Langren (månekrater)

Langren

lat. Langrenus

Et billede af Lunar Orbiter-IV- sonden .

Egenskaber





Diameter	132 km




Største dybde	4500 m


Navn

Eponym	Mikael Florent van Langren (1598–1675) var en hollandsk astronom og kartograf.


Beliggenhed

8°52′S sh. 61°02′ Ø / 8,86 / -8,86; 61,04° S sh. 61,04° Ø f.eks

Himmelsk krop	Måne

Langren


Mediefiler på Wikimedia Commons

Krateret Langren ( lat. Langrenus ) er et stort nedslagskrater i regionen ved den østlige kyst af Overflødighedshavet på den synlige side af Månen . Navnet blev givet til ære for den hollandske astronom og kartograf Mikael Florent van Langren (1598-1675) og godkendt af International Astronomical Union i 1935. Dannelsen af krateret går tilbage til Eratosthenes-perioden [1] og anses for at være et af de største kratere, der er opstået i løbet af de sidste 3 år.2 milliarder år.

Beskrivelse af krateret

Kraterets nærmeste naboer er det lille Al-Marrakishi- krater mod vest; kraterne Bielharz , Atwood og Naonobu mod nordvest; det lille krater Acosta i nord; krateret Somerville mod øst; Barkla - krateret mod øst-sydøst; Lamt krater i syd-sydøst og Lohse krater i syd. Nord-nordøst for krateret ligger Skumhavet [2] . De selenografiske koordinater for midten af krateret er 8°52′ S. sh. 61°02′ Ø / 8,86 / -8,86; 61,04° S sh. 61,04° Ø d. , diameter - 132 km [3] , dybde 4,5 km [4] .

Langren-krateret har en polygonal form og blev praktisk talt ikke ødelagt på grund af sin lille alder. Dønningen er klart defineret, den indre skråning er op til 20 km bred, med en udtalt terrasselignende struktur. I den østlige del af skakten fra siden af Apollo 14 blev der observeret en farveanomali i form af en rusten farve af en eller flere kuplede forhøjninger [5] .

Voldens højde over det omkringliggende område når 1630 m [1] , kraterets volumen er cirka 17200 km³ [1] . Bunden af skålen har en albedo højere end det omkringliggende område, på grund af hvilken krateret skiller sig godt ud på en høj placering af Solen. Overfladen af bunden af skålen er forholdsvis jævn, noget mere robust i den nordvestlige del, oversået med et stort antal kampesten. I midten af skålen er der en ophobning af massive centrale toppe, bestående af gabbro - norit - troctolit anorthosite med et plagioklasindhold på 85-90 % (GNTA1), anorthosite norit (AN) og troctolit (T) [6] . Langren-krateret er et af syv i øjeblikket kendte kratere med indhold af troctolit i den centrale top (troctolit er sammensat af omtrent lige store dele af plagioklas og olivin og er dannet ved sammensmeltning af magmatiske bjergarter og klipper, der danner måneskorpen under en kollision ). Alpha Peak har en højde på 3000 m, Beta Peak - 3500 m [7] .

Krateret er centrum for et lyst, fragmenteret strålesystem, der forplanter sig i Havet af Overflod vest for krateret og er opført som et lyst strålekrater af Association for Lunar and Planetary Astronomy (ALPO) [8] .

Kortsigtede månefænomener

I Langren-krateret den 30. december 1992 observerede den franske astronom Audouin Dollfus fra Paris Observatory , ved hjælp af et meterteleskop , kortsigtede månefænomener (CLP) i form af en glød i bunden af kraterskålen [9] . Det er blevet foreslået, at udledningen af gasser gennem sprækker i bunden af krateret kan være kilden til gløden [9] .

Satellitkratere

Langren	Koordinater	Diameter, km
E	12°44′S sh. 60°43′ Ø / 12,73 / -12,73; 60,72 ( Langren E )° S sh. 60,72° Ø f.eks	31,0
G	12°10′ S sh. 65°28′ Ø / 12,17 / -12,17; 65,46 ( Langren G )° S sh. 65,46° Ø f.eks	21.9
H	8°02′ S sh. 64°17′ Ø / 8,03 / -8,03; 64,29 ( Langren H )° S sh. 64,29° Ø f.eks	25.2
L	12°40′ S sh. 61°55′ Ø / 12,67 / -12,67; 61,92 ( Langren L )° S sh. 61,92° Ø f.eks	12.6
M	9°49′S sh. 66°25′ Ø / 9,82 / -9,82; 66,41 ( Langren M )° S sh. 66,41° Ø f.eks	18.2
N	8°59′S sh. 65°44′ Ø / 8,98 / -8,98; 65,74 ( Langren N )° S sh. 65,74° Ø f.eks	12.5
P	12°02′ S sh. 63°01′ Ø / 12,04 / -12,04; 63,01 ( Langren P )° S sh. 63,01° Ø f.eks	42,3
Q	11°59′S sh. 60°41′ Ø / 11,99 / -11,99; 60,69 ( Langren Q )° S sh. 60,69° Ø f.eks	12.9
R	7°46′S sh. 63°45′ Ø / 7,76 / -7,76; 63,75 ( Langren R )° S sh. 63,75° Ø f.eks	5.4
S	6°43′S sh. 64°47′ Ø / 6,72 / -6,72; 64,79 ( Langren S )° S sh. 64,79° Ø f.eks	8.9
T	4°47′S sh. 62°18′ Ø / 4,79 / -4,79; 62,3 ( Langren T )° S sh. 62,3° Ø f.eks	40,0
U	12°39′ S sh. 57°09′ Ø / 12,65 / -12,65; 57,15 ( Langren U )° S sh. 57,15° Ø f.eks	4.2
V	13°14′S sh. 55°56′ Ø / 13,23 / -13,23; 55,94 ( Langren V )° S sh. 55,94° Ø f.eks	5,0
W	8°40′S sh. 67°19′ Ø / 8,67 / -8,67; 67,32 ( Langren W )° S sh. 67,32° Ø f.eks	22,0
x	12°21′ S sh. 64°43′ Ø / 12,35 / -12,35; 64,71 ( Langren X )° S sh. 64,71° Ø f.eks	23.6
Y	7°53′S sh. 66°52′ Ø / 7,88 / -7,88; 66,86 ( Langren Y )° S sh. 66,86° Ø f.eks	29,0
Z	7°11′ S sh. 66°16′ Ø / 7,18 / -7,18; 66,26 ( Langren Z )° S sh. 66,26° Ø f.eks	20.8

Satellitkratere Langren G og Langren M er inkluderet i listen over kratere med mørke radiale bånd på den indre skråning af Association for Lunar and Planetary Astronomy (ALPO) [10] .
I satellitkraterne Langren C, Langren FF, Langren M og Langren P blev der registreret temperaturanomalier under formørkelser . Dette forklares af det faktum, at sådanne kratere er af en lille alder, og klipperne havde ikke tid til at blive dækket af regolith , som har en termisk isolerende effekt.
Følgende satellitkratere er blevet omdøbt af Den Internationale Astronomiske Union:

Langren A - omdøbt i 1979 til Barkla Crater

Langren B - Omdøbt 1976 til Naonobu Crater

Langren C - Omdøbt 1976 til Acosta Crater

Langren D - omdøbt i 1976 til Al-Marrakishi Crater

Langren F - omdøbt i 1976 til Bielharz- krateret

Langren J - omdøbt Somerville Crater i 1976

Langren K - Omdøbt 1976 til Atwood Crater

Se også

Noter

↑ 1 2 3 Lunar Impact Crater Database . Losiak A., Kohout T., O'Sulllivan K., Thaisen K., Weider S. (Lunar and Planetary Institute, Lunar Exploration Intern Program, 2009); opdateret af Öhman T. i 2011. Arkiveret side .
↑ Langren-krateret på LAC-80-kortet . Hentet 2. december 2019. Arkiveret fra originalen 26. november 2020. (ubestemt)
↑ Håndbog for Den Internationale Astronomiske Union . Hentet 2. december 2019. Arkiveret fra originalen 27. november 2020. (ubestemt)
↑ John E. Westfalls Atlas of the Lunar Terminator, Cambridge Univ. Tryk på (2000) . Hentet 13. maj 2015. Arkiveret fra originalen 18. december 2014. (ubestemt)
↑ Apollo 14 foreløbig videnskabsrapport, side 275 . Hentet 13. maj 2015. Arkiveret fra originalen 21. juli 2019. (ubestemt)
↑ Stefanie Tompkins og Carle M. Pieters (1999) Mineralogy of the Lunar Crust: Results from Clementine Meteoritics & Planetary Science, vol. 34, s. 25-41.
↑ Naosuke Sekiguchi, 1972. Katalog over centrale toppe og gulvobjekter i månekraterne på den synlige halvkugle. University of Tokyo Press og University Park Press.
↑ Liste over lyse strålekratere fra Association for Lunar and Planetary Astronomy (ALPO) (utilgængeligt link) . Arkiveret fra originalen den 4. marts 2016. (ubestemt)
↑ 1 2 Epic Moon af WPSheehan og TADobbins (2001).
↑ Liste over kratere med mørke radiale bånd fra Association for Lunar and Planetary Astronomy (ALPO) (utilgængeligt link) . Arkiveret fra originalen den 3. december 2013. (ubestemt)