Teori om ikke-isotermisk trefasefiltrering

Teorien om ikke-isotermisk trefasefiltrering  er et afsnit af filtreringsteori , der er viet til studiet af ikke-stationære termiske processer i det generelle tilfælde af tre faser (fast, flydende og gasformig). Det begyndte at udvikle sig hovedsageligt siden 1980'erne med fremkomsten af ​​computere med tilstrækkelig computerkraft, der er nødvendig for numeriske beregninger, på grund af den gradvise udtømning af de største let tilgængelige kulbrinteforekomster i det vestlige Sibirien . Blandt de fremtrædende apologeter for denne teori bør nævnes Zazovsky A.F. , Sharafutdinov R.F. , Sheveleva A.P. den størsteFedorov KM [1] [2] [3] er repræsentanten i dag . Teorien om ikke-isotermisk filtrering, under hensyntagen til faseovergange, er stadig langt fra at være afsluttet, de opnåede løsninger og tilgange er tekniske estimater, hvis nøjagtighed er lav [4] .

Noter

  1. ↑ Fedorov K. M., Shevelev A. P., Modellering af brønddrift i ikke-isotermisk tilstand. // Termofysik, hydrodynamik, varmeteknik: samling af artikler. Udgave 2. Tyumen: Publishing House of Tyumen State University , 2004, s. 82-91
  2. ↑ Sharafutdinov R. F., Fedorov K. M., Om teorien om ikke-isotermisk filtrering med faseovergange. // Izv. RAS . Ser. MJG nr. 5, 1989, s. 68-79 (DOI: 10.1007/BF01051725 Arkiveret 6. juni 2018 på Wayback Machine )
  3. ↑ Zazovsky A. F., Fedorov K. M., Om fortrængning af olie med damp. M.: Perprint IPM AN SSSR, nr. 267, 1986, 64 s.
  4. ↑ Fedorov K. M., Shevelev A. P., Metoder til beregning og optimering af damp-gas-cykluseffekten på bundhulsdannelseszonen. // Termofysik, hydrodynamik, varmeteknik: samling af artikler. Udgave 2. Tyumen: Publishing House of Tyumen State University, 2004, s. 91-102