Teru-teru-bozu (てるてる坊主, bogstaveligt talt "glittermunk") er en traditionel japansk håndlavet amuletdukke lavet af almindeligt hvidt papir eller hvidt stof. I deres form ligner sådanne dukker "spøgelses" dukker, som er lavet i Europa og Amerika til Halloween. Japanske bønder troede, at denne amulet havde magiske kræfter og var i stand til at bringe godt vejr og stoppe, forhindre eller forårsage regn; til dette formål blev den hængt under husets baldakin eller vinduets gesims. Det japanske verbum "teru" beskriver solens virkning, og "bozu" betyder en buddhistisk munk (beslægtet med "bonza") eller, mere almindeligt i moderne slang, "skaldet"; ordet bruges også nogle gange som et kærligt kaldenavn for små drenge.
Disse dukker vandt stor popularitet blandt bybeboernes børn i Edo-perioden (XVII-XIX århundreder), som efter at have hængt dukken om aftenen råbte: "Teru-teru bozu, lad venligst vejret være godt i morgen" [1 ] . Moderne japanske børn laver disse dukker af silkepapir eller bomuldsservietter og snore: den første serviet krølles til en kugle og placeres i den midterste del af den rettede anden, som foldes til en "pose" og bindes under den indlejrede kugle med en snor, hvoraf den ene ende altid er lavet længere end den anden for at kunne hænge dukken. Øjne og en smilende mund er tegnet på "hovedet" af dukken, så når Buddha ser dukken, ville han også smile (ifølge en anden version tegnes ansigtet netop på grund af anmodningen om at få det til at regne). Dukker hænges under vinduerne, som regel gøres før gåture og picnic i naturen. Hvis dukken hænges på hovedet, betyder det, at man beder om regn. Brugen af teru-teru-bozu er stadig almindelig i mange japanske familier den dag i dag, selvom udtalen af deres navn kan variere lidt i forskellige regioner af landet.
Selve skikken er sandsynligvis lånt fra Kina (regngudinden Sao-tsinnyangs dukke), men i Japan er der en legende om dens udseende, og årsagen til navnet på dukken er teru-teru-bozu. Ifølge hende regnede det uophørligt i en landsby, hvilket ikke stoppede og truede med at ødelægge alle afgrøderne. De lokale bad en buddhistisk munk om at bede om, at regnen skulle stoppe; han indvilligede, men kun mod betaling; da han havde modtaget det, begyndte han at bede, men hans bønner bragte ikke godt vejr. Derefter bad han bønderne om at øge størrelsen af belønningen, hvilket blev gjort, men hans bønner mislykkedes igen. Da han for tredje gang bad om et nyt offer i stedet for gaver, greb bønderne ham og henrettede ham ved at hænge ham i et træ. Dagen efter henrettelsen holdt regnen pludselig op. Bønderne besluttede, at munken efter døden mødtes med Buddha og endelig var i stand til at overbringe deres anmodning til ham. Siden da, for at Buddha kunne høre anmodningen nøjagtigt, er munke altid blevet hængt på træer, men ikke levende, men deres symbolske billeder. Nogle japanske kulturologer er dog ikke enige i denne version og fremfører deres egen (for eksempel at "bozu" ikke refererede til en buddhistisk munk, men blot til et skaldet rundt hoved, og "teru-teru" var en joke om, at en skaldet Hovedet skinner, når solen skinner på den).
I 1921 blev en warabe-uta (japansk børnesang) forbundet med teru-teru-bozu skrevet af Kyoson Asahara og Shimpei Nakayama og er stadig populær i dag.