Revolution fra oven

Revolution fra oven  er et socialpolitisk fænomen. Ifølge nogle kilder blev udtrykket introduceret af den spanske forfatter Joaquin Costa [1] , ifølge andre - af Marx og Engels [2] .

I marxismen

Begrebet "revolution fra oven" blev udviklet i marxistisk-leninistisk historieskrivning [3] .

Ifølge nogle sovjetiske forskere skal revolutionen fra oven tilskrives den mest radikale type reformer, mens andre mener, at den er på grænsen til to generelle sociologiske begreber: revolution og reform [4] .

I forbindelse med de borgerligt-demokratiske transformationsprocesser i landene i Central- og Østeuropa efter nederlaget for revolutionerne 1848-1849. , mente Marx og Engels, at disse revolutioners objektive opgaver, uløste på grund af de revolutionære klassers svaghed, blev løst i de næste to eller tre årtier af sejrherrerne - de herskende kredse i en række lande gennem store politiske og sociale reformer . F. Engels påpegede især, at perioden med revolutioner nedefra blev efterfulgt af en periode med revolutioner fra oven.

O. Bismarcks reformer udført i 60'erne og begyndelsen af ​​70'erne betragtes som et klassisk eksempel på en revolution ovenfra i marxismen. 19. århundrede og fik lov til at løse problemerne med den nationale forening af Tyskland og den sociale revolution. Fra et marxistisk synspunkt var to måder til national forening af Tyskland objektivt mulige i midten af ​​det 19. århundrede og i de følgende to årtier: den første var revolutionær, der skabte en stortysk demokratisk republik, og den anden var dens forening under regi af de "reaktionære" monarkier i Preussen eller Østrig. K. Marx og F. Engels støttede lederne af det tyske socialdemokrati A. Bebel og W. Liebknecht på den revolutionære vej, men i sidste ende sejrede Bismarcks reformistiske tilgang - set fra marxismens grundlæggeres synspunkt var årsagen til dette var det tyske proletariats svaghed [5] . I den forbindelse brugte Bismarck radikale, faktisk revolutionære, midler til en reformistisk løsning af disse problemer som helhed. Engels kaldte ham en "kongelig preussisk revolutionær" [6] .

Litteratur

Noter

  1. Stanley G. Payne, The Franco Regime, s. ti
  2. Volobuev P. V. Valget af måder for social udvikling: teori, historie, modernitet. — M.: Politizdat, 1987
  3. Se f.eks. Lenin : http://vilenin.eu/t10/p136 Arkivkopi dateret 2. juni 2011 på Wayback Machine
  4. Afgrænsninger og skift i socialreformisme. M., 1983, s. fjorten
  5. Marx K., Engels F. Anden udgave. Værker, bind 17
  6. Engels F. VOLDENS ROLLE I HISTORIEN. . Hentet 8. april 2010. Arkiveret fra originalen 18. februar 2011.