Walpole | |
---|---|
fr. île de Walpole Walpole Island | |
Egenskaber | |
Firkant | 2 km² |
højeste punkt | 80 m |
Befolkning | 0 personer (2009) |
Beliggenhed | |
22°35′46″ S sh. 168°57′09″ Ø e. | |
vandområde | Stillehavet |
Land | |
Område | Loyalitet |
Walpole | |
Mediefiler på Wikimedia Commons |
Walpole ( engelsk Walpole Island , fransk île de Walpole ) er en lille ubeboet ø i loyalitetsgruppen . En del af Ny Kaledonien . Administrativt er det en del af Loyalitetsprovinsen .
Walpole ligger omkring 180 km øst for Ny Kaledonien og 150 km fra Pen Island. Øens længde fra nord til syd er omkring 3 km, og bredden er 0,4 km [1] . Det samlede areal er 2 km².
Walpole er af vulkansk oprindelse, selvom den er dannet af koralkalksten [ 1] . Under den sidste istid var øen under vand. Der er et lille fladt område i den østlige del af Walpole .
Det meste af Walpoles overflade er ødemark, hvor kun den sydlige del er dækket af forkrøblede træer.
Før europæernes optræden på Walpole var øen beboet. Dette bevises af arkæologiske fund (menneskeskeletter, forskellige stenredskaber) og nykaledonske myter [2] .
Øen blev opdaget den 17. november 1794 af den britiske kaptajn Butler, som opkaldte den efter sit skib "Walpole" [2] . I det 19. århundrede fortøjede hvalfangstskibe ofte til øen. Den første europæer , der landede på Walpole (dette var i 1850 ) var kaptajn Nerskin ( eng. kaptajn Herskine ).
I begyndelsen af det 20. århundrede fandt man guano på øen , som blev udviklet af Austral Guano Company Limited . Mellem 1916 og 1941 boede omkring 300 mennesker ( europæere , kanakere , asiater ) på Walpole [2] .
Efter ophøret med guano-minedrift blev øen ubeboet.