Diazotering

Den aktuelle version af siden er endnu ikke blevet gennemgået af erfarne bidragydere og kan afvige væsentligt fra den version , der blev gennemgået den 29. april 2016; checks kræver 5 redigeringer .

Diazotering  er vekselvirkningen mellem aromatiske aminer og HNO 2 for at danne en aromatisk diazoforbindelse . Normalt, ved diazotering, anvendes NaNO 2 i nærværelse af et overskud af uorganisk syre :

hvor R er et organisk radikal . Diazotering bruges til fremstilling af adskillige aromatiske forbindelser , især azofarvestoffer . Reaktionen blev opdaget i 1858 af Peter Griess . Faktisk bruges der ikke støkiometriske mængder HCl i reaktionen, men et tredobbelt overskud pr. mol amin - et mol syre bruges til at danne nitrosoacidium-kationen ON-OH 2+ , et mol bruges til at danne en diazotiserende NOCl-partikel , og det tredje mol HCl bruges til at opnå et chloridsalt diazonium R—N≡NCl.

Betingelser for diazotering

Diazotiseringsreaktionen finder sted i kulden - normalt ved temperaturer fra 0 til 5 ° C. Hvis temperaturregimet ikke overholdes, vil dannelsen af ​​biprodukter - diazoharpikser og selve diazoforbindelsen nedbrydes. Da reaktionen med natriumnitrit er eksoterm, er effektiv afkøling af blandingen nødvendig. I industrien gøres dette ved at lede kølemidlet gennem en spole inde i apparatet eller ved at fylde is i bidder og i laboratoriet ved at bruge et is-saltbad.

Forholdsregler

De oprindelige stoffer til diazotering - aminer og natriumnitrit  - er giftige forbindelser. Diazoforbindelser er meget ustabile og nedbrydes efter kort tid i en vandig opløsning, og når de tørres, bliver de ekstremt eksplosive. En eksplosion kan være forårsaget af stød, friktion, opvarmning, en elektrisk gnist. Derfor er det nødvendigt at træffe foranstaltninger for at forhindre udtørring af diazoforbindelser på opbevaringssteder eller utilsigtet spild - på gulvet i værksteder, på dæksler og flanger på apparater eller på laboratorieglas.

Litteratur