Rugy, Francois

François Goullet de Rugy ( fr.  François Goullet de Rugy ; født 6. december 1973) er en fransk politiker , medlem af Republikken Forward! ”, formand for Frankrigs nationalforsamling (2017-2018). Minister for omfattende miljøomdannelser (2018-2019).

Biografi

Repræsentant for en gammel adelsfamilie Gulle de Rugy , uddannet fra Institut for Politiske Studier i Paris [1] .

Politisk karriere i De Grønnes rækker

I 1991 blev han en ung aktivist i den økologiske generation , i 1997 flyttede han til De Grønne og tabte samme år valget til Frankrigs nationalforsamling i 3. distrikt i Loire-Atlantique-afdelingen , hvor han fik 3,87% af stemmerne (den daværende borgmester blev vinderen Nantes socialist Jean-Marc Herault ) [2] .

Fra 2001 til 2008 var han viceborgmester i Nantes.

I 2007 blev han valgt ind i Frankrigs nationalforsamling fra 1. arrondissement i Loire-Atlantique-afdelingen.

Fra 2008 til 2014 var han medlem af kommunalbestyrelsen i Orvo i Loire-Atlantique-afdelingen.

I 2012 blev han genvalgt til nationalforsamlingen fra partiet Europe Ecology Green .

Den 2. september 2015 forlod han sammen med sine støtter EØS og annoncerede oprettelsen af ​​Økologer! [3] .

I maj 2016 flyttede han sammen med fem andre deputerede fra EP til socialistpartiets fraktion , hvilket provokerede opløsningen af ​​den miljøaktive fraktion og blev en af ​​næstformændene for Nationalforsamlingen [4] .

Modsatte sig planer om at bygge en Grand West Lufthavn i Notre-Dame-de-Landes (Antlantic Loire-afdelingen) og gik ind for at annektere Nantes til regionen Bretagne .

Den 22. januar 2017 modtog han 3,88 % af stemmerne i " venstreprimærvalgene ", som havde til formål at nominere en enkelt kandidat ved det kommende præsidentvalg , forblive på femtepladsen og ikke nå anden runde [5] .

Karriere med Forwarden, Republik!

Den 22. februar 2017 annoncerede han sin støtte til præsidentkampagnen for kandidaten til Forward, Republic! » Emmanuel Macron [6] .

Den 23. april og den 7. maj 2017 blev der afholdt præsidentvalg, hvoraf vinderen var Macron.

Den 11. og 18. juni 2017 blev der afholdt to runder af parlamentsvalg , hvor partiet Forward, Republic! vandt en triumferende sejr.

I sit 1. arrondissement af Loire-Atlantique-afdelingen blev Francois de Rugy genvalgt med en score på 66,14 % og meddelte allerede den 19. juni, at han havde til hensigt at stille op til præsidentposten for nationalforsamlingen [7] .

Den 27. juni 2017 blev han valgt til præsident for nationalforsamlingen (den fjerde vigtigste position i landet) med et flertal på 353 stemmer ud af 577 mod 94 stemmer til den republikanske kandidat Jean-Charles Togurdo og 34 stemmer for repræsentanten for de "konstruktive republikanere" og Unionen af ​​Demokrater og Uafhængige Laura de La Rodier [8] .

Minister for omfattende miljøomdannelse

Den 4. september 2018 modtog han porteføljen af ​​minister for omfattende miljøomdannelser i Philips anden regering [9] .

Den 10. og 11. juli 2019 offentliggjorde Mediaparts informationsportal information om de luksuriøse middage arrangeret af De Rugy mellem oktober 2017 og juni 2018, hvor han var formand for Nationalforsamlingen, på offentlig regning, samt renovering af private lejligheder , også på bekostning af skatteyderne, i et beløb på omkring 63 tusind euro. Derudover anklagede siden lederen af ​​De Rugy-ministerapparatet, Nicole Klein , for at bruge socialt boligbyggeri i Paris fra 2006 til 2018, selvom hun i denne periode ikke boede i hovedstaden, hvor hun ifølge Mediapart, antallet af mennesker med behov for en sådan bolig er et tal omkring 200 tusinde mennesker [10] . De Rugy forklarede behovet for middage med repræsentationsudgifter og vurderede renoveringsarbejdet i hans lejlighed som socialt betydningsfuldt, eftersom han bor i palæet Roclair , bygget i begyndelsen af ​​det 18. århundrede og beboet af miljøet. ministerium [11] . Nicole Klein oplyste, at hun modtog den nævnte lejlighed i 2002 på lovlig vis, og siden 2006 har hun boet der fra tid til anden i flere dage, herunder som præfekt for Pays of the Loire -regionen , men i modsætning til påstanden fra Mediaparts hjemmeside, hun brugte det aldrig som møbellager. Generelt forklarede hun det faktum at beholde lejligheden i lang tid ved uagtsomhed og ikke af økonomiske interesser, og anklagede De Rugy for, at han besluttede at "redde sit hoved ved at erstatte mit" [12] .

Den 16. juli 2019 trak De Rugy op [13] og anlagde en retssag mod Mediapart og anklagede ham for ærekrænkelse . Få minutter efter fratrædelsen offentliggjorde portalen en ny anklage: ifølge dens oplysninger inkluderede De Rugy i 2013 og 2014 9.200 euro i EØS -medlemskabsgebyrer i størrelsen af ​​budgetmæssig kompensation for parlamentsudgifter, hvilket ikke anbefales fra det punkt. syn på parlamentarisk deontologi [14] .

Vend tilbage til parlamentet

Den 17. august 2019 vendte de Rugy tilbage til nationalforsamlingen og fornyede sit parlamentariske mandat, afbrudt mens han arbejdede i regeringen [15] .

Se også

• Stedfortrædere for nationalforsamlingen fra departementet Loire-Atlantique

Noter

1. ↑ François de Rugy  (fr.) . Paris Match. Hentet 27. juni 2017. Arkiveret fra originalen 5. juli 2017.
2. ↑ Margaux Lacroux. François de Rugy, de la Loire-Atlantique au perchoir  (fransk) . Befrielse (27. juni 2017). Hentet 27. juni 2017. Arkiveret fra originalen 27. juni 2017.
3. ↑ François de Rugy annonce le lancement du parti "écologistes!"  (fr.) . Europa 1 (8. september 2015). Hentet 27. juni 2017. Arkiveret fra originalen 13. oktober 2015.
4. ↑ François de Rugy  (fr.) . Le point. Hentet 27. juni 2017. Arkiveret fra originalen 1. juli 2017.
5. ↑ Primaire à gauche: François de Rugy fait durer le (faux) suspense  (fransk) . L'Express (23. januar 2017). Hentet 27. juni 2017. Arkiveret fra originalen 28. juni 2017.
6. ↑ J.Cl. Præsidentielle : Rugy, ex-kandidat à la primaire PS, rallie Macron  (fr.) . Le Parisien (22. februar 2017). Hentet 27. juni 2017. Arkiveret fra originalen 2. juli 2017.
7. ↑ Arthur Berdah. À peine réélu, François de Rugy postule à la présidence de l'Assemblée  (fransk) . Le Figaro (19. juni 2017). Hentet 28. juni 2017. Arkiveret fra originalen 27. juni 2017.
8. ↑ Manon Rescan og Alexandre Lemarié. François de Rugy er præsident for l'Assemblée nationale  (fransk) . Le Monde (27. juni 2017). Hentet 27. juni 2017. Arkiveret fra originalen 27. juni 2017.
9. ↑ Alexandre Lemarie. Remaniement: François de Rugy erstatter Nicolas Hulot au ministère de la transition écologique  (fransk) . Le Monde (4. september 2018). Hentet 4. september 2018. Arkiveret fra originalen 4. september 2018.
10. ↑ Dîners fastueux, "travaux de confort" et directrice de cabinet limogée... le point sur les affaires concernant François de Rugy  (fr.) . Le Monde (11. juli 2019). Hentet 11. juli 2019. Arkiveret fra originalen 11. juli 2019.
11. ↑ Michael Bloch. Dîners, HLM, travaux: ce que François de Rugy répond aux anklager  (fransk) . Le Journal du Dimanche (11. juli 2019). Hentet 11. juli 2019. Arkiveret fra originalen 11. juli 2019.
12. ↑ Anne-Charlotte Dusseulx. Remerciée, la directrice de cabinet de Rugy donne sa version des faits et charge le ministre  (fransk) . Le Journal du Dimanche (12. juli 2019). Hentet 12. juli 2019. Arkiveret fra originalen 12. juli 2019.
13. ↑ Pierre Lepelletier. François de Rugy démissionne du gouvernement  (fransk) . Le Figaro (16. juli 2019). Hentet 16. juli 2019. Arkiveret fra originalen 16. juli 2019.
14. ↑ Alexis Boisselier. François de Rugy démissionne du gouvernement et porte plaine contre Mediapart  (fransk) . Le Journal du Dimanche (16. juli 2019). Hentet 16. juli 2019. Arkiveret fra originalen 16. juli 2019.
15. ↑ Gael Vaillant. François de Rugy retrouve søn siège de député  (fransk) . Le Journal du Dimanche (16. august 2019). Hentet 17. august 2019. Arkiveret fra originalen 16. august 2019.

Links

• M. François de Rugy  (fr.) . Frankrigs nationalforsamling . Dato for adgang: 27. juni 2017.

I sociale netværk	Twitter Facebook
I bibliografiske kataloger BNF : 16607606f GND : 1078330646 ISNI : 0000 0003 7117 2160 LCCN : n2012076712 SUDOC : 164531831 VIAF : 250659381 WorldCat VIAF : 250659381