Dødslegionen (Slovenien)

Dødslegionen ( Sloven. Legija smrti ) er en væbnet formation af slovenske kollaboratører , der eksisterede under Anden Verdenskrig.

Sammensætning af legionen

Legionen dukkede op i sommeren 1942. Officielt bestod den af ​​tre bataljoner, hvori hovedsageligt tidligere slovenske chetnikere tjente . Legionen havde base i Lower Carniola . Hver af de tre bataljoner havde omkring 250 mand. Den første bataljon blev kommanderet af den serbiske kaptajn Dobrivole "Iztok" Vasilevich, hvis afdeling var baseret i Polkhokray Dolomitterne (nær Polkhov Gradets). Den anden bataljon blev ledet af Milan Kranjic, hans afdeling var baseret i Brezovice nær Ljubljana. Den tredje bataljon var baseret i nærheden af ​​Sukhor, og tsjetnikerne fra denne afdeling kæmpede i Zhumberaks bjerge . I oktober 1942 bestod legionen af ​​1.731 soldater (665 i den første bataljon, 650 i den anden og 416 i den tredje) [1] . Legionen omfattede også propagandister, der blev støttet af den romersk-katolske kirke , såvel som italienske fascister.

Legionens nederlag

Legionen som sådan kæmpede mod de jugoslaviske antifascister , men den blev også besejret af de slovenske kommunister. Den 27. november 1942 , nær Sukhor, blev den tredje bataljon om natten angrebet af antifascister: den 5. slovenske strejkebrigade "Ivan Cankar" og den 13. kroatiske brigade fra West Dolensky-afdelingen [2] . 91 legionærer blev dræbt, og partisanerne mistede kun 16 mennesker. Lederen af ​​den første bataljon af legionærer, Dobrivole Vasilevich, som blev henrettet for samarbejde med angriberne, blev taget til fange.

Dette nederlag var begyndelsen på legionens opløsning. I 1943 kapitulerede de italienske tropper og trak sig ud af krigen. Selvom de tyske tropper forsvarede Italien fra de allierede tropper, støttede italienerne ikke længere de slovenske legionærer. Lederen af ​​resterne af legionen, Vuk Rupnik (søn af den slovenske kollaboratør Leon Rupnik), opløste afdelingen. De overlevende soldater sluttede sig til det slovenske hjemmeværn , hvor de gjorde tjeneste indtil slutningen af ​​krigen.

Noter

  1. ↑ RAST, Revija za literaturo, kulturo in družbena vprašanja, Novo mesto, letnik XVII, februar 2006, stev. 1, strani 52–65
  2. ↑ Lado Ambrožič-Novljan, Cankarjeva brigada, 1975, str. 62-66