Saint Gotthard Jernbane

Saint Gotthard Jernbane
Land
Underordning CFRR og Gotthardbahn [d]
længde
  • 206,1 km
Kort
 Mediefiler på Wikimedia Commons

Saint Gotthard Railway eller Gotthard Railway. Gotthard-bjergbanen, der krydser det centrale massiv af de schweiziske alper , tjener til at forbinde de italienske jernbaner på den ene side og de schweiziske , tyske og tilstødende centraleuropæiske jernbaner på den anden side.

Byggeriet af linjen begyndte i 1872 , med nogle sektioner i dalene åbnet i 1874, gennemkørsel åbnet i 1882 , efter færdiggørelsen af ​​St. Gotthard-tunnelen . Linjen blev indlemmet i de schweiziske føderale jernbaner i 1909 og elektrificeret (15 kV, 16,7 Hz) i 1922 .

Gotthard-jernbanenettet består af følgende linjer: Luzern  - Küsnacht  - Immensee  - Goldau (25,6 km), Zug  - S.-Adrgan - Goldau (16,9 km), Goldau - Fluelen  - Biasca  - Bellinzona (142, 2 km.), Bellinzona - Lugano  - Chiasso (55,3 km), Giubiasco - Magadina - den italienske grænse til Luino (21,8 km), Cadenazzo-grenen - Locarno (12,4 km), i alt 274,2 km.

Italien , Tyskland og Schweiz ydede tilsammen et tilskud på 119 millioner francs til det samfund, der blev dannet for at implementere St. Gotthard-jernbanen. Den vigtigste del, jernbanepasset, som er 90 km lang, starter i nord ved Erstfeld og ender ved Biasque, på St. Gotthards sydskråning; består af to stejle stigninger, den ene i Reiss-dalen og den anden i Tessino-dalen, forbundet med den store St. Gotthard-tunnel. Det nordlige fortunnelafsnit har hældninger op til 26 , og linjen her udmærker sig ved et meget snoet omrids i plan; for at kunne stige til højden af ​​passet under overholdelse af denne begrænsende hældning var det nødvendigt at arrangere en spiralstigning i Pfaffensprung-tunnelen, en Wassen-inversion med en Watting-tunnel og en anden spiralstigning i Leggistein-tunnelen. I Tessino-dalen foregår nedstigningen også gennem spiraldrejetunneller (de øverste tunneler er Prato og Fregio og de nederste er Travi og Piano Tondo). De største skråninger her er 27 ‰. Både på selve bjergstrækningen og på andre strækninger af St. Gotthard-jernbanen er kurver med en radius på 300 meter meget hyppige; den mindste radius, 280 meter, bruges kun som en undtagelse nogle vanskeligere steder.

I 1888 begyndte anlæggelsen af ​​et andet spor på St. Gotthard-jernbanen med den tilsvarende udvidelse af tunnelerne; i sommeren 1893 var det planlagt at færdiggøre installationen af ​​et dobbeltspor på hele det bjergrige område. For at beskytte stien mod stenfald og sneskred blev der bygget strukturer af forskellig art: sten- og trævægge, jordvolde, grøfter, gallerier mv.

Litteratur