Amusement montage er en instruktionsmetode, hvor objekter, ideer og symboler vises i kollision for at have en intellektuel og følelsesmæssig indvirkning på beskueren.
Forfatteren til metoden er den sovjetiske teater- og filminstruktør Sergei Eisenstein . I sin teori foreslår han en ny metode til teaterproduktion - dette er en fri installation af vilkårligt udvalgte, selvstændige påvirkninger (attraktioner), men med en præcis ramme for en vis endelig tematisk effekt. Metoden til montering af attraktioner giver en følelse af en slags skub, hvilket får seeren til at forstå bestemte ideer og koncepter.
I 1923 blev en artikel "Installation af attraktioner" publiceret i LEF- bladet. I den skitserede instruktøren en ny teaterteknik. Eisenstein-redigering er en metode til at arrangere en film, hvor billeder brydes op i separate fragmenter og derefter samles i den rækkefølge, som instruktøren kræver for at opnå en vis rytmisk effekt. Eisenstein betragtede montage som grundlaget for spillefilm. Ifølge Eisenstein er en attraktion "ethvert aggressivt øjeblik i teatret, det vil sige ethvert element af det, der udsætter beskueren for sensuel eller psykologisk påvirkning, eksperimentelt verificeret og matematisk beregnet for visse følelsesmæssige omvæltninger af opfatteren." Hans instruktionsmetode kan karakteriseres som en intellektuel og konceptuel sammenstilling af billeder, objekter og begreber, der er i stand til at opnå visse følelsesmæssige og intellektuelle effekter hos beskueren.
Eisenstein mente, at billedet i filmen skulle være en kombination af forskellige rammer i en struktur, hvor konflikten eksisterer mellem dens elementer. Kernen i enhver struktur er installation. Eisenstein identificerede fem metoder til filmredigering:
En stærk modstander af teorien var filminstruktør Andrei Tarkovsky . Han afviste princippet om "montering af attraktioner", idet han mente, at filmen er et udtryk for verdens essens, og skabelsen af en film er skabelsen af ens egen verden. Hovedmomentet i filmkunsten er ifølge Tarkovsky den filmiske rytme, som bevægelse inden for filmens struktur, og ikke den tidsmæssige sekvens af rammer. For Tarkovsky var et vigtigt træk ved en poetisk film "tidens rytme" - en proces, hvor rammer spontant kombineres til en selvorganiserende struktur. For Eisenstein var filmen en "slicing" af rammer, mens det for Tarkovsky er tidens flow, der bestemmer metoden til at arbejde på filmen.