Fosfitter er salte af phosphorsyre H 3 PO 3 . Anionen af phosphorsyre (HPO 3 2− ) er en polyatomisk ion , hvori det centrale atom er et phosphoratom i +3 oxidationstilstand [1] . Dens molekylære geometri er omtrent tetraedrisk [2] .
Bindingen kan forklares i form af resonansstrukturer (der er tre ækvivalente strukturer, der indeholder en dobbeltbinding), der effektivt delokaliserer negative ladninger mellem ækvivalente oxygenatomer. Fire resonansstrukturer af phosphit-ionen:
Mange salte af phosphorsyre, såsom ammoniumphosphit, er meget opløselige i vand. Nogle gange henvises navnet phosphites også til esterne af denne syre, organophosphorforbindelser med formlen P(OR) 3 .
Fosforsyre er den konjugerede syre af phosphitanionen (H 3 PO 3 eller HPO(OH) 2 ). Også denne syre kaldes orthophosphor- eller dihydroxyphosphinoxid. Fosforsyre er en dibasisk syre, fordi et af hydrogenatomerne er bundet direkte til det centrale fosforatom og ikke kan ioniseres. Den mere logiske kemiske formel ville således være HPO(OH) 2 , da kun to hydroxylgrupper faktisk er til stede i syremolekylet.
Sure phosphiter (hydrophosphiter), såsom NH 4 HPO 2 OH, kan opnås fra phosphorsyre , HPO(OH) 2 [1] . Hydrogenbindinger mellem anioner fører til dannelsen af polymere anioniske strukturer [2] . Ved omsætning af phosphorsyre med metalcarbonater blev der opnået salte såsom RbHPHO 3 , CsHPHO 3 , TlHPHO 3 . Disse forbindelser indeholder et polymerlag af anioner bestående af HPO 3 -tetraedre forbundet med hydrogenbindinger. Mellem sådanne lag er der lag af metalkationer [3] .
Pyrophosphiter (diphosphites) kan opnås ved forsigtigt at opvarme hydrophosphiter under reduceret tryk. De indeholder H 2 P 2 O 5 2− ionen , som er mere korrekt skrevet som [HPO 2 O−PO 2 H] 2− [1] [2] .
![]() |
---|