Trauttmansdorff, Ferdinand von
For hans moderne efterkommer, se Trauttmansdorff, Ferdinand| Ferdinand von Trautmannsdorff-Weinsberg | |
|---|---|
| tysk Reichsfürst von und zu Trauttmansdorff-Weinsberg | |
| 6. kansler for det østrigske imperium | |
| september 1800 - 1801 | |
| Forgænger | Tugut, Franz von |
| Efterfølger | Cobenzl, Ludwig von |
| Fødsel |
2. januar 1749 Wien |
| Død |
28. august 1827 (78 år) Wien |
| Slægt | Trauttmansdorffs |
| Far | Franz Norbert Trauttmannsdorff [d] |
| Mor | Maria Anna _ |
| Ægtefælle | Maria Karoline von Colloredo |
| Børn | Graf Joseph von und zu Trauttmansdorff-Weinsberg [d] og Johann von und zu Trauttmansdorff-Weinsberg [d] |
| Uddannelse | |
| Priser |
 |
| Mediefiler på Wikimedia Commons | |
Greve, senere prins Ferdinand von Trautmannsdorff-Weinsberg (1749–1827) var en østrigsk statsmand fra familien Trauttmansdorff .
Han var ambassadør fra det tjekkiske rige ved Regensburg-diæten, i 1785 blev han sendt til kurfyrsten af Mainz, ved hvis hof han med held kæmpede mod det preussiske diplomati.
I 1787 betroede Joseph II Trautmannsdorff administrationen af Belgien, hvor der var en stærk gæring af sindene. Efter at have oplevet, uden held, både forsonlige foranstaltninger (amnesti, udsættelse af indførelsen af visse reformer osv.) og strenge foranstaltninger, efter at have modtaget et afslag på at betale skat fra staterne Brabant og Gennegau, rådede Trautmannsdorf kejseren til at ændre administration af Belgien i ånden af centralistiske og bureaukratiske valg den tredje stand til at producere på andre grunde og danne et nyt råd i Brabant, opløse den gamle (1789). Belgierne anerkendte dette som en krænkelse af forfatningen og greb til våben.
I december 1789 flygtede Trautmannsdorf fra Bruxelles og slog sig ned i Bøhmen, hvor han udgav pjecer for at begrunde sine handlinger: Notes que le comte de Trautmannsdorf a remis an cabinet de Vienne pour sa justification (1791) og Fragments pour servir a l' histoire des événements qui se sont passés aux Pays-bas depuis la fin de 1787 jusqu'en 1789" (Amsterdam, 1792). I februar 1793 tiltrådte han igen en vigtig post i Belgiens regering, men efter slaget ved Fleurus (26. juni 1794) måtte han forlade sin post.
I 1801 fungerede han midlertidigt som kansler og ledede Østrigs udenrigspolitik.
Litteratur
- Trautmannsdorf-Weinsberg, Ferdinand // Encyclopedic Dictionary of Brockhaus and Efron : i 86 bind (82 bind og 4 yderligere). - Sankt Petersborg. , 1890-1907.
 Ordbøger og encyklopædier |
| |||
|---|---|---|---|---|
| Slægtsforskning og nekropolis | ||||
| ||||
- ↑ Pas L.v. Genealogics (engelsk) - 2003.