Ajam ( arabisk. عجم - ikke-arabisk, dårligt talende arabisk) - iransktalende muslimske folk i de østlige provinser af det arabiske kalifat , som hovedsageligt boede i Khorasan , Transoxiana og Turkestan .
Under islamiseringsprocessen af regionerne i Syd- og Centralasien blev principperne for normativ islam smeltet sammen med de gamle religiøse og kulturelle traditioner hos de folk, der bor der. De islamiserede folkeslags spirituelle substrat havde en betydelig indflydelse på islam, som med tiden blev deres "egen" religion. Ajam-folkenes islam fik specifikke træk, manifesteret i religiøse begreber, ritualer, kunst og anvendt kunst osv. Således fejrede de præ-islamiske persiske navne på religiøse begreber (religion, synd, profet osv.), fejringen af hedensk nytår ( Navruz ), ildkulten (lamper i mazarer , zoroastriske ritualer) [1] .
På trods af at normativ islam forbyder afbildning af levende væsener (mennesker, udyr, dyr osv.), har vægmalerier overlevet i Khuttalyan- og Ghaznavid-herskernes paladser; billeder af fantastiske dyr, berømte skoler af miniaturister i Bukhara og Herat [1] .
På trods af sharias negative holdning til alkoholholdige drikkevarer er vinfremstillingskulturen blevet bevaret i de regioner, hvor Ajam-folket har traditionelt ophold. Musallas var den mest almindelige vinsort. Vin i Hamriyyat- genren blev sunget af klassikerne fra persisk-tadsjikisk litteratur (Rudaki, Khayyam, Khafiz, etc.) og afbildet i bogminiaturer, på sølv-, bronze- og keramikfade. Talrige fester for herskere og adelsmænd blev ledsaget af at drikke vin [1] .
Ajam-folkenes begravelsesritual bevarede sådanne præ-islamiske traditioner som overholdelse af sørgedage, iført sørgetøj, semi-underjordiske strukturer og jordstrukturer (dakhma, makbara, sagan) osv. [1] .