Aposematisme , nogle gange også kaldet advarselsfarvning , er den klare farve af dyr i adfærdsbiologi, hvorved de signalerer til potentielle rovdyr ikke kun deres tilstedeværelse, men også deres uspiselige og/eller beskyttelse. Derfor er aposematisme det modsatte af camouflage . Udtrykket "aposematisme" blev introduceret af den engelske zoolog Edward Poulton i hans bog The Colors of Animals (1890). Han dannede dette udtryk ud fra de oldgræske ord ἀπό apo "fjern", ση̑μα sēma "signal" [1] .
Dyr med aposematisk farve er enten klar til at forsvare sig selv, fordi de har giftige rygsøjler eller andre aktive forsvarsmekanismer, eller også er de usmagelige, uspiselige eller endda giftige. Normalt, for potentielle rovdyr, er ét møde nok til at udvikle en livslang modvilje mod aposematisk farvede dyr. Så udover velcamouflerede larver er der fx elleskyttelarven, der med sin klare farve signalerer dens uspislighed. Andre eksempler på aposematisme er skorpionfisk , kuglefisk , muræner , pilgiftsfrøer , ildsalamandre og tudser .
Da rovdyr generelt forventes at udvikle en aversion mod aposematisk farvede arter, bliver individer af sådanne arter ofte såret eller endda dræbt. De tjener som en læringsmodel for rovdyret. Den evolutionære udvikling af aposematisme er stadig kontroversiel. Advarselsfarvning, som først blev udviklet hos et individ på grund af en mutation, øger risikoen for prædation sammenlignet med camouflerede individer. En mulig forklaring er, at uspiselighed eller beskyttelse udvikler sig først, og advarselsfarvning vises kun ved højere befolkningstætheder.
Nogle spiselige og ubeskyttede arter efterligner aposematiske arters karakteristika for at afskrække potentielle fjender. Denne strategi er en form for mimik .
Om nødvendigt kan giftige blæksprutter, såsom Hapalochlaena lunulata , øge aposematismen, hvilket får muskelceller til at pulsere i et advarselsmønster [2] .
blåringet blæksprutte ( Hapalochlaena lunulata )
Ordbøger og encyklopædier |
---|