Hudskelettet hos hvirveldyr består af forbeninger af selve huden og er en meget gammel formation. Dens oldtid er bevist både af eksistensen af en skal i silur- og devonfiskene og i karbon-, trias- og jura- padder, og ved at aflejringer af kalk og forbening i huden under fosterudviklingen kan gå forud for udviklingen af knoglevæv i det rudimentære bruskskelet .
Som studierne af Gegenbaur og Hertwig viste , bør udgangspunktet for udviklingen af hudskelettet betragtes som tænder spredt i huden , som sidder på små hovedplader og repræsenterer nøjagtig den samme struktur som tænderne i mundhulen. Sådanne tænder findes i huden på ganoidfisk, selachianere, havkat og lungefisk .
Sammensmeltningen af sådanne formationer forklarer oprindelsen af skallerne i pansrede ganoider , pansrede havkat , fasciobranchs osv., såvel som alle skæl af fisk og knogler, der klæder deres forreste bælte og urkraniet . Den samme oprindelige oprindelse kan tilskrives de dækkende knogler i kraniet (for eksempel frontal, parietal) af alle hvirveldyr generelt. Selv hos padder er det stadig bemærkelsesværdigt, at vomer og andre knogler i mundhulen opstod ved sammensmeltning af tænder.
Hos moderne padder er hudskelettet dårligt udviklet, kun hos hornede frøer og ephippiger er der knogleplader i huden på ryggen, og hos benløse padder er der skæl i huden.
Skallen af nogle fossiler nåede en kraftig udvikling. Af moderne krybdyr opnår knogledannelser i huden, der opstår ved forbening af bindevævet, deres største udvikling hos krokodiller og skildpadder, men findes også i andre former, for eksempel i gekkoer : de kan komme i kontakt med det indre skelet og delvist fortrænge det.
Fugle har slet ikke et hudskelet, og blandt pattedyr findes forbening af huden kun hos bæltedyr [1] , som har 5 rygskjolde og kan have skjolde i huden på lemmerne. Et højt udviklet dermalt skelet findes i pighuder . Det ydre skelet hos andre hvirvelløse dyr er for størstedelens vedkommende et kutant skelet, der ligger på ydersiden af kroppens ydre epitel.