Kozy Korpesh - Bayan Sulu - Kasakhisk lyrisk-episk digt fra XIII - XIV århundreder , optaget i midten af XIX århundrede . Digtet var kendt i mundtlige versioner udført af akyns Sybanbay, Bekbau, Zhanak , Shozhe . Af omkring 20 varianter er Zhanak-varianten den mest kendte. I den skrevne version er de versioner, der er optaget af folkloresamlerne Sablukov ( 1831 ), G. Derbisalin ( 1834 ), A. Frolov ( 1841 ), Ch. Valikhanov ( 1856 ), de mest almindelige. Digtet blev udgivet på russisk af M. Putintsev i 1865, blev derefter inkluderet i tredje bind af V. Radlovs samling "Eksempler på folkelitteratur fra de tyrkiske stammer" i 1870 [1] .
En gammel legende om den tragiske kærlighed til Kozy Korpesh og Bayan Sulu siger, at nogle barndomsvenner Sarybay og Karabay svor at gifte sig med deres børn, som var forlovet allerede før de blev født. Uden at vente på sin søns fødsel dør Sarybay under jagt. De voksende geder og Bayan, som endnu ikke havde set hinanden, men var bundet af en ægtepagts bånd, forelskede sig endelig i hinanden. Tiden går, og Karabay ændrer sine livsplaner. Han lover at give sin datter til den lokale paluan Kodar, som engang reddede hans flokke fra juten. Kodar bliver en barriere mellem de elskende. I denne evige trekant var han den første til at nedlægge Bukkens sprudlende hoved. For at hævne sig på morderen tyr den bedrøvede Bayan til list. Hun lover at gifte sig med Kodar, hvis han graver en brønd med kildevand til hende. Kodar går i gang med at gå dybere og dybere og holde fast i Bayans lange fletninger. Pigen skærer pludselig sine fletninger af, og Kodar, efterladt i brønden, dør. Således bliver Kozy hævnet. På hans grav stikker legendens heltinde sig selv med en dolk.
Digtet "Kozy Korpesh - Bayan Sulu" interesserede A. S. Pushkin under hans besøg i Orenburg for at indsamle oplysninger om bondeoprøret under ledelse af E. I. Pugachev for "Historien om Pugachev-oprøret" og historien "Kaptajnens datter". Efterfølgende blev et digt fundet i hans arkiv, dets tekst blev offentliggjort i 1837 i Bulletin of the Pushkin Commission. Indtastningen på fem ark er lavet af en ukendt persons hånd. Pushkins indlæg adskiller sig lidt fra den almindelige version. Nikolai Chesnokov, en lokalhistoriker fra Uralsk , hævder, at digtet blev skrevet ned af en Yaik Kosak, der talte det kasakhiske sprog. Det er dog mest sandsynligt, at det kasakhiske digt blev indspillet til den store russiske digter af folk fra Bokeev-hovedkvarteret i Khan of the Younger Zhuz , som talte flydende russisk. Der er en antagelse om, at Pushkin på grundlag af Kozy Korpesh - Bayan Sulu havde til hensigt at skrive sit eget digt, men hans tidlige død forhindrede ham.
Digtet blev meget værdsat af S. A. Castane, N. A. Abramov og andre videnskabsmænd. Folkloristerne N. N. Pantusov , R. Sh. Abdurakhmanov, E. Z. Baranov udgav digtet i prosa på russisk . Dens første oversættelse til russisk, som blev udgivet i 1928 , 1941 og 1949 , blev udført af den russiske digter G. N. Tveritin. I den sovjetiske periode udgav M. O. Auezov en version af Zhanak , først i 1925 i Moskva , derefter i 1936 i Alma-Ata [1] .
Den historiske betydning af digtet blev studeret af M. Gabdullin , I. Duisenbaev, A. Konyratbaev . Ifølge dem vidner de specifikke navne på området, floder ( Ayaguz , Urzhar, Lepsy , Kalba) om de virkelige historiske betingelser for dannelsen af epos. I den østlige Kasakhstan-region i Ayaguz-distriktet nær Tansyk-stationen er der et monument, som kaldes Kozys og Bayans grav [1] . Der er omkring 20 versioner af dette digt.
I nogle tyrkisk-talende folks folklore er der andre versioner af digtet. For eksempel kaldes det blandt bashkirerne " Kuҙyikүrpas menan Mayangylyu ", blandt Baraba-tatarerne - "Kozy Korpesh", blandt altaierne - "Kozy Erkesh" [1] .
På grundlag af digtet blev skuespillet "Kozy Korpesh - Bayan Sulu" af G. M. Musrepov , filmen "Poem of Love" i 1954 baseret på manuskriptet af Musrepov skabt.
I 1992 lavede den berømte kasakhiske instruktør og skuespiller Asanali Ashimov filmen "Kozy Korpesh - Bayan Sulu".
I 2011, i Kasakhstan, som et alternativ til Valentinsdag , foreslog de deres egen dato - 15. april, dedikeret til Kozy Korpesh og Bayan-Sul [2] .