Claude Lamoral II de Ligne | ||
---|---|---|
fr. Claude Lamoral II de Ligne | ||
Prins de Lin | ||
1707/1710 - 1766 | ||
Forgænger | Antoine Joseph Ghislain de Ligne | |
Efterfølger | Charles Joseph de Ligne | |
Fødsel | 5. Juli 1685 | |
Død |
7. april 1766 (80 år)
|
|
Slægt | Dom de Ligne | |
Far | Henri Louis Ernest de Ligne | |
Mor | Juana Monica de Aragon og Benavides | |
Ægtefælle | Prinsesse Elisabeth af Salm [d] | |
Børn | Lin, Charles-Joseph de | |
Priser |
|
|
Militærtjeneste | ||
tilknytning | Det Hellige Romerske Rige | |
Rang | general feltmarskal | |
kampe |
Den spanske arvefølgekrig Østrig-tyrkiske krig (1716-1718) |
Claude Lamoral II de Ligne ( fr. Claude Lamoral II de Ligne ; 5. juli 1685 - 7. april 1766) - 6. Prins de Ligne , Prince d'Amblyse og Det Hellige Romerske Rige , Grandee af Spanien 1. klasse, statsmand i Østrig Holland .
Anden søn af prins Henri-Louis-Ernest de Ligne og Juana Monica de Aragon y Benavides.
Marquis de Roubaix og de Dorman, Comte de Focamberg, Baron de Verchen, Beleuil, Antoine, Sizuan, Villers, Scilly og Erzel, Suveræn af Fagnol, Seigneur de Baudour, Valincourt og andre, First Ber of Flanders , Peer, Seneschal og Marshal af Hainaut .
Deltog i den spanske arvefølgekrig og den østrig-tyrkiske krig , kommanderede et vallonsk infanteriregiment af sit eget navn i den kejserlige tjeneste. Den 27. maj 1717 blev han forfremmet til Feldvachtmeister General . Han udmærkede sig ved erobringen af Beograd .
I marts 1718 blev han som en af seks æresmilitære rådgivere medlem af Statsrådet for Regency af de østrigske Nederlande, hvor han forblev indtil genoprettelsen af Collateral Councils i 1725.
I 1719 aflagde han på vegne af Charles VI ed fra dommerne i Vestflandern og Tournesy, som overgik til kejseren i henhold til barrieretraktaten . Den 11. februar 1720 gik han højtideligt ind i Ypres , hvor ceremonien fandt sted dagen efter, og den 28. ankom han til Tournai . Han gennemførte lignende missioner for Maria Theresa , som erklærede sig selv for kejserinde af Tournesi i 1741, og Ypres og Vestflandern i 1749.
Den 23. november 1721 blev han tildelt kejseren et ridderskab af Det Gyldne Skind , modtog ordenskæden i Westerlo , nær Bruxelles, den 24. marts 1722.
23. oktober 1733 forfremmet til feltmarskal-løjtnant .
Den 8. maj 1736 blev han fuldgyldigt medlem af Geheimerådet, den 7. januar 1744 blev han forfremmet til Feldzeugmeister-general, den 21. oktober 1751 til generalfeltmarskal.
Under og efter den spanske arvefølgekrig var Claude-Lamoral i strid om besiddelser med Louis II de Melun , Prince d'Epinois. I 1708, efter erobringen af Lille , overdrog generalstænderne til prins Antoine , hæren i Lille og hæren i Roubaix , men under betingelserne i freden i Utrecht vendte Lille tilbage til franskmændene. For at løse striden om andre besiddelser udnævnte kejseren og kongen af Frankrig kardinal Rogan og hertugen af Arenberg til voldgiftsdommere , som tildelte Antoine de Ligne og gav resten af landene i herredømmet Roubaix til Melun.
Om prinsens karakter skriver Alfons Wouters , at han kombinerede stor åndelig adel med kærlighed til det store og smukke. Claude-Lamoral brugte millioner på at dekorere Beleuil og holdt festligheder i kongelig skala. Det var ham, at paladset skyldte sin næsten fuldstændige omstrukturering og oprettelsen af en omfattende park med enorme gyder, værdig til en monark. I 1761 blev en kolossal Neptun med en najade og en triton, et værk af Anrion, rejst på bredden af en stor dødvande, over for paladsets hovedfacade.
Prinsens karakter vidnes også af den korrespondance, han havde med Frederik II i den svære periode med tronfølgekrigen for Østrig. Kongen af Preussen, der modsatte sig Maria Theresa, og den 31. august 1741 invaderede Schlesien , forsøgte at få de Ligne til at overgå til hans tjeneste og truede med at konfiskere Wachtendonk -landet , der ligger i det preussiske Geldern . Claude-Lamoral afviste høfligt med henvisning til, at hans søn ejer det nævnte land, hvor han selv kun er værge. Da tilbød Frederik at gå til preussisk tjeneste til en af prinsens sønner, som skulle arve det omstridte land, hvortil han fik et stolt svar:
Prinsen de Ligne er over alle udtryk taknemmelig for Hans preussiske majestæts ædle forslag. Hans hengivenhed til sine gamle mestre tillader ham ikke at acceptere noget for sin kun seks-årige søn. Desuden er Wachtendonks jord en del af godset, hvor han kun afløser sin arving. Prinsen de Lignes hus har for vane at ofre de største ofre til Østrigs høje hus, i lyset af hans forfædres ukrænkelige loyalitet, vist i næsten tre århundreder og fuldt ud bekræftet til enhver tid. I de hollandske uroligheder og kup kunne han prale af, at han næsten var den eneste, der ikke ændrede sin holdning, selv da franskmændene i krigene 1667 og 1700 brændte og ødelagde alt for at tiltrække familier til sig, hans fyrster altid forblev urokkelig.
Men hvis Deres preussiske Majestæt behager at erobre byen og landet Wachtendonk, smigrer Prins de Ligne, efter at have mistet sin ejendom, sig med håbet om at være værdig til respekten for en så stor konge, som er mere prestigefyldt og herlig for ham end erhvervelsen af enhver besiddelse, og dermed blive hædret, med sag, Krolevs protektion
— Wauters A. Ligne (les de), kol. 140.
Louis-Prosper Gashard udtrykte tvivl om stilen af dette budskab, men det er kendt, at Maria Theresa i en udsendelse dateret den 10. februar 1742 bemærkede prinsens "prisværdige jalousi, fuldkomne hengivenhed og urokkelige loyalitet".
Efter ordre fra prinsen udgav De L'Averdy et vigtigt værk med titlen Mémoire pour établir en faveur des princes de Ligne le droit de succéder aux états de Lorraine et de Bar, supposé que la lignée directe de Son Altesse Royale duc de Lorraine, du serenissime prince Charles , son frère, et des sérénissimes princesses, leurs sœurs, vienne à manquer, pour prouver que le même ordre de succession doit être accordé par rapport au grand-duché de Toscane, qui par le traité de paix est de subrogé . Lorraine et de Bar (P.: Charles Osmont, 1739; in-4°), der beviser, at huset af de Ligne, som havde arverettighederne til hertugdømmerne Lorraine og Bar , udvider disse rettigheder til Toscana , som hertug Frans Stephen modtog i bytte for sine forfædres ejendele.
Hustru (17/04/1721): Vildgrave og Rhingrevinde Elisabeth Alexandrina Carlotta zu Salm-Salm (20/07/1704 - 27/12/1739), datter af Prins Ludwig Otto von Salm, Wildgrave zu Daun og Kirburg, Rhingreve zu Stein og Albertina Johanna Katarina Franziska von Nassau-Hadamar
Børn:
[vis] Forfædre til Claude-Lamoral II de Ligne | ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
|
![]() | |
---|---|
I bibliografiske kataloger |