Mikrokrystalloskopi er en metode til kvalitativ mikrokemisk analyse baseret på dannelsen af karakteristiske krystallinske præcipitater under påvirkning af små mængder reagenser pr. dråbe (ca. 10-3 ml) af den analyserede opløsning på et objektglas. Sedimentet undersøges under et mikroskop (forstørrelse er 60 eller flere gange); dens sammensætning bedømmes hovedsageligt af krystallernes form, såvel som efter deres farve og størrelse. De resulterende krystallerfå en karakteristisk form kun med langsom frigivelse, det vil sige i fortyndede opløsninger. Ved høje koncentrationer af udfældede stoffer, såvel som ved tilstedeværelse af fremmede forbindelser, kan krystalformen blive forvrænget. I sådanne tilfælde, for at identificere bundfaldet, bestemmes de krystallografiske og krystaloptiske karakteristika af krystallerne (for eksempel vinklerne mellem fladerne), som ikke afhænger af deres form, men af den kemiske sammensætning, under et polariserende mikroskop. Mikrokrystalloskopi bruges normalt til at analysere meget små genstande (planteceller, indeslutninger i metaller, mineraler og så videre). Grænsen for påvisning af organiske og uorganiske forbindelser når 10 −8 -10 −9 g i en opløsningsdråbe.