Chateaudun
Chateaudun ( Châteaudun ) er en fransk by ved Loire - floden , i departementet Eure et Loire , kendt i middelalderen som skytsbyen for det eponyme Viscountcy og amtet Dunois . Repræsentanter for Châteaudun-huset besatte det imponerende slot Châteaudun , som har overlevet den dag i dag og blev omhyggeligt restaureret i det 20. århundrede. Befolkning 14 tusinde indbyggere. (2007).
Byen ligger på en bakke i Dunois -regionen , i skæringspunktet mellem vejene fra Chartres til Tours og fra Orleans til Le Mans - hvor grænserne for regionerne Orleans , Bos og Perche i gamle dage gik sammen . Dens mest berømte ejer var Comte Jean de Dunois , fra hvem familien af grever og hertuger af Longueville nedstammede, som beholdt Châteaudun indtil 1694. Efter døden af den sidste af Longuevilles blev grevskabet Dunois en del af det kongelige domæne .
Byens navn består af to rødder, som på latin og gallisk betyder " castrum " og " dun ". Byen har været kendt siden det 6. århundrede , hvor Gregor af Tours nævner den i sin Historie om Frankerne under det latiniserede navn Castrum Dunense . Under Robespierre blev byen kortvarigt omdøbt til Dune-sur-Loire ( Dun-sur-Loir ).
Demografi
|
|
|
|
|
Udsigt over det middelalderlige Chateau de Château
|
|
I udkanten af Chateaudun
|
|
Renæssancepaladset i Longueville
|
Noter
- ↑ database over franske kommuner - National Geographic Institute of France .
- ↑ 1 2 Populations legales 2019 - National Institute of Statistics and Economic Research of France , 2022.
- ↑ Base officielle des codes postaux - La Poste , 2018.
- ↑ 1 2 3 4 5 6 7 Populations legales communales depuis 1968 - Det nationale institut for statistik og økonomisk forskning i Frankrig .
- ↑ Recensement de la population 2015 - 2017.
- ↑ Populations legales 2016 - National Institute of Statistics and Economic Research of France , 2018.
- ↑ Populations legales 2017 - National Institute of Statistics and Economic Research of France , 2019.
- ↑ Populations legales 2018 - National Institute of Statistics and Economic Research of France , 2020.
Litteratur