Filip II august

Den aktuelle version af siden er endnu ikke blevet gennemgået af erfarne bidragydere og kan afvige væsentligt fra den version , der blev gennemgået den 13. oktober 2022; checks kræver 2 redigeringer .
Filip II august
fr.  Philippe II Auguste

Segl af Philip II Augustus, 1180
Konge af Frankrig
1. november 1179  - 14. juli 1223
Kroning 1. november 1179 , Reims Cathedral , Reims , Frankrig
Sammen med Louis VII  ( 1. november 1179  -  18. september 1180 )
Forgænger Ludvig VII
Efterfølger Ludvig VIII
Fødsel 21. august 1165 Île-de-France , Frankrig( 1165-08-21 )
Død 14 juli 1223 (57 år) Île-de-France , Frankrig( 14-07-1223 )
Gravsted
Slægt capetianere
Far Ludvig VII
Mor Adele Champagne
Ægtefælle 1.: Isabella de Hainaut
2.: Ingeborg af Danmark
3.: Agnes af Meran
Børn Fra 1. ægteskab:
søn: Louis VIII .
Fra 3. ægteskab:
sønner: Jean-Tristan, Philippe Urpel
datter: Maria
bastard:
søn: Pierre Charlot
Holdning til religion Kristendom
kampe
 Mediefiler på Wikimedia Commons

Philip II August ( fr.  Philippe Auguste ; 21. august 1165  - 14. juli 1223 , Mantes ) - Konge af Frankrig siden 1180 , søn af kong Ludvig VII den Unge og hans tredje hustru Adele af Champagne .

Den første konge af Frankrig, der begyndte at bruge den egentlige titel "Konge af Frankrig" ( rex Franciae ) i stedet for titlen "Frankernes Konge" ( rex Francorum eller Francorum rex ), såvel som den første af capetianerne , som overført magten til arvingen uden at krone ham i hans levetid. Philip udvidede betydeligt sammensætningen af ​​det kongelige domæne , herunder erobrede de fleste af den engelske konge John the Landless 's kontinentale besiddelser . Derudover gennemførte han en række reformer, der i høj grad begrænsede de franske aristokraters magt og sikrede rigets finansielle stabilitet. Ved slutningen af ​​Filips regeringstid var kongen af ​​Frankrig blevet den mest magtfulde feudalherre i riget, og riget selv var blevet den mest velstående og magtfulde stat i Europa.

Biografi

Oprindelse

Philips far, Louis VII , kunne ikke få en arving i lang tid. Efter sin skilsmisse fra arvingen fra Aquitaine , Alienora , blev han overlevet af to døtre. Hans anden kone, Constance af Castilla , fødte ham også to døtre, der døde i barselsseng med den anden. Efter hendes død i 1160 skyndte kongen sig at gifte sig en tredje gang. Valget faldt på Adele, datter af greven af ​​Blois og Champagne Thibault IV . Landene tilhørende Blois-Champagne-familien omringede det kongelige domæne på begge sider, og greverne viste ofte ulydighed, men den fælles fjende for Thibault IV's og kongens tre sønner var Henrik af Anjou , som giftede sig med Eleanor af Aquitaine, som besteg Englands trone i 1154 og blev på den måde hersker over en magt, der omfattede en væsentlig del af Frankrig. Louis VII giftede sig med Adele kun en måned efter hans tidligere kones død.

Fødsel og kroning

Den 21. august 1165, i slottet Gonesse (ifølge den mest almindelige version), fødte Adele Louis VII, den længe ventede arving, ved navn Philip og tilnavnet Dieudonné (givet af Gud). Den franske konge havde ikke travlt med kroningen af ​​sin søn: måske af overtro (den ældre bror til Ludvig VII , også Philip, blev kronet i en alder af 12 og døde to år senere, da han faldt fra sin hest), måske for at undgå krige om magten, svarende til dem, der splittede Plantagenet -dynastiet i disse år . Det tog mange års overtalelse af kirkehierarker, før Louis stadig besluttede at krone sin søn.

Riten var planlagt til den 15. august 1179, men kort før den dag gik Philip vild under jagt i Compiègne-skoven og blev først fundet på tredjedagen i en meget alvorlig tilstand. Kongen besluttede at tage til England for at bede for Philips helbred ved ærkebiskop Thomas Beckets grav , som han engang beskyttede mod forfølgelsen af ​​den engelske konge Henrik II. Philip kom sig, men Louis blev selv lammet kort efter sin hjemkomst. Kroningen, der blev udskudt til 1. november, blev holdt af Philips morbror, ærkebiskop af Reims Guillaume White Hands .

Etablissement på tronen

Ludvig VII fra slutningen af ​​1179 deltog ikke længere i landets regering. Under hans formelle myndighed fik dronningens brødre, ærkebiskop Guillaume af Reims , grev Thibault af Blois og grev Stephen af ​​Sancerre , som ønskede at regere på vegne af deres nevø , nøglebetydning . Men Filip indgik en alliance med Filip af Alsace , greve af Flandern, for at balancere denne magtfulde feudale gruppering. Mod sin mors ønske giftede den unge konge sig den 28. april 1180 med Isabella de Hainaut , grevens niece. Dronning Adele flygtede til Normandiet og forsøgte at indgå en alliance med Henrik II af England , men dette forehavende mislykkedes: en krig med en mindre overherre ville være blevet for alvorlig en krænkelse af den feudale etik, og desuden havde den engelske konge travlt med at støtte sin tysker. svigersøn Henrik Løven . Den 28. juni 1180 mødtes de to monarker i Gisors og dannede en alliance.

Kong Ludvig døde den 18. september 1180 . Filips tilnærmelse til Heinrich Plantagenet førte til, at sidstnævntes evige fjende, Filip af Alsace, sluttede en alliance med dronningens brødre; denne alliance blev tilsluttet af greven af ​​Hainaut , greven af ​​Nevers og hertugen af ​​Bourgogne ( 1181 ). Det var den mest magtfulde anti-kongelige koalition i historien om det capetiske styre , men dens handlinger mod kongen var dårligt koordineret. Allerede i 1182, under pres fra Henrik II , forsonede huset Blois sig med Filip; Der blev indgået våbenhvile med Flandern. Den franske konge indkaldte i 1184 et kirkeråd i Senlis og krævede, at han ophævede det stadig frugtesløse ægteskab med Isabella på grund af tilstedeværelsen af ​​et for tæt forhold; det var tilsyneladende kun en afpresning af hans svigerfar, Comte Hainaut Baudouin , og det lykkedes - Henault forlod også koalitionen.

Men samtidig eskalerede forholdet til Flandern. Filips hustru af Alsace bragte som medgift til sin mand grevskaberne Valois og Vermandois; da hun døde, insisterede kong Philip på, at Valois skulle overdrages til den afdødes yngre søster - Eleanor , hustru til den kongelige kammerherre Mathieu III de Beaumont ( 1183 ). Og i 1184 flyttede kongen en hær til Picardie for at forsvare både Eleanors rettigheder og sine egne rettigheder til sin kones medgift. I henhold til betingelserne i Bov-traktaten modtog Eleanor ikke kun Valois, men også en del af Vermandois . Sammensætningen af ​​det kongelige domæne omfattede grevskaberne Amiens og Montdidier, slængerne i Rua og Thurotte ; herrerne de Piquini og de Beauve blev vasaller af kronen. Philip etablerede sit værgemål over den del af Flandern, som var hans hustrus medgift (senere blev dette område til Artois- amtet ), og sikrede, at greven af ​​Flandern i Picardies besiddelser kun blev for livstid. I fremtiden var det direkte resultat af denne traktat tiltrædelsen af ​​kronlandene Artois efter Filip af Alsaces død ( 1191 ) og hele Valois og Vermandois territorium efter Eleanors død ( 1213 ); i nutiden - styrkelsen af ​​Philips personlige magt, som nu ikke var afhængig af individuelle feudale familier.

Kongerige

Ludvig VII overlod til sin søn et ret effektivt administrativt apparat og voksende indtægtskilder i form af hastigt udviklende byer (primært Paris og Orleans). Men samtidig var kongens magt begrænset til domænets territorium, der dækkede Ile-de-France , Orleans og en del af Picardie , uden for hvilke magtfulde fyrster regerede ukontrolleret. Hele den vestlige del af riget tilhørte Plantagenets , som også ejede den engelske krone. Hovedopgaven for Filip var svækkelsen af ​​dette dynasti.

Philip og Henrik II

Den engelske kong Henrik II Plantagenet støttede Philip i de første par år af hans regeringstid. Ikke desto mindre begyndte den franske konge senest i 1183 den traditionelle politik at støtte de oprørske medlemmer af det engelske kongehus for kapetianerne. Henrik den unge konge modtog penge og tropper fra Filip, men døde pludselig samme år. Den 6. december 1183 fandt et nyt møde mellem de to konger sted i Gisors, hvor Filip anerkendte alle sine ejendele på kontinentet for Henrik. Allerede det næste år blev der opnået stor succes: en anden søn af Henrik II , Geoffrey , hertug af Bretagne, kom til Paris og aflagde vasal-ed til Filip. Han døde også meget ung i 1186 , men hans enke , der tog sig af sin søn og arving, var tilhænger af capetianerne.

Efter Geoffreys død begyndte Philip at støtte prins Richard , som var bange for at blive berøvet på grund af sin fars klart større kærlighed til sin yngste søn, John . Under et møde mellem monarkerne i Bonmoulin den 18. november 1188 krævede Philip af Henrik, at han skulle overgive Normandiet , Anjou , Touraine og Maine til sin ældste søn . Efter at have hørt afslaget, svor Richard straks en ed til Philip for sine ejendele i Frankrig; mødet blev afbrudt. Derefter tilbragte Richard jul ved det franske hof. Året efter besatte Philip, der fungerede som beskytter af den engelske prins, Tours. Der blev snart modtaget nyheder om Henrik II's død (juni 1189 ).

Deltagelse i det tredje korstog

Philip og Richard Løvehjerte tog imod korset sammen. De indgik en aftale, hvorefter de lovede at hjælpe hinanden i korstoget og at dele alle de erobrede lande i halve ( 1190 ). Hvis en af ​​dem døde på vej til det hellige land, skulle den anden lede sine mænd. Det var meningen, at kongerne skulle gå hele vejen sammen, men hærene var for mange, så de måtte splittes for at undgå forsyningsproblemer. Philip gik foran. I september 1190 nåede han Messina, hvor han ventede på de engelske korsfarere. Her tilbragte begge hære vinteren.

Richard greb ind i dynastiske stridigheder i Kongeriget Sicilien ; Philip måtte blive mellemmand mellem ham og messinerne, der gjorde oprør mod englænderne , og i marts 1191 sejle alene til Syrien uden at vente på, at Richard skulle afslutte sine italienske anliggender. Franskmændene sluttede sig til belejringen af ​​Acre. Da Richard ankom hertil, blev det klart, at de tidligere allierede allerede var blevet praktisk talt fjender. Richard nægtede at give Filip en del af det Cypern , han havde erobret ; kongerne blev tilhængere af forskellige kandidater til Jerusalems krone : Philip støttede Conrad af Montferrat , Richard- Guy de Lusignan . Deres fjendskab var en af ​​hovedårsagerne til korstogets fiasko. Kort efter overgivelsen af ​​Acre sejlede Filip bort til sit rige. Hans intriger i Frankrig gjorde meget for at tvinge Richard til at afbryde kampagnen tidligere, end han havde planlagt.

Filip II Augustus fascinerede konstant mod sin allierede; han tabte besindelsen, følte sig fuldstændig hjælpeløs på det diplomatiske område, men turde ikke bruge magt. Næppe blev Saint-Jean-d'Acre (Acre) taget, da Philip vendte tilbage til Frankrig og sværgede til Richard, at han ikke ville angribe hans ejendele. Han angreb dem ikke, men indledte hemmelige forhandlinger med John the Landless , som regerede England i sin brors fravær. Richard, efter at have hørt om dette, skyndte sig hjem, men på vejen faldt han i hænderne på sin fjende Leopold af Østrig .

Fighting the Plantagenets

Richard I Løvehjerte

Da Philip vendte tilbage fra et korstog i Frankrig, cirkulerede rygter om, at Richard angiveligt havde forrådt kristendommen i Palæstina og endda havde planlagt at udlevere den franske konge til Saladin . Biskop af Beauvais Philip de Dreux overbeviste kong Philip om, at Richard planlagde at dræbe ham, så han omgav sig med bevæbnede vagter og forsøgte at sætte kejser Henrik VI mod Richard , gennem hvis besiddelser den engelske konge skulle vende tilbage til sit hjemland. Da Richard blev taget til fange i Østrig (december 1192 ), anklagede kejseren ham blandt andet for at forsøge at dræbe den franske konge. Richard afviste alle anklager og var i stand til at retfærdiggøre sig selv. Kilder siger, at Filip var klar til at betale Henrik VI et enormt beløb for fortsat at holde Richard fanget, men de kejserlige fyrster tillod ikke dette [1] .

Efter at have modtaget nyheden om Richards arrestation, flyttede Philip sine tropper ind i Normandiet (begyndelsen af ​​1193 ). Han besatte slottene Gisors , Ivry , Pasy . Der blev underskrevet en aftale med prins John , ifølge hvilken Touraine og en del af Normandiet på højre bred af Seinen skulle gå til den franske krone; i tilfælde af hans tronbestigelse påtog Johannes sig at aflægge ed til Filip for England.

I februar 1194 modtog Richard, på trods af alle Philips indsats, sin frihed. Den franske konge sendte et brev til prins John og sagde: "Vær forsigtig. Djævelen på fri fod." Men prinsen allerede i maj, da hans ældre bror dukkede op i Normandiet, forsonede sig med ham. Philip måtte rejse belejringen af ​​Verneuil, og den 5. juli blev han besejret ved Freteval. Efter at have mistet de erobrede stillinger i Normandiet og Touraine, indvilligede den franske konge i en våbenhvile, senere forlænget til januar 1196.

Da våbenhvilen udløb, var Philip i stand til at tage Nonancourt og Omal og gøre bretonerne til sin allierede; Richard opnåede på den anden side valget af sin nevø Otto af Brunsvig som den tyske konge , sluttede en alliance med Flandern og styrkede Château Gaillard . I slaget ved Gisorsi september 1198 blev Philip igen besejret. Han indvilligede derefter i en femårig våbenhvile, da han mødtes med Richard i januar 1199.

Men allerede i april 1199 døde Richard i Shalu . Takket være dette åbnede der sig nye muligheder for Philip.

John the Landless

Philip brugte mod den nye konge af England, John (John), hans nevø Arthur af Bretagne , som havde mange tilhængere ikke kun i Bretagne , men også i Anjou , Touraine og Maine . Åben krigsførelse genoptaget . Men Filip, der blev ekskommunikeret af paven fra kirken på grund af sin skandaløse skilsmisse fra Ingeborg af Danmark, blev allerede i maj 1200 tvunget til at underskrive fred på Le Goulet. I henhold til aftalens betingelser anerkendte han John som Richards arving i alle hans ejendele, modtog grevskabet Evreux , det meste af Vexin og en del af Berry , hans søn Louis giftede sig med Johns niece Blanca af Castilla , hvis medgift var viscounty Chateaudun og grevskabet Isudun . John aflagde en vasallovsed og blev som en lettelse forpligtet til at betale 20 tusind mark .

I efteråret samme år forbedrede Philip sit forhold til pavedømmet og fik en ny årsag til konflikten: John kidnappede Hugh IX de Lusignan Isabellas brud af Angouleme og giftede sig med hende selv. Lusignanerne henvendte sig til deres overherre, kongen af ​​Frankrig, for at få hjælp. Philip mødtes i marts 1202 med John i Le Goulet og krævede, at han ikke blot skulle tilfredsstille lusignanernes krav, men også udlevere Anjou, Normandiet og Poitou til Arthur af Bretagne . John nægtede at gøre det og kom ikke til Paris for at blive bedømt af jævnaldrende . Så blev alle hans ejendele i Frankrig erklæret konfiskeret af kronen (april 1202 ).

Philip aflagde en ed fra Arthur for Bretagne, Anjou og Touraine og flyttede hæren ind i Normandiet. Takket være overgangen fra lederen af ​​Angevin-baronerne Guillaume de Roche til Johns side, var sidstnævnte i stand til at fange Arthur, som var fængslet i Falaise Slot . Men da de franske vasaller af Johannes anså sig for bedraget af overherren (Johannes lovede dem, at Arthur ikke kun ville beholde friheden, men også de besiddelser, der formelt blev modtaget fra Filip), gjorde den franske konge i marts 1203 sine allierede til baronerne i Anjou , Poitou , samt greven Alenson . Hans tropper etablerede kontrol over Anjou og Touraine og belejrede Château Gaillard , som blokerede ruten til Rouen . Mordet på Arthur på ordre fra hans onkel (slutningen af ​​1203) fik en række normanniske baroner til at gå over til den franske krones side.

I marts 1204 faldt Château Gaillard , og i juni havde Philip kontrol over hele Normandiet. Pave Innocentius III , som sympatiserede med Johannes, forsøgte at stoppe fjendtlighederne, men den franske konge lyttede ikke til ham. I 1205 besatte Philip Poitou og Saintonge , og i begyndelsen af ​​1206 gjorde han betydelige fremskridt i Bretagne, hvor han endda begyndte at præge mønter med sit billede som hertugen af ​​Breton. Kong John lancerede et modangreb fra La Rochelle : han besatte Angers og støttede opstanden af ​​baronerne i Saintonge og Poitou. Filip belejrede den engelske konge i Thouare , men i lyset af intensiveringen af ​​opstanden indvilligede han i en våbenhvile, ifølge hvilken han tilbagegav alle besiddelserne syd for Loire til John , mens han bevarede kontrollen over Normandiet, Anjou, Maine og Touraine .

Krig med den anti-franske koalition

Tæt forbundet med kampen mellem kongerne af Frankrig og England var fjendskabet mellem Staufen og Welf i Tyskland. John Landless støttede sin nevø Otto til at åbne en anden front mod Frankrig i øst; Philip Augustus støttede Filip af Schwaben for at forhindre dette . Da sidstnævnte blev dræbt ( 1208 ), forsøgte Philip August at nominere Henrik af Brabant , men Otto var i stand til at få anerkendelse fra lederne af Staufen-partiet og endda fra paven, der håbede at bryde foreningen af ​​imperiet og Sicilien med hans hjælp. Efter kroningen af ​​Otto i Rom i 1209 befandt Philip Augustus sig i udenrigspolitisk isolation.

Heldigvis for den franske krone besluttede Otto at fortsætte Staufen-politikken i Italien og blev som følge heraf hurtigt pavens værste fjende. Filip Augustus etablerede kontakter med en række tyske fyrster og opnåede med støtte fra Pavestolen valget af kongen af ​​nevøen til Filip af Schwaben, Frederik II Staufen ( 1211 ). I løbet af et personligt møde mellem de to monarker i Vaucouleurs blev en alliance genoprettet mellem Staufen og Capet mod Welf og Plantagenet .

I 1213 meddelte paven afsættelsen af ​​John Landless, som allerede var blevet ekskommunikeret i fire år, og inviterede Philip Augustus til at foretage et korstog til England. Den franske konge samlede en enorm flåde, men ni dage før sin afrejse udtrykte Johannes rede til at bringe en nær hyldest til paven og forsonede sig dermed med Den Hellige Stol. Philip Augustus måtte opgive ideen om en landing. Gennem hele 1213 førte han krig med greven af ​​Flandern , en allieret med John. I denne krig blev den franske flåde trods tidlige succeser ødelagt ved Damme , og takket være den engelske landgang var franskmændene kun i stand til at bevare kontrollen over Ypres og Douai .

Den afgørende fase af konflikten begyndte i 1214 . Medlemmerne af den anti-franske koalition besluttede at give et samlet slag: John fra Aquitaine , Otto, grever af Flandern, hollændere og Boulogne , hertugen af ​​Brabant og andre fra Aachen . John tog Angers og belejrede La Roche-au-Moine , men da kongens søn Louis kom fæstningen til undsætning, flygtede baronerne af Poitou, som var i den engelske konges hær. John søgte tilflugt i La Rochelle . I mellemtiden tog Philip Augustus ud for at møde Ottos hær. Den 28. juli, ved Bouvines , fandt det største slag, som capetianerne nogensinde har udkæmpet, sted. Filip deltog selv i slaget, og fjenderne trak ham endda af hesten med kroge, men ridderne fra det kongelige følge reddede ham og satte ham tilbage på sadlen. Philip vandt en komplet sejr. Dette indebar etableringen i Tyskland af hans allierede Frederick, kapitulationen af ​​adelen i Poitou og Johns anmodning om en våbenhvile, hvilket betød en de facto anerkendelse af, at Normandiet , Anjou , Touraine , Maine og Poitou var blevet en del af det kongelige domæne.

Seneste år

I de sidste ni år af sit liv var Philip Augustus primært optaget af at reformere administrationen af ​​sit vidtstrakte domæne. I 1216 tilbød de engelske baroner hans søn kronen; Louis landede i England og opnåede først stor succes, men efter John Landless' død måtte han vende tilbage til Frankrig.

Fra 1209 førte korsfarerne i det nordlige Frankrig krig i Occitanien mod albigenserne, som blev støttet af greven af ​​Toulouse og andre store herrer. Philip Augustus afstod fra at deltage i denne krig i lang tid, men efter sine fjenders nederlag og Simon de Montforts død ( 1218 ) holdt han op med at stå til side. Han sendte sine tropper sydpå to gange: i 1219 ledet af sin søn Ludvig og i 1222 ledet af ærkebiskoppen af ​​Bourges.

Philip Augustus døde den 14. juli 1223 i Mantes og blev begravet i Saint-Denis. Hans søn Louis var allerede på det tidspunkt 36 år gammel, men han blev ikke kronet af sin far. Dette kan skyldes både styrkelsen af ​​dynastiet, som ikke længere behøvede institutionen for medstyre, og Philip Augustus' frygt med hensyn til hans søns magtkrav, som også var gift med en magtfuld castiliansk prinsesse .

Betydning

Stigning i kongeligt domæne

Under krigene med greverne af Flandern erhvervede Philip Augustus grevskaberne Vermandois, Valois og Artois, hvilket resulterede i, at Flandern ophørte med at være det mest magtfulde af de franske fyrstedømmer. Efter at have besejret den engelske konge, erobrede han alle Plantagenets besiddelser nord for Loire - Anjou, Touraine, Maine og hele Normandiet, mens hans forfædre kæmpede mod det anglo-normanniske monarki for en lille Vexin i mere end et århundrede. Indflydelsen fra Plantagenets i Bretagne blev også ødelagt: Philip Augustus giftede sig med arvingen fra sin fætters hertugdømme fra huset Dreux . De engelske konger var således ikke længere en trussel mod capetianerne.

I syd blev grevskaberne Chateaudun og Isudun annekteret (gennem Ludvigs ægteskab med Blanca af Castilien). Korsfarernes handlinger i Languedoc skabte gradvist en situation, der var bekvem for kronens indgriben og inddragelsen af ​​disse territorier i domænet. Forudsætningerne for dette modnedes endelig allerede under Philip Augustus ' søn og barnebarn .

Alle disse erhvervelser gjorde kongen til den klart mest magtfulde hersker i riget og lagde grundlaget for yderligere ekspansion - i Aquitaine, Languedoc, Champagne.

Konsolidering af kongemagten

Styrkelsen af ​​kongemagten og skabelsen af ​​et sammenhængende administrativt system var vigtige resultater af Filip Augustus' aktiviteter. For at styrke sin position forsømte Philip ikke noget. Med far forsøgte han at bevare et godt forhold, men var ikke bange for ham. Interdiktet , som Innocentius III pålagde ham, fordi han fjernede sin hustru Ingeborg af Danmark fra sig og giftede sig med Agnes af Meran , forblev uden konsekvenser; og når Innocent forsøgte at blande sig i alvorlige politiske anliggender, skubbede Philip ham altid blidt, men bestemt til side.

Kommuner blev et vigtigt redskab i hans hænder . Ingen af ​​hans forgængere forstod betydningen af ​​den kommunale bevægelse for kongelige; deres holdning til kommunerne afhang af tilfældige årsager og frem for alt af skattefortjenesten. Filip indså, at kommunerne var en vigtig allieret med kongen, fordi de havde fælles fjender – baronerne, både åndelige og verdslige, og han mønstrede bevægelsen med al sin magt. På sit domæne var han mere nærig med frihedsrettigheder og var på vagt over for at give byer politisk frihed.

Philips reform af administrationen kan karakteriseres som en erstatning for statens privatøkonomiske synspunkt. Sammen med de gamle hofstillinger som seneschal , konstabel, marskal, kameramand, chasnik osv., som mister deres betydning eller bliver til statslige embedsmænd, skabte Philip en central institution med blandet sammensætning - den kongelige curia, der erstattede de arkaiske feudale kongresser. I provinserne udvikler institutionen prevost sig overalt, som koncentrerer retslige, administrative og økonomiske funktioner i dens hænder. Prevost optrådte i byer og landsbyer; de større regionale afdelinger var underlagt kautionerne . Arveligheden af ​​alle disse indlæg er forsvundet. Deres afløser blev afhængig af kongen. For at forene de regionale myndigheders økonomiske aktiviteter i Paris blev der oprettet et regnskabskammer.

Under Philip Augustus blev der bygget nye fæstningsværker omkring Paris (1190), Senlis, Melun, Compiègne. I 1203-1214 byggede han runde fæstningstårne ​​i hele sine besiddelser, hvoraf 18 har overlevet [2] .

Familie og børn

Isabella døde i 1190 i barselsseng (to døde drenge blev født).

  • 2. hustru: (siden 14. august 1193) Ingeborg af Danmark (1174 - 29. juli 1236), datter af Valdemar I , konge af Danmark. Philip Augustus afviste hende dagen efter deres bryllupsnat. Hun blev officielt genoprettet til ægteskabelige rettigheder i 1200 og havde ingen børn.
  • Udenomægteskabelig affære: "en bestemt dame fra Arras":

Slægtsforskning

I biografen

Noter

  1. ↑ Pernu R. Richard Løvehjertet. - M. , 2009. - S. 187.
  2. ↑ Duby J. Frankrigs historie. Middelalderen. Arkiveret 4. april 2015 på Wayback Machine
  3. ↑ Konsky P. A. Louis VIII // Encyclopedic Dictionary of Brockhaus and Efron  : i 86 bind (82 bind og 4 yderligere). - Sankt Petersborg. , 1890-1907.

Litteratur

  • Petit Duthailly C. Feudalt monarki i Frankrig og England i det 10.-13. århundrede. - M. , 1938.
  • Duby Georges . Frankrigs historie. Middelalderen. Fra Hugh Capet til Jeanne d'Arc. 987-1460 / Pr. fra fransk G.A. Abramova, V.A. Pavlova. - M .: Internationale relationer, 2001. - 416 s. - ISBN 5-7133-1066-3 .
  • Yndlings Robert . Capetianere og Frankrig. St. Petersborg: Eurasien, 2001. - 320 s. — (Clio). — ISBN 5-8071-0071-9 .
  • Sivery J. Philippe August / Per. fra fransk M. V. Stepanova. - Sankt Petersborg. - M. : Eurasia, Publishing House "Klio", 2013. - 352 s. - 2000 eksemplarer. - ISBN 978-5-91852-070-3 , ISBN 978-5-906518-01-9 .
  • Menant François, Herve Martin, Merdrignac Bernard, Chauvin Monique. capetianere. Dynastiets historie (987-1328) / Pr. fra fransk M. Yu. Nekrasov, A. Yu. Karachinsky. - St. Petersborg: Eurasien; Forlaget "Klio", 2017. - 688 s.: ill. - ISBN 978-5-91852-089-5 .
  • Lusher Ashil. French Society of the Times of Philippe-August / Pr. fra fransk G. F. Tsybulko. - 2. udg. - St. Petersborg: Eurasien, 2018. - 410 s. - ISBN 978-5-8071-0373-4 . Orig.: Luchaire A. Philippe Auguste og søn vikarer. - Paris: Tallandier, 1980. - ISBN 978-2235008594 .
  • Luchaire, "Philippe-Auguste" (1884);
  • Williston-Walker, "Om forøgelsen af ​​kongemagten i Frankrig under Ph.-Aug." (1888).
  • Georges Bordonove, Philippe II Auguste : le Conquérant, Pygmalion, 2009 ( ISBN 978-2756402628 ) ;
  • John W. Baldwin, Philippe Auguste et son gouvernement - Les fondations du pouvoir royal en France au Moyen Âge, traduit de l'anglais par Béatrice Bonne, preface de Jacques Le Goff, Fayard, 1991 ( ISBN 978-2213026602 )

Links

  Gå til Wikidata-elementet  Tematiske steder
Ordbøger og encyklopædier
Slægtsforskning og nekropolis
 Konger og kejsere af Frankrig
Capetianere (987-1328)
Valois (1328-1589)
Bourbons (1589-1792)
Bonapartes (1804-1814, 1815)
Bourbons (1814-1815, 1815-1830)
House of Orleans (1830-1848)
Bonapartes (1852-1870)
Monarker, der faktisk ikke regerer, er i kursiv .