| Slaget ved Helgoland | |||
|---|---|---|---|
| Hovedkonflikt: Dansk krig | |||
| Søslaget ved Helgoland. Maleri af J. Püttner | |||
| datoen | 9. maj 1864 | ||
| Placere | Nordsøen , nær Helgoland | ||
| Resultat | taktisk sejr til danskerne | ||
| Modstandere | |||
|
|
|||
| Kommandører | |||
|
|||
| Sidekræfter | |||
|
|||
| Tab | |||
|
|||
| Mediefiler på Wikimedia Commons | |||
Slaget ved Helgoland var et søslag under den østrigsk-preussisk-danske krig i 1864 . Det fandt sted den 9. maj 1864 nær øen Helgoland (dengang tilhørte Storbritannien) i Nordsøen mellem de forenede østrig-preussiske og danske eskadroner.
Under krigen, der begyndte i februar 1864 mellem Østrig og Preussen mod Danmark for adskillelsen af Slesvig fra det, blev den vigtigste tyske havn Hamborg blokeret af en dansk eskadre, der opererede i Nordsøen under kommando af kaptajn 1. rang E. Swenson . For at imødegå danskerne blev de allierede tvunget til at trække deres flådestyrker fra Middelhavet. Allerede før krigserklæringen trak Preussen kaptajn Klatts eskadron tilbage (1 memo på hjul, 2 kanonbåde), som var i græsk farvand. I april ankom Klatt til Nordsøen, men turde ikke gå i kamp med en meget stærkere dansk eskadre, før de allierede nærmede sig og stod ud for den hollandske ø Texel.
Østrig sendte en magtfuld eskadron under kommando af viceadmiral B. von Wullerstorf til Nordsøen fra Adriaterhavet - et bæltedyr, et linieskib, en korvette, en bevæbnet damper og to kanonbåde samt en levantinsk eskadron under kommandoen af kaptajn 1. rang V. von Tegetthoff - to skruet fregat, korvet og kanonbåd. Tegetthoff overhalede den vigtigste østrigske eskadron betydeligt og blev beordret til at handle uafhængigt og forbinde med de preussiske skibe. Den 24. april trak Swenson sig, efter at have modtaget information om østrigernes tilgang, for at genopbygge forsyningerne til Norges kyst. Klatt-flotillen flyttede fra Texel til Cuxhaven ved udmundingen af Elben , hvor Tegetthoff ankom den 1. maj med to fregatter (korvetten og kanonbåden brød sammen på vejen).
Den 5. maj vendte den danske eskadre tilbage til Helgoland, hvor den havde base takket være de britiske myndigheders venlige indstilling. Briterne gav danskerne oplysninger om det lille antal østrigske og preussiske skibe. Swenson besluttede at besejre fjenden før den østrigske hovedeskadron nærmede sig. Tegetthoff, der havde overtaget kommandoen over de samlede allierede flådestyrker, var også fast besluttet på straks at gå i gang med at tvinge danskerne til at ophæve blokaden af Elbens udmunding. Om morgenen den 9. maj 1864 forlod østrigske fregatter og preussiske småfartøjer Cuxhaven til det åbne hav og bemærkede snart røgen fra en fjendtlig eskadre, der kom nordfra.
Den danske eskadron omfattede 44-kanoners skruefregatten Jylland (Jylland) og 42-kanoners Nils Yuel (Swensons flagskib), samt 16-kanoners skruekorvetten Heimdal. Danskerne havde 12 kanoner på fregatter og to kanoner på en korvet. De østrigske fregatter - 50-kanoner Schwarzenberg (Tegetthoffs flagskib) og 31-kanoner Radetzky - havde kun 7 riflede kanoner til to. På de preussiske skruekanonbåde "Blitz" og "Basilisk" stod en glatboret og en riflet kanon. Notatet på hjul "Preussische Adler" (Klatts flagskib) var bevæbnet med fire glatborede kanoner. Østrigerne og preusserne havde således 87 kanoner mod danskernes 102, men kun 9 riflede kanoner mod de danske 26. Det gav danskerne en seriøs fordel i rækkevidde og nøjagtighed. Til fordel for østrigerne og preusserne var der kun placeringen af en del af deres flådeartilleri på roterende maskiner, hvilket gjorde det muligt at bruge dem til at skyde på begge sider. Da de svage preussiske kanonbåde ikke var af stor militær betydning, blev udfaldet af slaget afgjort ved sammenstødet af to østrigske og tre danske skibe
Omkring klokken et om eftermiddagen var modstanderne inden for direkte synlighed af hinanden. "Schwarzenberg" var den første til at åbne ild fra en afstand af 3,5 miles, men det lykkedes ikke. Da eskadronerne nærmede sig 1,8 miles, begyndte begge sider at skyde. De langsomtgående preussiske kanonbåde faldt bag de østrigske fregatter og deltog næppe i slaget, desuden forsøgte Tegetthoff at tage stilling mellem preusserne og danskerne for at skærme de svage allierede.
De østrigske og danske skibe nærmede sig efterhånden op til 370 m. Østrigerne koncentrerede deres ild mod Jylland, danskerne om Schwarzenberg. Det østrigske flagskib fik hurtigt alvorlige skader, en Niels Yuel fortsatte med at skyde på det, og Jylland og Heimdal blev omdirigeret til Radetzky. Omkring 15.30 begyndte Swenson at manøvrere og forsøgte at komme uden om østrigerne og angribe de preussiske kanonbåde, men Tegetthoff vendte sig mod sydvest og skærmede igen de svage allierede fra fjenden. I dette øjeblik kom "Schwarzenberg" under kraftig langsgående beskydning. Eksplosionen af bomben satte ild til formasten, brændende fragmenter af sejl begyndte at falde ned på dækket. Brandudbruddet truede krudtmagasinet, brandpumperne blev sat ud af drift.
Da Tegetthoff befandt sig i en alvorlig situation, vendte han sit forliste skib mod nordvest for at trække sig tilbage til Helgoland og søge tilflugt i neutralt britisk farvand. Tilbagetoget af den brændende Schwarzenberg blev dækket af Radetzky og de preussiske kanonbåde, der kom ind i slaget, som skød på lang afstand fra deres tunge kanoner. Swenson gav kommandoen til at forfølge den tilbagetrukne fjende, men på grund af skader på rattet kunne jylland ikke umiddelbart opfylde denne ordre (preusserne tilskrev sig selv dette velrettede slag til det stærkeste danske skib). Som et resultat lykkedes det den østrig-preussiske eskadron at nå britisk farvand. Den engelske fregat Aurora, der lå nær Helgoland, tog situationen under observation, og danskerne blev tvunget til at stoppe forfølgelsen klokken 16.30. På Schwarzenberg lykkedes det dem at klare ilden ved at skære den brændende mast ned, og fortsatte med at reparere skaden omgående.
Østrigerne mistede 37 dræbte og 93 sårede i slaget. Danskernes tab var meget mindre - 14 dræbte og 54 sårede. De østrigske skibe led også meget mere alvorligt i slaget. "Schwarzenberg" fik omkring 80 hits, mens de mest ramte af danskerne "Jylland" - kun 20. På trods af de modtagne skader fortsatte den danske eskadre med at krydse i havet nær øen og ventede på østrigerne og preusserne. Natten til den 10. maj lykkedes det dog for Tegetthoff at snige sig forbi danskerne under sejl og vendte tilbage til Cuxhaven.
Selvom danskerne taktisk vandt en klar sejr, blev succes i slaget tilskrevet begge sider. Tilhængere af den opfattelse, at Tegetthof blev vinderen ved Helgoland, hævder, at det lykkedes ham at løse det strategiske problem - at tvinge danskerne til at ophæve blokaden af Elbens udmunding. Svenson trak dog sin eskadron tilbage ikke på grund af skaden modtaget af hans skibe, men på grund af våbenhvilen, der trådte i kraft den 12. maj. Således kan kun frelsen af hans eskadron (inklusive de svageste preussiske kanonbåde) fra ødelæggelse af den stærkeste fjende bringes til Tegetthofs fortjeneste. Danskernes taktiske sejr kunne ikke ændre krigens uheldige gang for Danmark som helhed. Da fjendtlighederne blev genoptaget i slutningen af juni, var Nordsøen allerede fuldstændig domineret af den stærke østrigske eskadre, der på det tidspunkt var ankommet dertil. For modet til sine handlinger i Helgoland blev Tegetthof snart forfremmet til kontreadmiral. Den danske eskadre blev højtideligt budt velkommen i København. Fregatten "Jylland" blev bevaret som et flådehistorisk monument og deltager i det sidste eskadrilleslag i Danmarks historie.
| Slag under den østrigsk-preussisk-danske krig (1864) | ||
|---|---|---|