Lieven, Anatole

Anatol Lieven
Anatol Liven
Fødselsdato 28. juni 1960( 28-06-1960 ) [1] (62 år)
Fødselssted
Land
Beskæftigelse politolog, journalist, historiker, forfatter
Far Alexander von Lieven

Peter Paul Anatol Lieven ( eng.  Peter Paul Anatol Lieven ; 28. juni 1960 , London ) er en britisk politolog, forfatter, journalist og historiker [2] . Professor ved University of Cambridge . Leading Fellow ved Quincy Institute for Responsible Government i Washington DC (Quincy Institute).

Biografi

Født 28. juni 1960 i London . Fra Lieven- familien , den yngste søn af Hans fredfyldte Højhed Prins Alexander Pavlovich Lieven ( 1919-1988 ) og hans første kone Veronica Eileen Mary (nee Monahan) ( 1917-1979 ) [ 3 ] . Yngre bror til Dominik Lieven .

Fra 1972-1978 studerede han på City of London School. I 1982 modtog han en bachelorgrad i historie fra University of Cambridge ( Jesus College ). Han studerede også ved University of Troy, Alabama og Jawaharlal Nehru University i Delhi [4] .

I 1986 begyndte han at arbejde som freelancejournalist i Indien, og i 1987 kom han til BBC External Services Radio (Asian Service) som producer og skribent. Derefter, indtil 1990, var han korrespondent for den britiske avis The Times i Pakistan og Afghanistan , hvor han dækkede den sidste fase af den sovjetiske militæroperation i Afghanistan og begyndelsen af ​​borgerkrige i dette land , såvel som valget og tidlig begyndelse af Benazir Bhuttos styre i Pakistan [4] .

I efteråret og vinteren 1989 skrev han om revolutionerne i Tjekkoslovakiet og Rumænien for The Times. Han rapporterede også om krigene i Nagorno-Karabakh, Georgien og Tadsjikistan [4] .

Fra 1990 til 1996 var Anatoly Lieven korrespondent for The Times i det tidligere Sovjetunionen, og i 1990-1992 havde han base i de baltiske stater, og flyttede derefter til Moskva [4] .

Fra 1996-1997 var han gæstende senior fellow ved US Institute for Peace i Washington, DC [4] .

Han var seniorredaktør for Strategic Commentary og ekspert i det tidligere Sovjetunionen og aspekter af moderne krigsførelse ved International Institute for Strategic Studies (IISS) i London [4] .

En medarbejder i New America Foundation , som studerer spørgsmål om amerikansk politik og kampen mod terrorisme. I 2000-2005 var han fellow ved Carnegie Endowment , hvor han var senior fellow ved den udenrigs- og sikkerhedspolitiske afdeling i Russia and Eurasia Center.

Forfatterens værker

I midten af ​​1980'erne arbejdede Lieven som journalist for The Financial Times , der dækkede Pakistan og Afghanistan samt dækkede Indien som freelancer. I anden halvdel af 1989 dækkede han revolutionerne i Tjekkoslovakiet og Rumænien for The Times . I 1990 arbejdede han for London-avisen The Times, hvor han dækkede begivenheder i det tidligere USSR samt Tjetjenienkrigen (1994-1996). I 1996 blev Lieven en besøgende senior fellow ved American Peace Institute indtil 1997. I 1998 redigerede han strategiske kommentarer ved International Institute for Strategic Studies i London og arbejdede også for BBC Eastern Services . Lievens artikler er dukket op i International Herald Tribune , Los Angeles Times , The National Interest , The Christian Science Monitor , Prospect , The Nation . En række af Lievens taler er viet kritik af moderne russiske liberale ud fra "moralsk realisme" [5] .

I 1993 udgav han sammen med Neil Asherson en bog om de baltiske staters genopblussen, The Baltic Revolution: Estonia, Latvia, Litauen, and the Path to Independence (1993), som blev anerkendt af The New York Times som den mest bemærkelsesværdige årets bog, tildelt Orwell-prisen for politisk litteratur i 1994 og modtog Yale University Press Governor's Award i 1995 [6] . I maj 1998 udgav Yale University Press sin bog Chechnya: The Tombstone of Russian Power, som var en undersøgelse af den russiske stats tilbagegang, set gennem nederlagets prisme i den første tjetjenske krig , og indeholdt et forsøg på at lave den første antropologisk beskrivelse af det tjetjenske folk og deres traditioner på engelsk. Bogen er baseret på materiale skrevet af Lieven i 1994-1996 som korrespondent for The Times [6] . Den tredje bog, Ukraine and Russia: Brotherly Rivals, blev udgivet i juni 1999 af United States Institute for Peace [6] .

Hans arbejde i USA inspirerede to efterfølgende bøger, America Right or Wrong: An Anatomy of American Nationalism (2004) og Ethical Realism: A Vision for America's Role in the World (2006, medforfatter af John Halsman) [6] . I den første bog reflekterede Lieven, at USA's udenrigspolitik efter 9/11 var formet af vores nationalismes særlige natur. Inden for denne nationalisme analyserer Lieven to vidt forskellige traditioner. Den første er "American Thesis", en borgerlig nationalisme baseret på de demokratiske værdier i det, der er blevet kaldt "American Creed". Disse værdier betragtes som universelle, og enhver kan blive amerikaner ved at omfavne dem. En anden tradition, "den amerikanske antitese," er "en populistisk og ofte chauvinistisk nationalisme, der har en tendens til at betragte Amerika som en lukket national kultur og civilisation truet af en fjendtlig og barbarisk omverden." Lieven udforsker, hvordan disse to modsatrettede impulser manifesterede sig i USA's reaktion på terrorangrebene den 11. september og i karakteren af ​​USA's støtte til Israel [7] . Teksten til den anden bog sagde: "Amerika står i dag over for en verden, der er mere kompleks end nogensinde før, men begge politiske partier har undladt at forestille sig en udenrigspolitik designet til at imødegå vores største trusler. <…> Bush-administrationens udenrigspolitiske strategi er slået fejl, men demokraterne tilbyder ingen reelle alternativer. Etisk realisme er et sådant alternativ, herunder både en ny filosofisk ramme og et sammenhængende sæt af detaljerede, praktiske og modige politiske anbefalinger .

I 2011 udkom hans bog "Pakistan: A Difficult Country". Pankaj Mishra skrev i The Guardian og bemærkede: "Lieven er mere end klar over de mange udfordringer, Pakistan står over for; faktisk føjer han klimaændringer til den skræmmende liste, og han bekymrer sig om, at Pakistan faktisk kan falde fra hinanden, hvis USA fortsætter sin ulovlige krig i regionen, og derved risikerer et katastrofalt mytteri i militæret, landets mest effektive institution. Men Lieven er mere interesseret i, hvorfor Pakistan også "i mange henseender er bemærkelsesværdigt ubøjelig og modstandsdygtig som stat og samfund", og hvordan dette land, ligesom Indien, i årtier har hånet begravelser henvendt til det, og som var påtrængende skrevet af Vesten. <…> Lieven, en reporter for The Times i Pakistan i slutningen af ​​1980'erne, tilføjede til sin tidlige erfaring i dette land med omfattende nylige rejser, herunder til en Taliban-sympatisørlandsby på den nordvestlige grænse, og samtaler med imponerende pakistanske embedsmænd. landmænd, forretningsmænd, godsejere, spioner, dommere, gejstlige, politikere, soldater og jihadister. <...> Når han nærmer sig sit emne som en erfaren antropolog, skriver Lieven, at Pakistan, selv om det nominelt er en moderne nationalstat, stadig i vid udstrækning er styret af "traditioner med overvejende loyalitet over for familie, klan og religion." Der er næppe en institution i Pakistan, der er immun over for de "adfærdsregler, som denne loyalitet foreskriver." <…> Lievens bog er forfriskende fri for den nedladenhed, som mange vestlige forfattere, der er vant til at se i deres egne samfund som civilisationens højdepunkter, bar til asiatiske lande, udelukkende vurderede ud fra, hvor tæt de er kommet på vestlige politiske og økonomiske institutioner og praksis. <...> "Moderne demokrati," påpeger han, "er en meget ny vestlig innovation. Tidligere var europæiske samfund i mange henseender tæt på nutidens Pakistan – og faktisk har det moderne Europa produceret langt flere forfærdelige grusomheder end noget, der hidtil er blevet opnået af islam eller Sydasien.'" [9] .

I 2020 udkom hans bog "Climate Change and the National State. Sagen om en realist" [10] . Som Lieven skrev, bliver der brugt milliarder på at bekæmpe terrorisme eller på at bekymre sig om en ny kold krig med Rusland, hvor klimaforandringerne skal ses som "en eksistentiel trussel mod alle større trusler". Bogen argumenterer for, at i betragtning af klimaændringernes presserende karakter, er lande frem for overnationale foreninger bedst placeret til at lede handling. Som enhver risiko for staten kræver dette en reel samordnet handling: "Vi er nødt til at genoverveje kampen mod klimaændringer i nationalistiske termer: at beskytte nationalstater, deres interesser og deres fremtidige overlevelse." Lieven skriver, at mens nogle lande måske tror, ​​at de dybest set er immune over for klimaændringer og frie til at ignorere dem - Rusland er et ledende eksempel - så har de glemt, hvordan klimaændringer vil påvirke deres naboer. Lieven bemærker, at migration vil være det største problem for Rusland og mange andre lande. Nationalisme kan ifølge Lieven være den mest nyttige kraft mod klimaændringer, samtidig med at man bemærker, at man for enhver pris undgår "etnisk nationalisme" og i stedet bygger "borgerlig nationalisme" [11] .

Bøger

Noter

  1. ↑ Anatol Lieven // Babelio  (fr.) - 2007.
  2. ↑ Anatol Lieven - Carnegie Endowment for International Peace (utilgængeligt link) . Dato for adgang: 16. januar 2008. Arkiveret fra originalen 12. januar 2008. 
  3. ↑ Contemporary Authors: A Bio-bibliografisk Guide to Current Writers in Fiction, General Nonfiction, Poesy, Journalism, Drama, Motion Pictures, Television and Other Fields, bind 145  Gale Research Company, 1995
  4. ↑ 1 2 3 4 5 6 Anatol Lieven // Internet Archive kopi af The Harvard Colloquium of International Affairs , 14. november 2004
  5. ↑ Russiske liberale i limousiner (The National Interest, USA) . Hentet 25. april 2020. Arkiveret fra originalen 8. februar 2018.
  6. ↑ 1 2 3 4 U.S. Biografi // Kopi af Holocaust Memorial Museums hjemmeside på Internet Archive , 22. oktober 2008
  7. ↑ Amerika rigtigt eller forkert Anatomy of American Nationalism Anatol Lieven . Hentet 17. april 2008. Arkiveret fra originalen 29. september 2007.
  8. ↑ Bøger | John C. Hulsman Enterprises . Hentet 25. april 2020. Arkiveret fra originalen 20. februar 2020.
  9. ↑ Mishra, Pankaj Pakistan: A Hard Country af Anatol Lieven –  anmeldelse . The Guardian (1. maj 2011). Hentet 25. april 2020. Arkiveret fra originalen 26. juli 2020.
  10. ↑ Adam Tooze. Politik for verdens ende  (engelsk) . www.newstatesman.com (1. april 2020). Hentet 25. april 2020. Arkiveret fra originalen 25. april 2020.
  11. ↑ Jeremy Williams. Boganmeldelse: Klimaændringer og nationalstaten, af Anatol  Lieven . The Earthbound Report (16. marts 2020). Hentet 25. april 2020. Arkiveret fra originalen 24. september 2020.

Links

Artikler

Interview

  Gå til Wikidata-elementet