære slægtninge til La Scala: kone og søn, søstre [22] . Ifølge Arnoldo Farcarolli, en nær ven af ​​Puccini, var den "forfærdelige fiasko" ved den første forestilling "en af ​​de mest larmende i teatrets historie": "... med skrig, hvæsen, latterliggørelse af hele scener og sangere, med en orkan af indignerede skrig og vedvarende fløjten. Det så ud til, at offentligheden blev grebet af en slags lidenskabeligt ønske om at ødelægge” [23] . Kritikeren af ​​den milanesiske avis Corriere della Sera , Giovanni Pozza, dvælede i detaljer ved omstændighederne ved receptionen : "Den lange, for lange første akt blev lyttet til med kold stilhed, og da tæppet faldt, klappede kun en del af publikum. . En anden del ønsker at tie dem, der bifalder. Dette sammenstød varer i nogen tid: individuelle for uhøflige afvisningsopkald forårsager mere ophedede og hyppige bifald. Efter det første opkald fra de optrædende, går Maestro Puccini, lænet på en pind (hans brækkede ben gør stadig ondt), to gange på scenen. En sådan afvisning fra det tidligere velvillige publikums side skyldtes ifølge ham først og fremmest, at operaens melodi blev opfattet som en selvgentagelse af tidligere værker, især La bohème , samt den langvarige handling i flere scener [24] . Pozza sluttede sin artikel med profetiske ord om, at operaen efter den nye udgave og ændringer, primært relateret til de uundgåelige nedskæringer, er dømt til en velfortjent succes: "Der er for mange smukke sider i den, meget smuk, dens tekstur er overraskende elegant. Det er bedre at vente for at foretage en mere rolig og afbalanceret vurdering senere end at sige det sidste ord lige nu” [25] .

Puccini selv, selv om han var ked af det i Milano, troede ikke desto mindre på fremtiden for hans nye opera og kom til den konklusion, at det var nødvendigt at vende tilbage til versionen i tre akter. Han forkortede første akt, og minimerede den alt for lange scene med Butterflys talrige slægtninge, hvilket resulterede i, at akten i gennemsnit blev 8 minutter kortere, og anden akt, der varede næsten halvanden time, blev delt i to kortere. Sådan udkom den sidste tre-akters udgave. Den havde premiere den 28. maj 1904, dog ikke længere i Milano, men på Grande Theatre i Brescia , hvor den var præget af en stor succes, forstærket af en varm modtagelse i Paris og USA [22] .

Forestillinger i Rusland (XXI århundrede)

• 2. februar 2002 - GAUK RO "Rostov State Musical Theatre" . Den kunstneriske leder af produktionen er Vyacheslav Kushchev , hædret kunstarbejder i Rusland [26] .
• 4. maj 2002 - Moskvas akademiske musikteater opkaldt efter K. S. Stanislavsky og Vl. I. Nemirovich-Danchenko . Sceneinstruktør - Lyudmila Nalyotova. Produktionsdesigner - Elena Stepanova [27] .
• 3. februar 2006 - GKMT "St. Petersburg Opera" . Sceneversion, iscenesættelse - Æret kunstarbejder i Rusland Yuri Alexandrov.
• 31. januar 2008 - Jekaterinburg Opera- og Balletteater . Dirigent - Mikhail Granovsky. Sceneinstruktør - Æret kunstarbejder i Rusland Alexei Stepanyuk. Scenograf : Dmitry Cherbadzhi
• 25. september 2009 - Tatar Academic State Opera and Ballet Theatre opkaldt efter. M.Jalil . Musikalsk leder og dirigent — Gintaras Rinkevičius (Litauen). Sceneinstruktør - vinder af statens pris i Tatarstan opkaldt efter A. G.Tukaya Mikhail Pandzhavidze (Bolshoi Theatre of Russia, Moskva). Produktionsdesigneren er Igor Grinevich (Novosibirsk), hædret kunstarbejder i Rusland, vinder af Ruslands statspris [28] .
• 26. november 2010 - Perm Academic Opera and Ballet Theatre opkaldt efter P. I. Tchaikovsky . Scenedirektør - Denis Radchenko, produktionsdesignere - Pyotr Okunev og Olga Shaishmelashvili, korleder - Dmitry Batin . Musikalsk leder og dirigent - Alexander Anisimov [29] .
• 17. marts 2012 - Samara Academic Opera and Ballet Theatre . Musikalsk leder og dirigent - Alexander Anisimov . Sceneinstruktør - Dieter Martin Kögi (Schweiz), produktionsdesigner - Elena Solovyova, kostumedesigner - Natalia Zemalindinova (Rostov-ved-Don); korledere - Valeria Navrotskaya, Olga Safonova [30] .
• 31. maj 2012 - Saratov Opera og Ballet Teater . Dirigent-producer - People's Artist of the RSFSR Yuri Kochnev , direktør-producer - Honored Art Worker of Russia Alexei Stepanyuk, produktionsdesigner - Yuri Ustinov.
• 15. februar 2013 - Khabarovsk regionale musikteater . Iscenesætter Pavel Koblik (Yekaterinburg), dirigent og musikchef Sergei Razenkov, scenedesigner Stanislav Fesko (Moskva), koreograf Olga Kozorez, korleder Alexander Rybkov, kostumedesigner Natalya Syzdykova [31] .
• 31. oktober 2014 - St. Petersburg State Children's Musical Theatre "Through the Looking Glass" . Sceneinstruktør - People's Artist of Russia Alexander Petrov, musikdirektør og dirigent - People's Artist of Russia Pavel Bubelnikov.

Skærmtilpasninger

• 1954  - " Madame Butterfly " ( Italien - Japan ), instrueret af Carmine Gallone .
• 1956  - " Madame Butterfly " (tv, produceret af RAI ( Italien ), sort og hvid, instruktør Mario Lanfranchi , kor og orkester fra det italienske tv- og radioselskab , Milano , dirigent Oliviero de Fabritiis , i hovedroller Anna Moffo og Renato Cioni ).
• 1974 (1975) - " Madame Butterfly " (TV, farve, produceret af Decca Records ( Tyskland ), instruktør Jean-Pierre Ponnel , Wiener Filharmoniske Orkester , Wiener Operakor , dirigent Herbert von Karajan , i hovedrollerne Mirella Freni , Placido Domingo , Christa Ludwig ).
• 1980  - " Chio-Chio-San " (pr-i USSR , instruktør Roman Tikhomirov , i hovedrollen Maria Bieshu ).
• 1995  - " Madame Butterfly " (film, farve, lavet i Frankrig-Tyskland-Storbritannien-Japan, instruktør Frederic Mitterrand , Orchestre de Paris , Paris Radio Choir, dirigent James Conlon , i hovedrollerne Ying Huang .

Noter

1. ↑ 1 2 3 4 5 Archivio Storico Ricordi - 1808.
2. ↑ 1 2 3 4 Mesa F. Opera  (engelsk) : en encyklopædi over verdenspremierer og betydningsfulde forestillinger, sangere, komponister, librettister, arier og dirigenter, 1597-2000 - Jefferson : McFarland & Company , 2007. - S. 158. — ISBN 978-0-7864-0959-4
3. ↑ 12 Madama Butterfly . Britannica . Hentet 13. november 2018. Arkiveret fra originalen 13. november 2018. (ubestemt)
4. ↑ Burton D. Fisher. Opera Classics Library Puccini Companion: The Glorious Dozen . - Opera Journeys Publishing, 2000. - S. 322.
5. ↑ Almanak "Amadeus" (utilgængeligt link) . Dato for adgang: 18. marts 2011. Arkiveret fra originalen 4. januar 2012. (ubestemt) 
6. ↑ Levasheva, 1980 , s. 266.
7. ↑ Levasheva, 1980 , s. 269.
8. ↑ Levasheva, 1980 , s. 273.
9. ↑ Levasheva, 1980 , s. 276.
10. ↑ Levasheva, 1980 , s. 276-277.
11. ↑ 1 2 Levasheva, 1980 , s. 271.
12. ↑ Levasheva, 1980 , s. 268.
13. ↑ Fracaroli, 2014 , s. 128.
14. ↑ Fracaroli, 2014 , s. 129.
15. ↑ Fracaroli, 2014 , s. 131.
16. ↑ Fracaroli, 2014 , s. 129-130.
17. ↑ Fracaroli, 2014 , s. 130-131.
18. ↑ Fracaroli, 2014 , s. 131-132.
19. ↑ Fracaroli, 2014 , s. 133-134.
20. ↑ Fracaroli, 2014 , s. 133.
21. ↑ Fracaroli, 2014 , s. 134.
22. ↑ 1 2 Danilevich, 1969 , s. 190.
23. ↑ Fracaroli, 2014 , s. 136.
24. ↑ Fracaroli, 2014 , s. 138-139.
25. ↑ Fracaroli, 2014 , s. 140.
26. ↑ Opera "Madama Butterfly" på webstedet for Rostov Musical Theatre (utilgængeligt link) . Hentet 4. februar 2013. Arkiveret fra originalen 10. november 2012. (ubestemt) 
27. ↑ Opera "Madama Butterfly" på MAMT-webstedet (utilgængeligt link) . Hentet 26. juni 2013. Arkiveret fra originalen 26. juli 2013. (ubestemt) 
28. ↑ Madama Butterfly, iscenesat af Tatar Opera and Ballet Theatre (utilgængeligt link) . Dato for adgang: 28. oktober 2010. Arkiveret fra originalen 27. december 2010. (ubestemt) 
29. ↑ "Madama Butterfly", produktion af Perm Academic Opera and Ballet Theatre opkaldt efter P. I. Tchaikovsky  (utilgængeligt link)
30. ↑ Madama Butterfly, iscenesat af Samara Academic Opera and Ballet Theatre . Hentet 14. juni 2012. Arkiveret fra originalen 25. juni 2012. (ubestemt)
31. ↑ Madama Butterfly | Khabarovsk regionale musikteater . Hentet 2. marts 2013. Arkiveret fra originalen 11. marts 2013. (ubestemt)

Litteratur

• Gozenpud A. A. Opera Ordbog. - L . : Musik, 1965. - 481 s.
• Danilevich, Lev. Giacomo Puccini. - M . : Musik, 1969. - 453 s.
• Levasheva O. E. Puccini og hans samtidige. - M . : Sovjetisk komponist, 1980. - 525 s.
• Fracaroli, Arnaldo. Min ven Puccini fortæller / Per. Med. det. I. Konstantinova. - Chelyabinsk: Auto Graf, 2014. - 296 s. - ISBN 978-5-98518-051-0 .

Links

• Beskrivelse af operaen "Madama Butterfly", lydoptagelse udført af Maria Callas
• Madama Butterfly ved Bregenz ved Bodensøen 2022
• Libretto af L. Illica og G. Giacosa  (italiensk)
• Operaprojekt: Madama  Butterfly
• "Madama Butterfly" af David Belasco (tekst af stykket)  (engelsk)
• Historierne om Madame Butterfly (sammenligning af novelle, drama og opera)  (engelsk)

Tematiske steder	MusikBrainz
Ordbøger og encyklopædier	Flot dansk Fantastisk catalansk Fantastisk norsk Britannica (online)
I bibliografiske kataloger BNF : 13917243v GND : 300122268 J9U : 987007592871605171 LCCN : n81079046 VIAF : 16146332828918730156 WorldCat VIAF : 16146332828918730156

Operaer af Giacomo Puccini
	Willie (1884) Edgar (1889) Manon Lescaut (1893) Bøhmen (1896) Længsel (1900) Madama Butterfly (1904) Pige fra Vesten (1910) Swallow (1917) Triptykon : Cloak , Sister Angelica , Gianni Schicchi (1918) Turandot (1926)