Centralasien plus Japan er et politisk initiativ fra Japan og landene i Centralasien : Kasakhstan , Kirgisistan , Tadsjikistan og Usbekistan , udtrykt i form af en dialog med det formål at udvikle forbindelserne mellem Japan og landene i Centralasien og bringe dem til et nyt niveau [1] , samt et forum for udvikling af interregionalt samarbejde (ifølge erklæring fra Japans udenrigsministerium [2] .
Den 28. august 2004, i Astana , blev begyndelsen på en dialog mellem regeringerne i de centralasiatiske lande og Japan annonceret. Den fælles erklæring omfattede synspunkter om grundlæggende principper og værdier, udviklingen af regionens forbindelser med Japan, intraregionalt samarbejde i Centralasien og samarbejde på den internationale arena. Fire mål er blevet fremsat: [1]
Som bemærket i Kawaguchis Tashkent-tale, er dialogen blevet en "ny dimension", eller rettere en "mulighed" for multilateralt samarbejde mellem Japan og Centralasien. Følgende blev identificeret som de grundlæggende principper for dialogmekanismen: (1) respekt for mangfoldighed; (2) konkurrence og koordinering; (3) åbent samarbejde. [3]
Et år senere godkendte deltagerne i formatet fem hovedsøjler i dialogen, nemlig: (1) politisk dialog; (2) interregionalt samarbejde; (3) erhvervsfremme; (4) intellektuel dialog og (5) humanitære udvekslinger. [fire]
Derudover identificerede parterne 10 områder af størst interesse på det tidspunkt for at fremme intraregional integration, herunder: (1) bekæmpelse af terrorisme; (2) bekæmpelse af narkotikahandel; (3) clearance; (4) udryddelse af fattigdom ; (5) sundhedspleje; (6) miljøbeskyttelse ; (7) vandproblemer; (8) energi; (9) handel og investeringer; (10) transport. [5]
En analyse af dialogens aktiviteter viser, at deltagerne i CAEF fortsætter med at overholde de givne rammer. Siden 2004 er der blevet afholdt mere end 40 møder og arrangementer gennem Dialogen, heraf 7 på ministerniveau, 13 på højtstående embedsmandsniveau (viceudenrigsminister eller direktør for Udenrigsministeriets Politiske Afdeling) og 11 på niveau. af eksperter. I matematiske termer er dialogens aktivitet lig med 2,7 arrangementer om året.
I årenes løb har parterne kunne vedtage 12 endelige dokumenter, herunder to handlingsplaner (2006 og 2019) og to køreplaner - inden for landbrug (2014) og transport og logistik (2017). Grundhandlingsplanen fra 2006 er i øvrigt ikke blevet opdateret siden dengang og blev kun suppleret med nye tiltag på tidligere definerede områder (2014, 2017 og 2019). Samtidig blev gennemgangen af handlingsplanen kun gennemført af de lande, der deltog i dialogen, én gang. [6]
På den indledende fase deltog Turkmenistan på trods af sin neutralitetsstatus stadig i dialogens arbejde, dog på et mindre synligt niveau i forhold til andre lande. Først i 2014, ti år efter det første ministerråd, kunne udenrigsministrene fra Centralasien og Japan for første gang samles med fuld styrke i Bishkek.
Det er bemærkelsesværdigt, at med undtagelse af et arbejdsmøde i 2004 i Bulgarien, "på sidelinjen" af OSCE's ministerråd, finder alle dialogmøder traditionelt sted i Japan eller de centralasiatiske lande, hvor Tokyo tegner sig for mere end 60 % af alle møder. Det næste ministermøde skulle igen afholdes i Japan, foreløbigt i 2020.
På trods af de indgåede aftaler inviterer dialogdeltagerne desuden ikke aktivt tredjelande eller internationale organisationer til deres møder. Det første og eneste fremmede land, der deltager i dialogen (2006 og 2019), er Afghanistan. Indtil videre er det i talerne fra Kawaguchi, Taro Aso (japansk udenrigsminister i 2005-7, som i øjeblikket varetager posten som vicepremierminister - finansminister) og nu Japans nuværende udenrigsminister, Taro Kono, at man kan spore ønsket om at udvide dialogens geografi gennem Afghanistan og andre lande i Sydasien. Desuden nævner forumdokumenterne sjældent deltagelse af repræsentanter for internationale finansielle strukturer, for eksempel Den Asiatiske Udviklingsbank eller Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling.
Relativt for nylig blev ideen om Tyrkiets mulige involvering i dialogen også rejst i det akademiske samfund. I denne sammenhæng bør flere interessante fakta bemærkes.
I 2006, inden for rammerne af dialogen, blev ideen om at afholde det første topmøde for landene i Centralasien og Japan givet udtryk for (et lignende, men skjult budskab kan findes i tidligere dokumenter). Dette initiativ, som næppe ville passe lederne af de centralasiatiske lande i dag, forblev dog på papiret.
Derudover blev der inden for rammerne af Dialogen gentagne gange fremsat forslag om at skabe en samlet struktur for at intensivere forretningsforbindelserne. Som følge heraf kunne Dialogen kun producere to mindre markante initiativer - Det Økonomiske Forum (der i øjeblikket fungerer som Erhvervsdialogen) (2011) og Arbejdsgruppen (2014), hvis arbejde desværre ikke har et klart og regelmæssigt grundlag.
Disse kendsgerninger kan naturligvis indikere parternes ønske, nemlig landene i Centralasien, om at begrænse antallet af deltagende parter og fokusere på udviklingen af politisk dialog og økonomisk partnerskab med Japan. Men som du kan se, nyder ikke alle de initiativer, der er annonceret inden for rammerne af Dialogen, parternes fulde opbakning.
Ikke desto mindre var parterne på trods af vanskelighederne ved en multilateral tilgang stadig i stand til at udvikle visse normer og spilleregler.
For det første har Dialogen sin egen unikke arkitektur - møder mellem udenrigsministre, højtstående embedsmænd samt erhvervslivet og den akademiske verden ("second track diplomacy").
For det andet forstår landene, at dialogens aktiviteter skal være praktiske. Indtil videre har den japanske side været i stand til at træffe flere vigtige beslutninger: organisering af uddannelser for regionale eksperter (1000 personer i 2004 og 2000 personer i 2017), finansiering af FN's fødevare- og landbrugsorganisation for græshoppebekæmpelse (2015), blødgøring af Japansk visumordning for borgere i centralasiatiske lande (2017) osv.
Derudover er der udført flere større undersøgelser af japanske organisationer om lovende nye samarbejdsområder inden for energi, landbrug, transport, logistik og nødsituationer.
Det er dog åbenlyst, at antallet af igangværende projekter ikke svarer til den lange historie med samarbejde inden for rammerne af Dialogen. Desuden viser projektanalysen, at dette initiativ i høj grad fungerer som en bekvem platform til at generere de mest acceptable initiativer/projekter for japanske organisationer og virksomheder, herunder gennem internationale og regionale organisationer.
For det tredje er parterne opmærksomme på, at nogle projekter kan være af begrænset karakter, dvs. designet til to eller tre lande. Derudover har japansk side gentagne gange sagt, at projekter skal være af regional karakter, nyde støtte fra alle deltagere i processen og om muligt passe til beskrivelsen af den såkaldte. "Japanske detaljer", dvs. bør sigte mod at styrke samarbejdet med Japan og sørge for brugen af japansk "knowhow".
I løbet af de sidste 15 år har Japan også gentagne gange forsøgt at identificere sin rolle i denne proces. I første omgang positionerede Japan sig som en "naturlig partner" for de centralasiatiske lande. Lidt senere dukkede udtrykket "katalysator" op i det japanske diplomatiske leksikon, som japanske politikere og diplomater fortsætter med at bruge den dag i dag.
Samtidig var det vigtigste ved Dialogen, at Kawaguchi i den indledende fase nægtede at bruge den såkaldte checkhæfte diplomati. Ikke desto mindre annoncerede den tidligere chef for det japanske udenrigsministerium, Fumio Kishida, i 2017, efter resultaterne af det 6. ministerråd, Tokyos hensigt om at finansiere transport- og logistikprojekter i regionen for et beløb på 24 milliarder yen. I 2014, efter resultaterne af det 4. ministerråd, annoncerede Koichiro Gemba, Kishidas forgænger som udenrigsminister, også Tokyos parathed til at finansiere $700 millioner i regionale projekter relateret til millenniumudviklingsmålene.
På denne baggrund blev seniorembedsmandsmødet tildelt rollen som gennemgang og overvågning af de projekter, der behandles under dialogen.
Blandt mange eksperter er der også en stærk opfattelse af Dialogen som et produkt af japanske geopolitiske ambitioner og Tokyos ønske om at konkurrere med Rusland og Kina. Ikke desto mindre er der i mødets endelige dokumenter, med undtagelse af nogle få tilfælde, ingen direkte referencer til andre lande, for eksempel USA og det samme Rusland og Kina. Det kan antages, at der er en vis konsensus blandt landene om politiske diskussioner og bilateralt samarbejde med tredjelande. Så i 2012, på baggrund af endnu en forværring af de diplomatiske forbindelser mellem Japan og Kina, udtalte det japanske udenrigsministerium for første og sidste gang, at "dialogen ikke er rettet mod nogen specifikke lande."
I 2019 aftalte de centralasiatiske lande i Samarkand, at de fra nu af vil koordinere deres holdninger inden for rammerne af multilaterale dialogplatforme, herunder med USA, Republikken Korea, EU og Japan.
Det er indlysende, at landene i regionen har til hensigt at ændre arbejdet i disse fora under hensyntagen til de ændrede realiteter i regionen i dag.