| Materie og hukommelse | |
|---|---|
| Matére et Memoire | |
| Forfatter | Henri Bergson |
| Næste | Grine |
Matter and Memory ( fransk: Matière et mémoire , 1896) er den franske filosof Henri Bergsons værk .
Undertitlen på det filosofiske værk er "Studie om kroppens forhold til ånden" ( fransk Essai sur la Relations du corps à l'esprit), og hoveddelen er en analyse af klassiske filosofiske problemer, der overvejer kroppens rolle i menneskets åndelige liv. I denne sammenhæng fungerer hukommelsesanalyse som en hjælpemekanisme for hele undersøgelsen. Matter and Memory blev skrevet som svar på Théodule Ribots The Diseases of Memory ( fransk : Les Maladies de la mémoire) , udgivet i 1881. Ribot argumenterede for, at hjernevidenskabens opdagelser beviste, at hukommelsen er placeret i en bestemt del af nervesystemet, lokaliseret i hjernen og dermed har en materiel natur. Bergson var imod dette skæringspunkt mellem ånd og materie. For at forsvare en klar anti- reduktionistisk holdning troede han, at hukommelsen oprindeligt var åndelig af natur, og hjernen tjener den til at orientere aktuelle handlinger ved at indsætte passende minder, det vil sige, erindringer fortrænger virkelige opfattelser, så de kun bliver til indikationer, simple " tegn" beregnet til at minde os om fortidens billeder. Hjernen har således en praktisk karakter. Nogle hovedskader har en tendens til at forstyrre denne praktiske funktion, men sletter ikke hukommelsen som sådan, minderne vil simpelthen ikke blive "legemliggjort" og vil ikke være i stand til at tjene deres formål.
Bergson skelner mellem to former for hukommelse:
I sit arbejde anklagede Bergson den klassiske metafysik for at misrepræsentere de problemer, han præsenterede. Bergson er selv anklaget for at sætte sekundære problemer på spidsen. Således var det problem, som filosoffen stillede, velkendt, men han reviderede måden, det blev stillet på. Hvert af hans fire store værker følger det samme princip - at svare på en klart defineret opgave. I stof og hukommelse er det kartesiske problem med sind og krop to stoffer med forskellige egenskaber. Descartes' fejl ligger i den måde, han definerer stof og hukommelse på, nemlig som et stof eller en skive, der ikke er så entydigt adskilte.
Bergson adskiller ånden fra kroppen, men i modsætning til Descartes klassiske filosofi er forskellen i det tidsmæssige domæne, ikke i det rumlige. Ånden er fortidens sæde, og kroppen er nutidens sæde. Sjælen eller ånden er altid knyttet til fortiden og lever ikke i nuet. Hun betragter fortiden, mens hun er i nuet. At være opmærksom på noget er at se det fra fortiden, derfor i lyset af fortiden. Når der blot er en reaktion på en ekstern stimulus, så er dette en ubevidst handling. Personen er i kroppen, altså i nuet. Enhver bevidsthed indebærer en pause mellem stimulus og respons, et interval efterfulgt af erkendelsen af, at ånden er forankret i fortiden. En person bliver bevidst i lyset af fortiden, bliver knyttet til fortiden, i forbindelse med de tilsvarende handlinger rettet mod den nærmeste fremtid. Artikulering af tid - fortid, nutid, fremtid - sker gennem foreningen af ånd og krop. Jo dybere sindet er i fortiden, jo mere er det bevidst. Jo mere en person handler automatisk, jo mere eksisterer han i nuet, i det midlertidige område af kroppen. Og man forbliver altid inden for rammerne af det ene eller det andet. Ægte bevidsthed kræver forening af handling af krop og ånd.