Den portugisiske retskrivningsreform i 1911 var det første initiativ til at normalisere og forenkle den portugisiske retskrivning i Portugal . Reformen ændrede markant stavemåden og fik for alvor indflydelse på alle yderligere reformer og aftaler.
Indtil begyndelsen af det 20. århundrede, både i Portugal og Brasilien, var stavningen af ord baseret på deres latinske og græske etymologier - phosphoro (nu fósforo ), lyrio ( lírio ) , orthographia ( ortografia ), exhausto ( exausto ), estylo ( estilo ), prompto ( pronto ), diphthongo ( ditongo ), psalmo ( salmo ) og så videre.
Fra tid til anden er forskellige forskere kommet med forslag til at forenkle stavningen, men uden større held. Blandt disse forslag var 1885 Bases da Ortografia Portuguesa , af Aniceto dos Reis Gonçalves Viana og Guilherme de Vasconcelos Abreu . [en]
Umiddelbart efter proklamationen af republikken i Portugal, den 5. oktober 1910 , oprettede den nye regering, interesseret i udvikling af uddannelse og bekæmpelse af analfabetisme , en kommission - bestående af Gonçalves Viana, Carolina Micaelis de Vasconcelos , Candida de Figueiredo , Adolfo Coelho , Leyte de Vasconcelos og andre for at udvikle en forenklet stavemåde til brug i den officielle presse og i skolen. Grundlaget for den ortografiske reform, i vid udstrækning inspireret af forslagene fra 1885, blev godkendt den 1. september 1911 [2] med en overgangsperiode på tre år. [3]
Selvom der i Brasilien længe havde været en strøm af "fonetikere", der kæmpede for at forenkle stavningen, førte brasilianernes manglende deltagelse i reformen til den modsatte effekt, hvilket styrkede traditionalisterne og efterlod lande med helt andre stavemåder: Portugal med en reformeret. , og Brasilien med en gammel baseret på etymologi.
De første tværakademiske forsøg på at flytte til den nye ortografi i Portugal og Brasilien endte uden held. Ikke desto mindre fortsatte Videnskabsakademiet i Lissabon og det brasilianske bogstavakademi med at arbejde sammen, og den 30. april 1931 underskrev de den første portugisisk-brasilianske ortografiske retskrivningsaftale , hvor de næsten fuldstændigt accepterede ændringerne fra 1911. En lang proces med stavekonvergens begyndte i de to lande, som fortsætter den dag i dag.
Denne reform var den anden i det portugisiske sprogs historie og kun den første betydelige, store. For første gang siden det 13. århundrede har principperne for at skrive og læse en række ord og bogstavkombinationer ændret sig.
De vigtigste ændringer var:
Vedtagelsen af den nye retskrivning mødte også modstand i Portugal, men hovedkontroversen udspillede sig i Brasilien. Nogle lingvister forsvarede ortografiens etymologiske principper i modsætning til rent fonetiske og argumenterede for, at reformen ville bryde forbindelsen mellem indfødte talere og deres forfædres skrevne arv. Andre modstod forandring af frygt for ikke at kende de nye regler, eller af følelsesmæssig eller intellektuel tilknytning til det gamle manuskript. Disse følelser afspejles i et fragment skrevet af Alexander Fontys på tærsklen til reformen i 1911 (forfatterens stavemåde):
Forestil dig ordet fase skrevet sådan: fase . Det er ikke et ord, det er et skelet (...) Det gør ondt selv at tænke på, at vi skal skrive sådan!
Originaltekst (port.)[ Visskjule] Imaginem esta palavra fase , escripta assim: fase . Não nos parece uma palavra, parece-nos um esqueleto (...) Affligimo-nos extraordinariamente, quando pensamos que haveriamos de ser obrigados a escrever assim! [fire]Og Teixeira de Pascoes :
I ordet lagryma (...) er formen y som en tåre; etableret (...) harmoni mellem grafisk eller plastisk udtryk og psykologisk udtryk; at erstatte y med i betyder at krænke æstetikkens regler. I ordet abysmo er det formen y , der formidler dybde, mørke, mystik ... At skrive det gennem det latinske i betyder at lukke afgrunden, gøre den til en banal overflade.
Originaltekst (port.)[ Visskjule] Na palavra lagryma , (…) a forma da yé lacrymal ; estabelece (...) a harmonia entre a sua expressão graphica ou plastica ea sua expressão psychologica; substituindo-lhe o y pelo i é forbryder som regras da Esthetica. Na palavra abysmo , é en forma do y que lhe dá profundidade, escuridão, mysterio… Escrevel-a com i latino é fechar a boca do abysmo, é transformal-o numa superficie banal. [5]Og også Fernando Pessoa :
Não tenho sentimento nenhum politico ou social. Tenho, porem, num sentido, um alt sentimento patriotico. Minha patria e a lingua portugueza. Nada me pesaria que invadissem ou tomassem Portugal, desde que não me incommodassem pessoalmente, Mas odeio, com odio verdadeiro, com o unico odio que sinto, não quem escreve mal portuguez, não quem não sabe syntaxe, essimlad ao mal escripta, como pessoa propria, en syntaxe errada, como gente em que se bata, en orthographia sem ipsilon, como escarro directo que me enoja independentemente de quem o cuspisse. [6]