Et blæsehul er et åndehul i hvaler , som som regel er placeret helt i toppen af hovedet og repræsenterer modificerede og forskudte næseåbninger (næsebor) til toppen af hovedet.
Hos alle hvaler er blæsehullet udstyret med en ventil, takket være hvilken det lukker tæt, når dyret dykker, og åbner sig, når det kommer frem [1] .
Åbning og lukning af blæsehullet sker refleksivt, stimulansen til dette er fornemmelsen af en ændring i miljøet, når toppen af hvalens hoved er nedsænket i vand, eller omvendt, den kommer i kontakt med luft. Hos en nyfødt hval sker det første åndedrag på grund af denne refleks i det øjeblik, hvor dens blæsehul dukker op over vandet for første gang [2] .
Spermhvalens blæsehul er i form af et aflangt latinsk bogstav S, mens det er forskudt til venstre forreste hjørne af hovedet. Nogle tandhvaler har et halvmåneformet blæsehul med en konveks side bagud ( næbhvaler ) [3] . Direkte under blæsehullet i hovedet er luftsække dannet af særlige udvidelser af næsepassagerne. Disse luftsække spiller en vigtig rolle i stemmesignalering og ekkolokalisering ; desuden indeholder de luft, som hvalen bruger ved dykning.
Når hvalen stiger op til overfladen, danner luften, den udånder, mættet med vanddamp, i kontakt med kulden udenfor, en dampsøjle (den såkaldte fontæne). Formen på springvandet varierer afhængigt af hvaltypen. Tidligere identificerede hvalfangere hvaltypen med høj nøjagtighed fra springvandet. Så kaskelothvalens fontæne er meget karakteristisk, da den ikke er rettet opad, som hos andre hvaler, men skråt fremad. Springvandet for den sydlige rethval har også en unik form - den gafler sig i en V-form [1] . Luften presses gennem blæsehullet med en sådan kraft, at den frembringer en høj trompetlyd, der kan høres på lang afstand i stille vejr. Dette gælder dog kun for store hvaler - hos små hvaler og delfiner høres lyden kun på nærmeste afstand, og springvandet er ikke synligt [4] .