Chichisbey ( italiensk cicisbeo , pl. cicisbei ) - "i Italien (hovedsageligt i det 18. århundrede) - en konstant følgesvend af en velhavende gift kvinde, der ledsager hende på gåture og forlystelser" [1] , ofte også hendes elsker.
I de XVIII-XIX århundreder i Italien var der en skik, ifølge hvilken en gift dame skulle optræde offentligt (i kirken, på en gåtur osv.) ledsaget af en konstant ledsager (med kendskab til sin mand). Denne praksis, kaldet chichisbeisme , eksisterede blandt adelen i Venedig , Genova , Nice , Firenze og Rom . Ifølge nogle kilder blev tilstedeværelsen og status af chichisbey fastsat i ægteskabskontrakter, ifølge andre er dette kun en specificitet af datidens skikke, ikke fastsat i dokumenter. Chichisbeisme ses af nogle som et tegn på den voksende frigørelse af kvinder i det 18. århundredes aristokrati.
På en eller anden måde er denne skik solidt forankret. Ægtemænd tolererede eller behandlede ham som regel positivt. Således var Lord Byron Chichisbey af grevinde Teresa Guiccioli (som til sidst skilte sig fra sin mand for Byrons skyld).
Chichisbei overholdt visse adfærdsregler og undgik normalt offentlig manifestation af følelser for elskerinden. Ved underholdningsarrangementer stod de ofte bag den siddende elskerinde og hviskede hende i øret (en af versionerne af ordets oprindelse er en hviskens onomatopoeia ). Datidens skikke tillod dem ikke at have et forhold til en anden kvinde i deres fritid. Begge parter kan afslutte forholdet til enhver tid.
Instituttet for chichisbeys blev brugt i deres historier af forfatterne til nogle komiske operaer, for eksempel er chichisbeys til stede i librettoen af Rossinis operaer " Italiensk i Algeriet " og " Tyrk i Italien ".
Ordet "chichisbey" bruges lejlighedsvis i overført betydning for legende at henvise til en gentleman eller elsker.
Fonvizin Denis Ivanovich [2] :
»Korruptionen af moral i Italien er usammenlignelig større end Frankrig selv. Her er bryllupsdagen skilsmissedagen. Så snart en pige er gift, skal hun straks vælge en cavaliere servente [3] til hende, som ikke forlader hende et minut fra morgen til aften. Han rejser med hende overalt, tager hende med overalt, sidder altid ved siden af hende bag kort, giver og blander kort for hende, kort sagt, han er som hendes tjener, og efter at have bragt hende alene i en vogn til hendes mands hus, går han huset kun, når hun går i seng med sin mand. Når et skænderi med en elsker eller chichisbey, forsøger den første mand at forene dem, ligesom konen forsøger at overholde aftalen mellem sin mand og hans elskerinde. Enhver dame, der ikke havde en chichisbey, ville blive foragtet af hele offentligheden, fordi hun ville blive æret som uværdig til tilbedelse, eller en gammel kvinde. Heraf følger, at her er hverken fædre eller børn. Ingen far betragter sin kones børn som sine egne, ingen søn betragter sig selv som søn af sin mors mand. Adelen her er netop fra den i ekstrem fattigdom og i ekstrem uvidenhed. Alle ødelægger hans ejendom, vel vidende at der ikke er nogen til at læse det, og en ung mand, der er blevet en chichisbey, så snart han forlod fyrene, har ikke længere et minuts tid til at studere, fordi han bortset fra søvn lever ubønhørligt i ansigtet på sin dame og vakler som en skygge bag hende. Mange damer indrømmede ærligt over for mig, at den uundgåelige skik med at have en chichisbey er deres ulykke, og at det ofte, fordi de elsker deres mand uforlignelig mere end deres kavaler, er trist for dem at leve i en sådan tvang. Det er nødvendigt at vide, at konen, efter at være vågnet, ikke længere ser sin mand, før det er nødvendigt at gå i seng. I Genova har denne skik nået en sådan vanvid, at hvis offentligheden ser en mand og en kone sammen, vil de skrige, fløjte, grine og jage den stakkels mand væk. I hele Italien vil en dame med en dame alene ikke gå nogen steder og kan ikke vise sig selv nogen steder. Kort sagt, tomfoolery har ingen ende.