Et ornespyd er en type spyd , der bruges til jagt på vildsvin : et kort og tungt spyd med en bred spids og en tværstang, tværgående skaft. Ornespyd er overvejende kendt i Tyskland og Skandinavien .
Sådanne spyd blev brugt i middelalderen . Længden var omkring 2 m, skaftet var ofte viklet med en læderrem for at øge friktionskoefficienten. For styrken af skaftet blev det lavet af en specielt udvalgt solid stamme af et lille træ. Som regel blev der brugt aske .
Spidsen var lavet stærk og bred, monteret på håndtaget med en kraftig ærme. I de fleste tilfælde var det lavet af hjortegevir. Tværstangen, på tværs af skaftet, havde samme funktion som på hornene : den gav en sikker afstand, hvis det gennemborede dyr forblev i live.
Ornejagt i Europa var ædle menneskers erhverv, især konger (især Karl den Store ), ligesom bjørnejagt var et fyrsteligt tidsfordriv i Rusland. Derfor var hornene større, tungere og meget stærkere end ornespydene. I Tyskland kendte man bjørnehorn, men de var yderst sjældne.
I dag bruger tyske jægere i nogle tilfælde ornespyd, men det kræver stor dygtighed. Et slag fra et spyd kan, i modsætning til et skud, ikke skade de hunde, der holder ornen. Et spyd er også godt i tilfælde af et pludseligt angreb fra et dyr under jagt. Ornespyd er de tyske rangers traditionelle våben, de dekorerer ofte deres jagtværelser med dem.
Et voksent vildsvin er et meget stærkt og aggressivt dyr. Det kan meget vel dræbe en person. Angreb fra en afstand på omkring 10 trin. Samtidig slår hanorner deres hugtænder mod benene på en person, der på grund af skader på arterierne kan dø på få minutter. Orner bider, indtil de dræber jægeren.
Oftest tilbageholder hunde et vildsvin, og jægeren kaster et spyd ned i det. Sjældnere bliver et vildsvin provokeret til at angribe, og jægeren, der hviler sit spyd på låret, retter det mod vildsvinet, som selv løber og løber ind i spidsen.
I England foregik jagt på orne på hesteryg.
Et ornespyd bruges på våbenskjolde: